Kronik

Gadekampe er ingen hjælp

Debat
30. november 2000

For præcis et år siden stak demonstranterne i Seattle en kæp i WTO’s frihandelshjul. En håndsrækning til de fattige i den tredje verden? – Desværre, tværtimod

Økonomi & Politik
I det sidste tiår er antallet af ikke-statslige organisationer (NGO’er) mangedoblet. Samtidig har
NGO’er fået større indflydelse på den internationale dagsorden. Senest er en global bevægelse med en ny radikal dagsorden imod frihandel og globalisering vokset frem, og ved hjælp af e-maillister og hjemmesider forvandler de værtsbyer for internationale topmøder til kaos og krigszoner.
Bevægelsens dagsorden er ikke kun rettet mod bureaukraterne, de politiske ledere eller de multinationale virksomheder. Det er hele globaliseringens skævvridning, som skal knækkes.
Aktivisterne kæmper en global klassekamp i gaderne på vegne af de 1,3 milliarder mennesker, som lever for under 1 dollar om dagen, for regnskovsindianerne eller for de uddøende havskildpadder eller et stop for gensplejsede fødevarer.
Bevægelsen ligner ikke andre politisk organiserede grupper. Den har ikke noget politisk tilholdssted, intet hovedkvarter og ingen demokratisk valgt ledelse. I stedet består den hovedsageligt af unge fra MTV- og internetgenerationen, som hver har deres baggrund for at være modstandere af globaliseringen.
Hører man ikke hjemme i en af de eksisterende organisationer, starter man blot sin egen og slutter sig til bevægelsen. For udenforstående kan dagsordenen virke tilfældig – vel nærmest anarkistisk.
Den ene dag gælder det arbejdsforholdene på Nike’s fabrikker i Asien og den næste dag er det et møde i Verdensbanken eller IMF.
Bevægelsen er en form for levendegørelse af det Internet, som har muliggjort den globale mobilisering, og ligesom Internettet er indholdet mangfoldigt og til tider uoverskueligt. Det er internetsurfernes paradis, som ikke forpligter ud over den enkeltes lyst eller formåen. Men hvis det samlede resultat bliver en række handlinger uden andet mål end nye gadekampe et sted på kloden, bliver det blot en mobilisering for mobiliseringens skyld – med det ene formål, at få lukket de institutioner og virksomheder, som skaber uretfærdige forhold for udviklingslandene, miljøet eller forbrugerne.
Fraværet af en fælles dagsorden og et brugbart alternativ vil på længere sigt undergrave bevægelsens mål. For i praksis kan den globale mobilisering være medvirkende til fremkomsten af en navlebeskuende regional isolationisme – en tilbagevenden til en handelspolitisk koldkrigssituation, hvor de rige lande ruster op med
u-landsfjendtlige handelsmekanismer i stedet for at nedruste. En sådan udvikling vil blot cementere marginaliseringen af verdens fattigste.

Da det lykkedes bevægelsen at lukke WTO’s topmøde i Seattle, blev det udråbt som en stor sejr, og det må naturligvis understreges, at det er særdeles positivt, hvis WTO fremover bliver mere demokratisk og gennemsigtig. Det har Ibis sammen med andre danske NGO’er længe arbejdet for.
Men man kan kun ærgre sig over, at ministerkonferencen i Seattle ikke medførte nye indrømmelser til udviklingslandene. Et tilbud om fri markedsadgang til de mindst udviklede lande var ellers på forhandlingsbordet, men nåede ikke at blive realiseret. Samtidig har sammenbruddet kastet WTO ud i en alvorlig krise og gjort organisationen uarbejdsdygtig. Det er næppe sandsynligt, at der vil kunne vedtages forslag, som tilgodeser u-landenes interesser i meget lang tid.
Det største problem for udviklingslandene er den enorme støtte, som særligt EU og USA giver til deres egne landbrug. Støtten betyder, at udviklingslandene gang på gang må se deres eget landbrug udkonkurreret af i-landenes varer. Og vi taler om rigtig mange penge. Alene i 1998 støttede 24 OECD-lande deres landbrug med 335 milliarder dollars. Det svarer til seks gange værdien af den samlede årlige bistand til udviklingslandene eller mere end det dobbelte af de samlede udenlandske investeringer i udviklingslandene i samme år.
Intet under, at udviklingslandene har svært ved at konkurrere med verdens rigeste lande.

