Læsetid: 3 min.

Volden er i hverdagen

Debat
25. oktober 2000

Mediernes fremstilling skjuler palæstinensernes virkelighed – en historie om israelsk undertrykkelse

Israel
I mediernes beskrivelser af konflikten mellem Israel og palæstinenserne fylder ord som fredsforhandlingerne, de to parter og volden hele billedet. Men de bruges på en måde, som skjuler den brutale hverdag for palæstinenserne.
Ingen ligeværdighed
Situationen i Mellemøsten fremstilles af først og fremmest Israel, men også af vestlige politikere, som om det drejede sig om en konflikt mellem to ligeværdige parter, der begge er nødt til at gå på kompromis. Denne måde at fremstille situationen overtages ukritisk af størstedelen af mediebilledet. For eksempel beskrives volden som problemet, der skal løses for at alt kan blive godt igen. På den ene side tales der om volden (læs: palæstinensernes oprør) og »den truende krig«, som om dette virkelig er en trussel mod Israels sikkerhed, og at Israel derfor må reagere med alle til rådighed stående midler.
Meget få beskrivelser af situationen hæfter sig ved det helt horrible faktum, at det i de fleste tilfælde er mennesker – ofte børn og unge – der, uden nogen form for udrustning, kaster sten og evt. brandbomber mod en fuldt udrustet og toptrænet israelsk hær.
At det, i det omfang det sker, skulle være nødvendigt at skyde med skarpt – og til tider endda affyre raketter – mod disse grupper af oprørske palæstinensere, synes helt uforståeligt.
At næsten alle døde indtil videre er palæstinensere synes heller ikke at gøre det tydeligt for medierne og de vestlige regeringer, hvor urimelige og forfærdelige de israelske reaktioner er.

Uvirkelig holdning
På den anden side er det, som denne nye palæstinensiske intifada er opstået ud af det blå, og at hvis bare den såkaldte »fredsproces« havde fået lidt mere tid, så havde alt været godt. Det bliver sjældent gjort klart, at den simple virkelighed for palæstinenserne er, at de lever med en besættelsesmagt i deres land, der nægter at anerkende deres ret til selvbestemmelse, og som medfører at palæstinenserne må leve med overgreb og elendighed i hverdagen. En situation som ikke engang en ny »fredsaftale« mellem Arafat og Barak giver håb om kunne blive forandret.
På trods af al »dialog« og på trods af FN’s resolutioner bliver Israel ved med at mene, at de har en særlig ret til at holde Palæstina besat og undertrykt.
Andre steder i verden, hvor der finder eller har fundet sådanne besættelser sted, har vesten reageret, f.eks. med økonomiske sanktioner mod besættelsesmagten. Men åbenbart skal situationen her fremstilles som mere »kompliceret«.

Israels trofaste støtte
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan USA, Israels trofaste støtte, tænker magt- og militærstrategisk i forhold til at sikre deres allierede mod international fordømmelse og isolation. Men hvorfor tænker de europæiske regeringer, herunder den danske, ikke mere klart og fordømmer Israels fortsatte besættelse og drab på palæstinensere? Og, ikke mindst, hvorfor tillader pressen stiltiende, at de vestlige regeringer kan lade som ingenting og vagt tale om »fredsproces«, mens mennesker må lade livet som følge af den israelske besættelsesmagts fremfærd. Mennesker, der gør oprør, fordi dette er deres eneste håb om selvbestemmelse og et mere menneskeværdigt liv.
Når medierne ikke fremstiller konfliktens rette proportioner, hvor Israel er overmagten og palæstinenserne er afmægtige og desperate, gør de det nemmere for politikerne at undvige kontant handling overfor Israel. Det er forkasteligt, at Israel ikke for længst er blevet presset til at trække sig tilbage fra de besatte områder.
Og det er på tide at flere journalister, videnskabsfolk og andre eksperter, politikere og almindelige mennesker fortæller Israel, at nu er der kun én vej til fred.
Det er at anerkende palæstinensernes ret til selvbestemmelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her