Må vi lige være her: Danmark er ikke opfundet i 1800-tallet, men en nation med tusindårige rødder
Dansk dynamit
Tårerne stod mig i øjnene og jeg måtte synke en klump, da jeg læste Informations bevægende forsidehistorie den 23. oktober. Tænk en gang: I al den tid, den ellers helt eventyrlig gode og rare tysker Wolfgang Scharlipp har tilbragt sammen med vort lille, selvtilstrækkelige, navlepillende folk, er der ikke en eneste dansker, der har så meget som smilet til ham! Ikke en eneste! Og når man så tænker på, hvordan beduinerne har vasket hans fødder og hvordan canadiere, ja, snart sagt alle verdens folkeslag har smilet til ham og inviteret ham hjem og i det hele taget i gæstevenskabets hellige navn har stået på pinde for ham. »Føj, danskere! Skam jer!« siger jeg bare.
Vi eksisterer slet ikke
Det er en ganske interessant trend, Information er begyndt at dyrke i de seneste tider, nemlig at danskerne på den ene side er en selvtilstrækkelig, nærmest racistisk nation og så på den anden side slet ikke eksisterer! Som Georg Metz i sine lørdagsklummerier gang på gang gør opmærksom på, så findes der slet ikke en dansk nation.
Sproget dansk er sådan et kaudervælsk af op-snappede gloser fra andre ja, hvad skal vi kalde dem, når det dér med nationer nu er noget skidt lande, går det an? Metz plæderer ivrigt for, at vi godt kan stikke vores nationale selvbevidsthed op et vist sted, for danskheden er bare en opfindelse fra attenhundredetallet.
År 70 før Kristus
Nu er der en hel del at sige til den påstand. Begrebet dansk omtales allerede år 70 før Kristus af historikeren Poseidonius, hvor begrebet Sinus Codanus optræder for første gang på skrift. Det betyder det samdanske sund og henviser til det syddanske øhav. Desuden er det muligt, at en vis Pytheas fra Massilia ca. 325 år f.K. har besøgt Danmark, der benævnes Tanais (jf. Jellingestenen, hvor daner også staves med T).
Desuden er man i sagaerne enige om, at det sprog, der i vikingetiden taltes i Skandinavien hed »dansk tunge«. Så helt nyt er begrebet og sproget dansk ikke.
Når Metz så frydefuldt kan referere til dr. phil. Vibeke Winges bog om tysk indflydelse på dansk, ja, så repræ-senterer den gode doktor såmænd bare den indskrænkede tradition, at hvis man ikke har skriftlige kilder, så gælder det ikke. Og i Nedertyskland har man altså haft en masse skriftlige kilder og ergo er de ord, saxisk og dansk har til fælles bare tyske låneord. Men hvis man graver et spadestik dybere, er der al mulig grund til at mene, at Danmark og Saxen er selve det oprindelige germanske kerneland, der har affødt de forskellige germanske sprog. Og at nedertysk og dansk på folkevandringstiden så at sige har været det samme sprog.
Er der noget galt?
Hvorfor er der noget galt med at danskerne, da de var hårdest trængte i 1800-tallet, lagde vægt på deres nationale sammenhold? For bortset fra at det danske folk har rødder, der går mange tusind år tilbage, ja, så er nationer da også noget, der skabes. Hvad med Israel, for eksempel? Mener Georg Metz ikke, at det er en nation?
Arkæologen Lotte Hede-ager har skrevet en tankevækkende lille bog fra folkevandringstiden, der hedder »Skygger af en anden virkelighed« (Samlerens forlag). Her beskriver hun blandt andet goterne, der vandrede gennem Europa sammen med andre germanske folkeslag. Goterne havde den opfattelse, at enhver, der ville være goter, kunne blive det. Det krævede blot, at man ville leve efter de gotiske love og normer. Det betød, at mange folk tilsluttede sig de gotiske folk, mens andre germanske stammer, der følte sig for fine til at blive blandet op, gik til grunde. Ganske tankevækkende.
De edsvorne
»Skik følge eller land fly« siger et gammelt ord, der godt kunne være gotisk. Men de gode mennesker, der så forgæves kæmper for et såkaldt multi-kulturelt samfund, har ikke gjort sig nogen tanker om, hvordan et demokrati egentlig skal fungere uden for en national ramme. Selv i den store heksekedel USA skal skoleeleverne ved ed bekræfte deres troskab over for den amerikanske nation, hvad det så ellers er. Så vidt går vi ikke herhjemme, men et Danmark, der bliver delt i grundlæggende uforenelige lejre med absolut forskellige opfattelser af humanisme og demokrati vil blive det rene Palæstina. Og det tror jeg faktisk ikke, danskerne (uanset afstamning og hudfarve) har nogen interesse i. Moskéer og kirker og synagoger kan fint ligge ved siden af hinanden, men den nationale enhed må der ikke røres ved. Når man flytter her til landet, må man blive dansker. Hvad der bl.a. betyder, at man kan dyrke sin religion i fred. Men hvor grundlaget for denne frihed ikke må anfægtes.
