Læsetid: 4 min.

Udsigt fra Mozambique

9. oktober 2000

– giver indsigt i Verdensbankens ideologiske tågeslør

Kommentaren - Udkig
Jeg er just hjemkommet fra en kortere tur til Mozambique. Da landets infrastruktur på grund af mange års borgerkrig og senere tiders oversvømmelser er elendig, er indenrigsflyvning den almindeligste måde at komme rundt for folk, der, som jeg, har med ’udvikling’ at gøre. I byen Quelimanes lufthavn så jeg således en mystisk seddel, der var hængt op på et vindue: »E proibido espreitar neste janela«, eller »det er forbudt at stå og kigge ud af dette vindue« stod der. Man kunne jo ellers hævde, at det normalt er det, man har vinduer til. Jeg blev jo straks nysgerrig, for det kunne jo være, at det var fordi, som de siger i X-files, »the truth is out there«.
Men efter nærmere overvejelse gik det nu op for mig, at denne slags tilsyneladende modsætninger er mozambikanerne ret vant til, så de syntes ikke at tage særlig notits af skiltet. De er vænnet til en ret horribel diskrepans mellem de skrevne meldinger, de bliver præsenteret for og realiteterne, som de opleves. De cigaretter, de ryger hedder Sportsman og Life.

Rå kapitalisme
Denne modsætning mellem det officielt deklarerede og virkeligheden kommer mest iøjnefaldende frem i gadenavnene. Gaderne i hovedstaden Maputo hedder, Avenida Lenin, Mao Tse tung, Ho Chi Minh, ja den danske organisation IBIS’ kontor ligger sågar i Kim Il Sung-gaden. Og det jo i et land hvor den socialistiske ideologi, der kendetegnede det stadigt regerende FRELIMO-parti i halvfjerdserne, ellers må betegnes som stendød.
Sjældent har jeg set en så rå kapitalisme som man ser den i Mozambique. Hvor mange lande i Afrika med rette beklager, at der ikke er nogen, der investerer i deres ressourcer, ser man i Mo-zambique, at sydafrikanerne kommer og opkøber alt, hvad der er værd at købe. Dette er der forskellige problemer ved. For det første er den ’privatisering,’ der dermed foregår ofte en noget tvivlsom affære, national ejendom bliver solgt under hånden, bliver solgt for billigt, bliver solgt flere gange osv. Som dengang, man nationaliserede i halvfjerdserne, er det den politiske elite, der scorer kassen. For det andet er de sydafrikanske investeringer ofte af en meget lidt ’bæredygtig’ karakter. Det er investeringer i jagthoteller og jagtkoncessioner, eller rettigheder til udnyttelse af naturressourcer eller mineralforekomster, en udnyttelse, der ofte er meget kortsigtet, og gavner Mozambikanerne meget lidt.
Ideerne om opbyggelsen af en national industri er med andre ord fuldstændig væk. Snarere må man spørge sig selv, om man overhovedet kan tale om noget nationalt projekt længere? Staten udgøres af en privilegeret elite, der ved, at det koster penge at holde sig ved magten og dermed også må forsøge at kradse ind, hvad der er muligt.

Verdensbanken
Dette bekymrer ikke Verdensbanken. Bare de økonomiske nøgletal er i orden, dvs., at vækst- og investeringsrater stiger, og de statslige udgifter falder, så er alt godt. På flyveren hjem kunne jeg således læse en direktør i Verdensbanken hævde i Herald Tribune, hvorledes »Frie markeder er til gavn for investorer i den tredje verden«. Globalisering »På den rigtige måde« er, hvad udviklingslandene vil have. Som eksempel nævner han en bananfarmer i Equador, der »på grund af globalisering fik markeder i Rusland og Kina, så hans farm nu er en integreret agro-business«. Men ikke nok med det. »Det, han er mest stolt af, er de skoler, han dermed har fået bygget til lokalsamfundet og den regnskov ved siden af bananplantagen, han har fået beskyttet, så han nu har fået en præmie af Verdensbanken for miljøvenlige forretningsprincipper«. Det er med andre ord ikke kun godt for investorerne, men også for de fattige og miljøet. Problemet er bare at denne »rigtige måde« er den sjældne undtagelse fra reglen. Endnu engang henter man en solstrålehistorie op af hatten, et tilfælde der ligger meget langt fra normen, som vi kender den, når det drejer sig om ureguleret kapitalisme: Benhård rovdrift på afrikanske landes naturressourcer og toldmure i de vestlige lande så deres produkter ikke får en chance på de vigtige markeder.
Danske investeringer i Mozambique er ikke overvældende. Den største danske investor i landet har ellers haft et rigtigt godt år i år. De sælger nemlig firhjuls-trukne japanske biler. Og alle nødhjælpsorganisationerne og NGO’erne skulle pludselig bruge en masse her i år efter de store oversvømmelser i det tidlige forår.
Den enes død den andens brød.
Man skulle med andre ord tro, at mozambikanerne var forvirrede. Men de er vist vant til det. Det ideologiske projekt under marxismen i halvfjerdserne, hvor en national industri under en uegennyttig stats ledelse skulle opbygges, så man ikke var afhængig af omverdnen, var cirka ligeså fjernt fra virkeligheden som den nuværende diskurs, om at frie markeder og ureguleret kapitalisme anført af mere eller mindre desperate sydafrikanske investorer skulle kunne udrydde fattigdommen. At kritikløst importerede løs-ningsmodeller ikke fungerer er ikke noget nyt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu