Læsetid: 3 min.

Det etbenede Information

Debat
4. november 2000

Information er oprindelig en modstandsavis og fra 1970’erne en ’eftergivenhedsavis’, som sang med på ’hellere rød end død’. I denne ånd har man beskæftiget sig med Kaj Munk og mig

Anmeldt
Information har været så venlig at behandle min bog Munk både i en anmeldelse ved fhv. ankechef Johan Garde og i en leder ved fhv. direktør for Danmarks Naturfredningsforening David Rehling. Men spørgsmålet er i grunden, hvordan de har læst den? Derfor skrives dette ikke for at gå i rette med dem, for det kan være ligegyldigt, men for at oplyse læserne. De efterlader et indtryk af, at jeg har kastet et forsonende slør over 30’rnes højrefløj, selv om både dens antidemokratiske indstiling, blodoffertankegang og antisemitisme lægges utvetydigt frem. Den sidste hærgede nu også ind over midten, som bogen desværre viser.
De giver endvidere indtryk af, at jeg stiller Munk i en heroisk glans, men de forstår åbenbart ikke, at jeg i forbindelse med Munks heroisme påpeger hans kierkegaardske eksistentialisme. Den går ud på, at man vælger og står ved valget med alle dets konsekvenser. Det gjorde Munk, og hvis dette skal nedgøres som »heroisme«, håber jeg, at der trods alt er mange heroikere i hverdagen.

Heroikerne og realisterne
Under besættelsen blev denne kamp mellem heroikerne og realisterne, som bl.a. Hartvig Frisch kaldte de to fløje, udmøntet i en konfrontation mellem dem, der ville have et opgør med tyskerne, og dem, der ville samarbejde med tyskerne for at bjærge landet så skånsomt igennem som muligt. I et særligt kapitel skriver jeg, at vi i dag er lumsk tilfredse med, at der var begge dele, men dengang var det ikke så let. Dengang måtte man vælge mellem dem, og havde alle i Europa valgt realisterne, som flertallet gjorde i Danmark, havde nazismen sejret. Var det danske folk derimod blevet heroisk, som Munk ønskede, havde vi fået hollandske og norske tilstande, og så var mange af os slet ikke blevet født. Fordi de to fløje slog sig sammen i 1945, blev vi i eftertiden fri for at tage stilling, men det er denne stillingtagens problematik, der bl.a. rejses og beskrives i bogen.

Misbrug af Ollerup-talen
De antyder desuden, at jeg fortrænger de ekstremistiske udtalelser af Munk i forbindelse med, at jeg (som Børge Outze i 1946) påpeger misbruget af Ollerup-talen, men bogen viser utvetydigt, at Munk i 1934-35 kom alt for langt ud med bl.a. sit forsvar for De lange knives Nat. Hvad jeg i den forbindelse påpeger over for misbrugerne af Ollerup-talen og andre Munk-tekster er, at der faktisk var tekster nok at tage af, men de valgte at klippe og forvride andre tekster. Hvorfor gjorde de så det? Fordi man ville fremstille Munk som kryptonazist ind i besættelsen, hvad man ikke kan uden at klippe og manipulere med teksterne fra den tid. Det forsøger Information så at fortrænge ved at gøre bogen til et forlænget opgør med kulturradikalismen og venstrefløjen. Et sådant opgør ville jeg ikke gide bruge 568 sider på. Men det er da rigtigt, at venstre-fløjens behandling af Munk fra 1970’erne ligger i forlængelse af samarbejdspolitikernes opgør med Munk under besættelsen. Hvilken betegnende udvikling er dette i grunden for Information! Oprindelig en modstands-avis med Erik Seidenfaden og Børge Outze i spidsen, og fra 70’erne en »eftergivenheds-avis«, som sang med på »hellere rød end død« og støttede det alternative sikkerhedspolitiske flertal i 80’erne mod NATO. I denne ånd har man altså beskæftiget sig med Munk, Munk og mig. Kan de da slet ikke komme videre? Skal Information hele tiden humpe af sted på et ben ude på venstrefløjen? Åbenbart.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her