Et tydeligt eksempel er sukker. Her burde udviklingslandene i kraft af en lavere produktionspris teoretisk kunne klare sig i konkurrence med EU. Denne relative fordel forsvinder imidlertid, når man medregner EU-støtten til sukkersektoren: Støtten presser nemlig sukkerpriserne i bund! I de seneste år har verdensmarkedsprisen for sukker været lavere end produktionsprisen i udviklingslandene (f.eks. 40-50% af prisen på det sydafrikanske marked).
Et andet grelt eksempel er mælk hvor EU, på trods af at være en af verdens dyreste producenter, står for ca. 40 % af verdenshandelen med mælkeprodukter. Dette kan kun lade sig gøre, fordi de europæiske mælkeprodukter støttes med mellem 40 og 100% af verdensmarkedsprisen. Analyser viser, at hele 80% af EU’s eksport af mælkeprodukter ikke kunne finde sted uden eksportstøtte.
På trods af påstande om det modsatte, er WTO faktisk ikke nogen stærk organisation. De årelange stridigheder mellem EU og USA omkring bananer, hormonbehandlet kød og gensplejsede madvarer har svækket opbakningen til det internationale handelssystem. Særligt EU’s manglende vilje til at efterleve de fælles beslutninger, har været med til at forstærke USA’s manglende tillid til internationalt bindende handelsregler.
Den europæiske politik i forbindelse med bananregimet er så bevidst og strategisk, at det er svært at forsvare EU’s reelle vilje til at samarbejde i WTO, uden at det giver en dårlig smag i munden. Men selvom USA på papiret har været bedre til at overholde WTO-reglerne, lider de af en total mangel på respekt for udviklingslandenes interesser.
USA har adskillige gange presset udviklingslande til at gennemføre aftaler, som er langt mere vidtgående end forpligtigelserne i WTO, for til gengæld at være berettiget til udviklingsbistand eller handelsfordele. USA’s pres på Sydafrika og Thailand for at stoppe parallelimporten og kopieringen af billig AIDS-medicin er blot ét eksempel.

Så hvor efterlader WTO’s sammenbrud udviklingslandene? Jo, da forhandlingerne om etableringen af WTO startede i 1987, stod udviklingslandene på spring og nærede store håb om større adgang til de rige landes markeder. Men forhandlingerne trak i langdrag, og mange i-lande foretrak at indgå regionale samarbejdsaftaler, for herved at fremskynde liberaliseringen. En øget regionalisering er da også en sandsynlig konsekvens af sammenbruddet i Seattle.
Sidste år kunne EU underskrive omfattende handelsaftaler med Sydafrika og Mexico og udtalte i denne sammenhæng, at det er målet at forhandle lignende aftaler på plads med de øvrige latinamerikanske lande.

Fra 2002 begynder EU-forhandlingerne omkring regionale frihandelsaftaler med de såkaldte AVS-lande (71 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet), og endelig vil hele østudvidelsen skabe øget integration mellem EU og resten af verden.Lignende forhandlinger finder sted mellem USA og resten af verden. Problemet med regionaliseringen er bare, at udviklingslandene bliver de store tabere.
I stedet for at etablere internationale aftaler, som afskaffer f.eks. støtteordningerne til landbruget, vil EU og USA kunne opruste støtten og indgå regionale aftaler, der sikrer dem den nødvendige markedsadgang. Lad os derfor slå fast, at det ikke er gennem regionale handelsaftaler, vi får fjernet de rige landes handelsbarrierer over for udviklingslandene. Dette kræver globale forhandlinger!Alligevel forsætter bevægelsen dens voldelige korstog mod globaliseringen, og frustrationen er umiddelbart forståelig. Vi savner endnu konkrete initiativer, som støtter u-landenes interesser.
Men i stedet for at puste yderligere til den tiltagende uenighed i WTO burde bevægelsen tage ved lære af en anden global bevægelse, Jubilee 2000, som ved hjælp af klare mål og ikke-voldelige aktioner har formået at få verdens ledere til at eftergive dele af udviklingslandenes gæld.
Endnu er det ikke lykkedes at mobilisere en folkelig debat om Europas eller Danmarks holdning til WTO, som ellers lader en del tilbage at ønske, men de danske aktivister kunne sammen med Jubilee 2000 være med til at overbevise den danske regering – ikke med vold – men med gode argumenter og fredelige aktioner.

Det er naturligvis et spørgsmål om tro, hvorvidt WTO nogensinde bliver en organisation, som udviklingslandene og miljøet kan drage fordel af.
Men i et valg mellem to onder er en tilbagevenden til en navlebeskuende regional protektionisme uden globale visioner alligevel det værste: Det er en udvikling, hvor udviklingslandene med garanti kommer til at trække det korteste strå.
Så lad os udnytte chancen, mens vi har den, til at demokratisere og ændre den ideologiske tankegang i de internationale organisationer og særligt i WTO. Det er holdningen hos Ibis og de fleste danske udviklingsorganisationer, men desværre står vi meget alene, når man ser sig omkring på den internationale NGO-scene.
På tusinder af hjemmesider mobiliseres aktivister i dette øjeblik til nye medieomblæste demonstrationer et sted på kloden.
Men hvis ikke bevægelsen samler sig om en fælles dagsorden og et brugbart alternativ, kan mobiliseringen vise sig at volde mere skade end gavn. Og det ville være ærgerligt, når vi nu kæmper for den samme sag.

Morten Emil Hansen er informationsmedarbejder i U-landsorganisationen Ibis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her