Kronik

Fagre ny videnskabs-journalistik

10. november 2000

De daglige nyheder bør afspejle naturvidenskabens afgørende rolle for vores livsvilkår. Ellers kan konsekvensen blive et samfund, der minder mere om science fiction-romaner, end vi bryder os om

Det virtuelle rum
Drivhuseffekten løber løbsk, dommedag er nær« og »der er ingen fare, læn dig tilbage og nyd livet!« – Den slags udsagn tegner den aktuelle debat. Og det er i den daglige nyhedsjournalistik, det egentlige slag skal stå.
Det bliver ingen let opgave i en tid med svigtende interesse for de naturvidenskabelige fag og om problemerne med at formidle det vanskelige stof. Der er taget mange gode initiativer for at vende udviklingen. Men det er som om, naturvidenskab ikke trænger helt ind og bliver prioriteret i samfundsdebatten.
Og det er her, hvor det ikke er verdens letteste opgave at være ansvarlig minister – uanset partifarven – når danskerne kræver konsekvent og hurtig handling efter et 30 sekunders nyhedsindslag samme aften. Bag hver enkelt sag ligger der store mængder faglig viden, uenigheder, skøn og vurderinger af risici – samt et stort antal forskellige interesser i erhvervsliv, organisationer og politiske partier, som står klar med veltilrettelagte og markante synspunkter.

Det er – i denne mediernes hvirvelvind – at den videnskabelige formidling skal til sin afgørende eksamen – og det er afgørende, at resultatet er godt nok. For naturvidenskabens resultater definerer vores livsvilkår og samfundsstruktur – tænk bare på emner som f.eks. gensplejsning, metrobyggeri, fosterdiagnostik, computerchips og mobiltelefoni.
Omtalen af videnskaben i medierne indgår som en afgørende brik i de politiske beslutningsprocesser. Derfor er det problematisk, hvis den viden vi får fra den naturvidenskabelige forskningsverden enten slet ikke omtales, eller hvis videnskabelige budskaber bliver formidlet for unuanceret. Borgerne og politikerne risikerer at træffe forkerte beslutninger i sager, der har stor betydning for samfundets fremtidige vilkår.
Men det er ikke altid så let at bringe naturvidenskabelig viden ind i mediernes nyhedsstrøm. Det er der mange grunde til. En af dem er, at videnskabsfolk og journalister på mange måder lever i hver sin verden. Noget karikeret kan man sige, at journalisten jagter skurken og den gode overskrift, mens han/hun løber frem og tilbage mellem sin redaktør og sine
deadlines og fortæller sin historie, så enhver dansker kan forstå pointen i en så skarp vinkel som mulig – helt bevidst om at man jo ikke kan skrive om hele verden på én A4 side.
Imens er videnskabsmanden langt væk i en anden verden i stakke af tykke engelske tidsskrifter og laboratorieforsøg og er ved at finde vej i kolossale mængder af data – helt bevidst om de store vanskeligheder og usikkerheder, der venter forude, alt imens der kæmpes med fondsansøgninger for at skaffe midler til endnu et års arbejde.

De to fundamentalt forskellige verdener gør det umådeligt svært for parterne at mødes om at løse formidlingsproblemerne. Et utal af konflikter lurer. En misvisende overskrift kan ændre signalerne i en hel artikel, de videnskabelige usikkerheder er ofte i konflikt med den journalistiske vinkling, mens for forsigtige videnskabsfolk på den anden side virker blokerende for enhver vedkommende omtale.
Der er brug for at se på naturvidenskab og journalistik på nye måder. Det må synliggøres, hvad naturvidenskaben kan levere af eksakte svar, og hvad den ikke kan levere. At en historie ikke behøver være afsluttet men godt kan afspejle en række spørgsmål, og at en historie ikke kan afdække alle detaljer men kan tillade sig at fokusere. Det må også diskuteres i åbenhed, hvor grænserne går mellem forskning, formidling og politik.

Faktisk kan det lade sig gøre: F.eks. da der sidste år hærgede en orkan over Danmark., og tv-avisen den 7. december 1999 tog fat på historien: Er stormen et udtryk for, at vi er ved at få et andet klima?
Journalisten beskriver i sit indslag den uenighed, der er på området: Nogle forskere tror, det bliver varmere, andre at det bliver koldere. Vi får indblik i forskernes værktøjer: Klimamodeller er matematiske og fysiske ligninger opstillet på baggrund af antagelser og iagttagelser. Forskernes holdninger er et udtryk for fortolkning – derfor kan man ikke altid være enig. Vi hører, hvorfor vi må se på de enkelte elementer som en del af en helhed. På få minutter afdækker indslaget humoristisk og lødigt det komplicerede spørgsmål.
Det følges op i ’Profilen’, hvor en førende klimaforsker på 25 minutter giver nogle grundlæggende videnskabelige forklaringer på, hvad det egentlig er, der sker der-ude i vores atmosfære, når vi oplever træerne knækker. Man forstår, hvor komplicerede størrelser det er, og hvorfor det kan diskuteres, om vi mennesker er skyld i en eventuel klimaændring.

