Læsetid: 4 min.

De evigt rejsende

27. november 2000

I vores kultur er det almindeligt anerkendt at tosse rundt i årevis på cykel i Afrika – jo længere væk, jo bedre

Kommentaren - Cyklisk
Forleden, var jeg på migrationskontoret i Maputo i Mozambique for at få forlænget mit visum. Den slags kan være en lidt langsommelig og temmelig kedelig proces, hvad jeg er overbevist om at udlændinge i Danmark kan nikke genkendende til.

En rejsende
Ved denne lejlighed løb jeg ind i en meget mærkelig person, en type, jeg lidt havde glemt eksistensen af, han bragte minder frem fra en tid langt tilbage i tiden, fra dengang for snart tyve år siden da jeg rejste rundt som traveller i Indien. Det var en tysker, der også ville have forlænget sit visum, han havde kun fået tredive dages opholdelsestilladelse i Mozambique, og det var slet ikke nok, for han rejste på det han kaldte »den rigtige måde«, nemlig på cykel, han var med andre ord en rigtig rejsende, ikke det han med stor foragt betegnede turist. Han havde således rejst verden rundt de sidste 14 år på cykel, vel at mærke uden det han betegnede »snyd«, d.v.s. at han tog aldrig med fly eller bil. Og den slags krævede meget tid, hvad Gud og hver mand vel nok kunne forstå.

Et brokkeløg
Jeg må indrømme at jeg slet ikke kunne klare den mand. Det var ikke fordi han var langhåret, men jeg syntes det var lidt åndssvagt af ham at troppe op i skjorte med en halv meter store ærme-åbninger samt korte lædershorts, der fremhævede det Jørgen Leth ville have betegnet »hans veludviklede benmuskulatur«. Det er okay at være hippie, men på visumkontoret er det lidt usmart. Han brokkede sig hele tiden på sprog ingen kunne forstå, appellerede til mig og to andre europæere om forståelse og blev smækfornærmet hver gang nogen sagde til han at han skulle »vente lidt«” (på portugisisk), hvad pokker var meningen, de kunne vel nok forstå at visummet bare skulle forlænges og det var for meget, at de aldrig fortalte ham hvad der var i vejen og at det skulle tage så lang tid.

Den eneste rigtige
I ventetiden kastede han sig over mig. Jeg skulle høre om hvordan hans måde at rejse på var den eneste rigtige, hvor meget han kom i kontakt med folk, og hvor meget mere naturligt det hele var når man bevægede sig ved egen kraft.
Så havde han en masse hjemmesyede meninger om hvad mozambikanerne var for nogen. »De lider stadig af sårene efter de mange års krig«, eller »Når man møder dem på lige fod er de utroligt venlige og gæstfri«, en dybest set enormt flabet og nedladende overfladiskhed, der blev fyret af med megen patos, der i virkeligheden ikke havde andet formål end at fremhæve ham selv, og belære mig om tingenes tilstand.
Først og fremmest virkede han imidlertid kolossalt ensom, hans behov for at tale med nogen var åbenlyst, ellers ville han vel ikke have kastet sig over mig, der jo straks indtog en bedrevidende og lettere uvenligt sarkastisk attitude.

Egotrip
Han må selvfølgelig selv om hvordan han vil gebærde sig i tilværelsen, og jeg tror ikke så meget på de antropologer, der mener at disse her travellers er farlige i deres indtrængen i fremmede kulturer med deres belærende, nedladende holdninger og ofte moralsk uforsvarlige livsførsel. Dem, der virkelig laver rav i den i Afrika er nærmere bistandsdonorerne med deres dyre og dårligt designede udviklingsprojekter.
Det, der bare irriterer mig lidt er, at det i vores kultur er så almindeligt anerkendt at tosse rundt i årevis på cykel i Afrika, det er bare alle tiders. En selvrealiseringskultur, der er af samme skuffe som ekstremsporterne. Jeg tør vædde på, at det er meget sjældent at nogen spørger ham hvorfor helvede han ikke bare tager hjem og »får sig et liv«.
Dette emne er for nyligt blevet meget underholdende beskrevet af William Sutcliffe i hans bog Indien tur Retur om travellers i Indien, hvordan de gør sig kloge på noget de ikke ved en disse om, og ikke knytter sig til andre end folk fra deres egen kultur.
Spørgsmålet er så om man bør lade være med denne her rejsen rundt i én uendelighed.
Det mener jeg ikke, jeg er i øvrigt også inhabil i spørgsmålet, da jeg selv har tosset meget rundt som en hund i et spil kegler både i
i- og u-lande. Det må folk vel selv om.
Men det var måske på sin plads at prøve at ændre trenden sådan, at det ikke gjaldt om at rejse længst muligt væk på den mest besynderlige måde, samt at man begyndte at overveje om ikke det var lisså moderne at sidde herhjemme og passe sine små sysler, således at man ikke behøvede føle sig udannet og kedelig bare fordi man ikke havde været på bjergvandring i Tibet, på hoved-skrumpeudflugt i Amazonas eller på cykel gennem Afrika.
Vi trænger til et holdningsskift hvor man ikke med djævlens vold og magt forventes at rejse ud i verden for at ’prøve sig selv af’, men hvor man, hvis man endelig vil rejse, tager ud for at se noget der er lidt anderledes, og måske gør en reel indsats for at lære nogle andre mennesker end sig selv at kende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu