Læsetid: 4 min.

Det belurede barn

Debat
23. november 2000

Børnene bliver lige fra børnehave-klassestadiet betragtet som studie- og testobjekter

KOMMENTAREN - Samliv
Den svenske forfatter Jan Myrdal beskriver i sine hudløse barndomserindringer, hvordan hans mor plejede at tage en lille notesbog frem, når de var sammen, og tage notater om sønnens adfærd. I det kulturradikale socialdemokratiske hjem hos Alva og Gunnar Myrdal var man på mange måder forud for sin tid. Forældrene tilbragte hver dag en nøje afmålt time i selskab med børnene og havde således indført begrebet kvalitetstid, længe før nogen havde sat navn på det. De behandlede børnene med objektiv professionalisme, observerede og analyserede dem, som var hjemmet en skolepsykologisk klinik.

Kvalificeret samvær
Denne form for kvalificeret samvær mellem børn og voksne er i vidt omfang blevet virkelighed i dagens Danmark. Nutidens børn bliver naturligvis ikke passet af deres forældre, men af pædagoger, og hjemmet er udskiftet med en institution, hvor børnene håndteres med faglig ekspertise.
Som enhver cand.pæd. og psyk. vil vide, så er barndommen alt for alvorligt et projekt, til at den kan overlades til børn og forældre alene. Forældre er i bund og grund amatører, der ikke har meget andet at byde på over for børnene end deres kærlighed. De er ikke i stand til at betragte deres eget afkom med tilstrækkelig nøgtern distance og kan derfor ikke få øje på de fejl og mangler, børnene måtte have.
Det kan skolen til gengæld. Også her har psykologiseringen af barndommen for længst holdt sit indtog. Her hviler der konstant et klinisk observerende blik på børnene – præcis som i det myrdalske hjem i 30’ernes Sverige – så de, der ikke arter sig som standardiserede størrelser, kan tages under behandling.

Adfærdsmæssige tests
Børnene bliver lige fra børnehaveklassestadiet betragtet som studie- og testobjekter. Karaktererne er for længst afskaffet i underskolen, men til gengæld har man så indført en sand rigdom af adfærdsmæssige tests. Allerede et par uger inde i børnehaveklassen underkastes eleverne den første, en såkaldt KTI-test (hvor KTI står for kontrolleret tegneiagttagelse). Den bliver præ-senteret som en lille uskyldig tegneleg over for børnene, men de voksne har naturligvis en skjult dagsorden for foretagendet:
Man vil måle børnenes evne til koncentration og til at modtage en kollektiv besked og i det hele taget vurdere deres adfærd for at sikre sig, at de er ’skoleparate’ (således er der nu højere adgangskrav til børnehaveklassen end til gymnasiet). Og skulle enkelte børn ikke reagere forskriftsmæssigt, bliver de hurtigt sendt videre i systemet af professionelle behandlere: I kulissen venter skolepsykologen, talepædagogen, skolelægen og flere af slagsen.
Også ved barnets første besøg hos skolelægen bliver det underkastet en nøje ransagelse. Den tid er for længst forbi, hvor skolelægen kun interesserede sig for farveblindhed og platfodethed. I dag er det barnets adfærd, der er i fokus.

Noget om mig selv
Til det formål har man – i hvert fald i Århus Kommune – udarbejdet fire siders spørgsmål under overskriften »Noget om mig selv«, som barnet skal besvare over for skolelægen. F.eks. bliver det bedt om at beskrive sin daglige sindstilstand – er det ’glad’, ’meget glad’, ’midt imellem’ eller ’ikke glad’. Barnet skal også fortælle, hvordan det leger:
Med mange, med få, eller alene. Det skal oplyse, hvad det spiser til daglig – frugt/grønt eller chips/slik – hvad det laver med sin familie – f.eks. Iæser bøger eller ser video – og endelig skal det angive, hvomår det går i seng.

Ligesom i DDR
Som forældre føler man sig hensat til det hedengangne DDR, når ens barn således rapporterer fra intimsfæren til myndighederne.
Man er som voksen selvsagt ikke i tvivl om, hvad der er de artige svar på spøgsmålene. Man ved godt, at i et pænt, velorganiseret hjem med Ilva-møbler og HTH-køkken, kommer børnene i seng på slaget otte. Og man ved også godt, at ungerne skal fodres af i overensstemmelse med madpyramiden, og at den kostbare kvalitetstid i den aktive familie ikke fordrives i selskab med Cartoon Network, men med opbyggeligt samvær.
Men barnet er i sin naive uskyld naturligvis ikke klar over, hvor faldgruberne i spørgsmålene ligger. Netop derfor er det så genialt at bruge barnet som svarperson.

Forklædt som omsorg
Den form for nyfigenhed forklædt som omsorg, der kommer til udtryk i disse spørgsmål, møder barnet gang på gang.
Voksne er blevet voyeurer i børns liv. De møder dem med et udspekuleret analyseapparat, og børn har ikke nogen forsvarsværker, hvor med de kan dæmme op for denne beluring og invasion af privatlivet.
Vi voksne bryder os ikke om at have et skjult kamera i nakken eller en satellit hængende over hovedet, som overvåger vores færden i mindste detalje. Men for børnene er Big Brother for længst blevet en del af hverdagen. De bliver overvåget helt ind i sjælen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her