Den journalistiske nyhedsvinkel er klar, men der er ikke nogle helte og skurke. Indslaget går tæt på videnskabens verden, og der snakkes åbent om uenigheder. Konklusionen er ikke endegyldig, og det er en vigtig del af indslagets styrke. Derfor er det op til tv-seerne og samfundets beslutningsprocesser selv at drage deres konklusioner. Naturvidenskaben leverer viden og vurderinger, men ikke de færdigpakkede løsninger i store, komplicerede spørgsmål som disse.
Måske skyldes den vellykkede formidling, at man har erkendt, at klimaspørgsmålet er så kontroversielt og vanskeligt at tage stilling til, at medierne dels har fundet emnet relevant at kulegrave og bruge kostbar researchtid på, dels at klimaforskerne efterhånden har vænnet sig til den kraftige medieblæst, og hvordan det er nødvendigt at begå sig i den – og bruge den nødvendige tid til det. Det spiller utvivlsomt også en rolle, at miljøet i årtier har været anerkendt som et vigtigt emne både i den politiske og journalistiske verden, ligesom det f.eks. gælder for sundhedsvidenskaben, der jo er højt prioriteret stof i den daglige nyhedsstrøm.

Spørgsmålet er, om ovenstående historie kan være model for, hvordan komplicerede naturvidenskabelige emner kan behandles i nyhedsmedierne? Grundlæggende skal der gøres op med tankens og vanens magt. I videnskabelige miljøer er der ofte en standardreaktion overfor nyhedsmedierne som overfladiske, og i nyhedsredaktioner er der en tilsvarende reaktion overfor videnskabsfolks modvilje mod popularisering. Journalister og videnskabsfolk er begge ganske stolte folkefærd, og det er som om, der indimellem mangler lidt gensidig respekt for hinandens arbejdsvilkår. Hvis denne respekt for alvor kan skabes, er der basis for ny åbenhed.
Begge verdener kan bidrage. De videnskabelige miljøer må samle sig omkring betydningen af at få formidlet deres forskning og i åbenhed lægge fakta, og usikkerheder frem fra de forskellige forskningsgrupper. Forskerne må fra første færd skoles til at forstå betydningen af at få formidlet deres arbejde på en vedkommende måde – og traditionen med at forskeren helst ikke skal træde frem med sin viden må arkiveres. Janteloven er desværre stadig fremherskende i mange videnskabelige miljøer. Nyhedsmedierne må lade redaktionelle teams arbejde i dybden med de naturvidenskabelige spørgsmål over længere tid. Her er det en klar fordel for forståelsen og kontakten med forskerne, at nogle journalister har en særlig indsigt i den naturvidenskabelige verden – og brænder for stofområdet. Engagement fremmer kommunikationen.
Vi ved godt, det kræver ressourcer. Men vi tror, det lønner sig. Naturvidenskaben har et potentielt marked. Det viser læsertallene for et blad som Illustreret Videnskab, og den interesse der er for naturvidenskabelige radio- og tv-programmer i Norden. Det viser befolkningsundersøgelser, der afdækker stor interesse for fx sundhed, fødevarer og natur- og miljøspørgsmål. Og så skaber omtale jo også interesse, så det bider sig selv i halen. Det bør diskuteres og overvejes, hvorfor naturvidenskabelige artikler ofte lever i nicher f.eks. på særlige (få) sider i avisen. Er det fordi meningsdannerne og redaktørerne ikke har en naturvidenskabelig dannelse? Er det ikke tjekket at have styr på sin naturvidenskab?

Der er andre steder i formidlingsverdenen, hvor man kan undre sig over naturvidenskabens vilkår: Hvorfor var der kun begrænset omtale af den nys overståede landsdækkende Dansk Naturvidenskabs Festival, der på enestående vis formåede at engagere et stort antal danskere?
Er det ikke bemærkelsesværdigt, at de få landsdækkende naturvidenskabelige tidsskrifter, der findes, er baseret på at nogle få ildsjæle slås for deres eksistens? Hvorfor skal det populære Experimentarium kæmpe for at opnå et mindre offentligt driftstilskud, skønt det netop fokuserer på – og på tidssvarende vis formidler betydningen af – teknik og naturvidenskab. Og nu vi er ved tilskud: Hvorfor giver man ikke støtte til f.eks. særlige tiltag på mediernes nyhedsredaktioner, når der i forvejen gives offentlig støtte til mange initiativer på mange forskellige områder i vores samfund?

Hvorfor sendes der ikke politisk et signal om naturvidenskabens betydning? F.eks. ved at give Forskningsministeriet større tyngde, så ministeren sidder i længere tid ad gangen og får mulighed for at gøre noget grundlæggende. Det er vigtigt, for at naturvidenskabens rolle som kulturbærer får lov at trænge ud i alle kroge af samfundet – f.eks. ind i skolens prioritering af fag og timetal.
Naturvidenskaben skal på mange planer gøres mere ’in’ og vedkommende. Det er på godt og ondt tidens trend at interesse sig mere og mere for sig selv. Men det er jo netop os selv og hele vores hverdag i et teknologisk informationssamfund, som naturvidenskaben handler om.
Vi mener, det er tvingende nødvendigt, at naturvidenskaben på en helt anden måde bliver en del af dagligdagen, hvis vi vil bevare vores samfund som et højt udviklet, demokratisk videnssamfund.
Hvis ikke befolkning og politikere har en daglig føling med – og diskussion af – vigtige emner som f.eks. genmanipulation og kloning eller kommunikations- og robotteknologi – så løber udviklingen fra os, og konsekvensen kan blive et samfund, der minder mere om science fiction romaner, end vi formodentlig vil bryde os om. Et samfund hvor nogle få eksperter kan styre med den brede befolkning, fordi folk er ude af stand til at forstå og tage stilling.

Anja Philip er journalist,cand.scient. Søren Jensen er journalist, cand.comm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu