Romantisk kærlighed er mandens sidste chance for at fastholde kvinden i en undertrykt position
Tro & Filosofi
Romantisk kærlighed er en konstruktion, opfundet omkring år 1800 som en modsætning til 1700-tallets libertinske kærlighed. Denne var modsat et spil, en social praksis for en adel, der blot skulle have tiden til at gå.
Libertineren ville ikke eje kvinder. Han ville erobre dem for at kunne triumfere over dem og dernæst forlade dem. Libertineren praktiserede en aristokratisk etik, der drejede sig om stolthed og erobring, og hvorefter det var helt upassende og foragteligt for en mand at elske sine kone.
Romantikeren fandt derimod lykken i passionen, i den lidenskabelige kærlighed til den eneste ene, som han beundrede og forgudede. Kærligheden skulle findes i ægteskabet og skabe en sammenhæng, hvori det fysiske og det psykiske kunne indgå i en harmonisk helhed.
Bag den romantiske kærlighed i begyndelsen af 1800-tallet ligger der en ideologi, der består af lige dele moderne individualisme, borgerlige asketiske værdier og kristen etik. Den romantiske kærlighed kræver, at det seksuelle begær og kærligheden skal udfolde sig inden for rammerne af ægteskabet som et særligt følelsesbestemt område. Dette krav om et kærlighedsbestemt ægteskab, der blev formuleret o. 1800, var aldrig blevet stillet tidligere i europæisk historie og i øvrigt heller ikke i andre verdensdele. Det var udtryk for en ideologi, der hang sammen med ejendomsbesiddelse, og som bevirkede, at den romantiske kærlighed fik den funktion at fastholde en kernefamilie som samfundets grundpille.
Den romantiske kærlighed bygger på tanken om fusion sammensmeltning af to individer. Man skal gifte sig, fordi man elsker hinanden, og giftermålet består i at forene sig med sin tabte halvdel, så man sammen med den elskede bliver ét kød. Men fusionen skal også være åndelig: Samme følelser, samme meninger og samme interesser. Der er tale om den store kærlighed, hvor man har fundet manden/kvinden for livet, for den romantiske kærlighed er total, absolut, selvtilstrækkelig, eksklusiv og permanent.
Derfor har denne form for kær-lighed kunnet forekomme kvinden at være en fordel for hende. I et kærlighedsfyldt parforhold kunne hun finde beskyttelse og udfolde sin egentlige bestemmelse, som er kærlighed og omsorg. Hvis en kvinde ikke befandt sig i en enkelt mands varetægt, ville hun være truet af alle mænd, fordi mænd i modsætning til kvinder først og fremmest er interesseret i at få afløb for deres seksuelle begær.
Denne argumentation er nedarvet fra den tidligere kristne tradition, der var antiseksuel, og som hævdede, at seksualitet fundamentalt set ikke hører til kvindens natur. Hun skal blot modtage den sæd, som manden giver. Det var på den måde, at kvinden viste sin sande kærlighed. Hendes bestemmelse lå i hjemmet, og hendes lykke bestod i at skabe en vellykket familie. Sociale forbindelser uden for den var ikke kvindens sag, men mandens. Alt dette skyldtes hendes kønsorganer, hed det, for til dem var kvindens natur knyttet.
Men i realiteten var det den datidige kristne ideologi, der hævdede denne kønsbundne sociale funktion for kvindens vedkommende og en ganske anden, udadvendt funktion i mandens tilfælde, fordi hans natur hans kønsorganer var anderledes end kvindens. I dag følger Fisseflokken og Pikstormere denne ideologi op, hvis man skal dømme ud fra de betegnelser, de har givet sig selv.
Det romantiske ægteskab var en sikker havn for den svage kvinde, da det blev opfundet o. 1800, men det anbragte hende også i en undertrykt position, hvor hun aldrig var et virkeligt handlende subjekt, men kun et objekt for manden. Dertil kom, at fusionen, der var og er kernen i den romantiske kærlighed, er en umulighed, fordi den rummer for mange modsætninger. På den ene side udsprang den af 1700-tallets individualisme og forstærkede den. Det drejede sig om en fusion med den eneste ene, den helt specielle person. På den anden side betød fusionen en udradering af den enkeltes individualitet. De elskende ville på én gang forsvinde i enheden og dog fastholde deres egen autonomi, og i virkelighedens verden blev det mandens individualitet, der slog igennem på bekostning af kvindens. Dertil kommer, at den romantiske kærlighed er eksklusiv. Den udelukker en tredje, der kun er en trussel, og igen blev det manden, der tog kontakt til verden uden for familien ogå rent seksuelt for det hørte jo til kvindens natur at holde sig derhjemme.
Fusionen og dermed den romantiske kærlighed er et ideal, der kan udtrykkes i ligningen 1 + 1 = 1. Den er udtryk for en regnefejl, der gav romantikerne i 1800-tallet mange sindsoprivende problemer. De skabte store kunstværker, men tillige en opfattelse af kærligheden, der var stærkt neurotisk præget dvs. sindsforstyrrende. Mange unge romantikere brændte da også deres liv op i den feberagtige tilstand, som de selv kaldte »le mal du siècle« (århundredets sygdom), livslede, spleen, så det antal kunstnere og forfattere, der gik til grunde i sindssygdom i romantikkens tid, er større end i nogen anden periode. Flere døde ganske unge, andre blev fordrukne eller forfaldt til opium, og antallet af selvmord voksede stærkt i romantikkens tid, første halvdel af 1800-tallet.
Ikke desto mindre er den romantiske kærlighed stadig modellen for den virkelige kærlighed om end i en noget afbleget form i forhold til tiden o. 1800. Børn og især piger socialiseres til den gennem historier om prinsesser, der får deres prinser på hvide heste, uden at man hører nærmere om dagliglivet i deres efterfølgende ægteskab bort set fra, at de levede lykkeligt sammen til deres dages ende og fik mange børn. Selv kvindepressen damebladende er gennemsyret af og lever af den romantiske kærligheds undertrykkende ideologi.
I det sidste halve århundrede er det dog blevet stadig vanskeligere at realisere myten om den romantiske kærlighed. Men samtidig spiller denne kærlighed paradoksalt nok en langt større rolle i dag end nogen sinde før, for hvis man ikke synes, at man i det lange løb og det kan undertiden være kort nok kan finde den i sit første ægteskab, prøver man i det næste, det tredje, fjerde osv., eller man vælger en tilværelse som single, hvis man overhovedet ikke har haft heldet med sig i jagten på den store kærlighed. Kvinder finder sig ikke længere i noget. Myten om den romantiske kærlighed rumsterer stadig i deres baghoveder, og mænd har interesse i at fastholde den som deres sidste redskab til at indfange kvinder i en undertrykt position.
Men dette redskab svinder trods alt mændene mere og mere af hænde. Det skyldes, at den tredje de samlede sociale relationer ikke længere kan holdes ude fra ægteskabet. I dag gælder ligningen 1 + 1 = 3, idet den tredje er accepteret som en del af ægteskabet eller i det mindste ikke kan undgås. Men det betyder mange skilsmisser, fordi der ikke på forhånd er indgået en aftale om forholdet til den tredje. Hvis skilsmisser skal undgås, må et ægteskab derfor høre op med at bygge på fusion sammensmeltning for i stedet at koncentrere sig om fission spaltning.
Fissionen indebærer, at ikke alt skal deles i et ægteskab. Ægtefællerne må give hinanden frihed til at bevæge sig i hver deres egne cirkler og med egne venner. Ejendomsretten til hinanden må afløses af uafhængighed. Negationen af den enkeltes personlighed afløses af individuel autonomi.
I stedet for at bedrage hinanden indføres oprigtighed, hvorved utroskaben afskaffes. Åndens trofasthed i stedet for kødets. Integration af den tredje frem for afvisning. Lighed frem for ulighed. Et dynamisk forhold i stedet for et statisk. At være sammen i et kærlighedsfyldt venskab, hvor enheden mellem ægtefællerne be-står på et højere niveau, der er bestemt af hæderlig åbenhed og ikke af en forarmende sammensmeltning, der alligevel som regel mislykkes og fremkalder jalousi, hykleri, mistroiskhed, forskellige grader af erotisk utroskab og angst for at miste den anden.
Det tåbeligste, som et par unge mennesker kan foretage sig i dag, er derfor at gifte sig alene fordi, de er forelskede. Forelskelsen må suppleres med en kontrakt, der fastlægger forholdet til den tredje i dette begrebs videste forstand, og kontrakten må indgås før vielsen og på åremål, så den kan forlænges og muligvis ændres efter f.eks. fem år.
Som i atomernes verden sådan også i ægteskabet, hvor fission skaber langt mere energi end en fusion, der i ægteskabet nærmest må betegnes som en gensidig kanibalisme, der får den enkeltes personlighed og især kvindens til at forsvinde. Fissionen burde være fisseflokkens egentlige anliggende, for kun den er befriende for kvinden. Fusionen og dermed den romantiske kærlighed er helt ude af trit med den samfundsmæssige udvikling i en verden der kun satser på forandring og ofte alene for forandringens egen skyld om end som et middel til at dræbe kedsomheden i en tid, hvor vi får mere og mere fritid.
Kai Aalbæk-Nielsen er forfatter og filosof.
*De to ovennævnte ligninger som symbol på henholdsvis fusion og fission er hentet fra Serge Chaumier: La déliaison amoureuse. Armand Colin. Paris, 1999.
