Fredskrigen i Mellemøsten ligner en endeløs voldsspiral. I virkeligheden er parterne nået langt, mens ekstremister prøver at spænde ben, mens de endnu kan.
Intifada 2000Historisk set
Fredsprocessen i Mellemøsten har nærmest udviklet sig til en fredskrig: Volden gik i gang, da parterne var tæt på en aftale. Dette kan ligne et paradoks og begrunde, at man henter en politologisk model frem for at forklare udviklingen
Den israelske Likud-leder Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget i slutningen af september blev opfattet som en stor provokation af palæstinenserne og fulgt af omfattende uroligheder i Jerusalem. Siden har der været vold med over 200 dræbte, Israel har anvendt kamphelikoptere og suspenderet fredsprocessen, og Yassir Arafat har bedt Ehud Barak om at »gå ad helvede til«.
Forholdet mellem Israel og palæstinenserne har ikke været så anspændt før i fredsprocessens tid: Udviklingen har været blodig i forhold til tidligere, det er første gang, at så tungt skyts har været anvendt, og det er første gang, at processen er blevet suspenderet, og at så grimme ord er faldet.
Det ligner et paradoks, at disse ting er sket, lige efter at parterne forhandlede på højtryk om en permanent løsning.
Der er imidlertid mindst to forhold, der fra et politologisk perspektiv forklarer udviklingen.
*Det ene er en empirisk generalisering: Når parter nærmer sig en fredsaftale, øges sandsynligheden for vold. Det er set i mange tilfælde før, også uden for Mellemøsten f.eks. i Bosnien og i Nordirland. Grunden er, at grupper, der ikke ønsker en aftale, eller som ønsker en anden aftale, får travlt, og det er strategisk vigtigt for dem at sætte ind og forpurre planerne, før det bliver for sent.
*Den anden forklaring har udgangspunkt i en formel forhandlingsmodel af den slags, der normalt ikke får lov at snige sig ind i avisspalter. Modellen udpeger et forhandlingsrum og nogle grænser for, hvad de involverede parter vil gå med til. Hvad parterne vil gå med til i en given forhandlingsproces afhænger af, om de vil komme til at stå dårligere end før forhandlingerne. I givet fald hopper de fra; de kan eventuelt indgå i en anden proces på et senere tidspunkt eller gå i krig, det kan modellen ikke fortælle. Kun, at de sandsynligvis vil forlade processen, hvis de bliver dårligere stillet end i udgangspunktet.
Omvendt er der også en risiko for frahopning, hvis en eller flere parter i forhandlingsforløbet er blevet relativt styrket i forhold til modparten. I den sammenhæng vil parternes præferencer ændre sig, og dermed deres syn på forhandlingsrummet.
Hvis man skal bruge modellen på den mellemøstlige fredsproces, kan forhandlingsrummet defineres som indholdet i Madrid-processen, der gik i gang i oktober 1991. Forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne blev med gennembruddet i september 1993 (Declaration of Principles) planlagt til at omfatte de mindre ting først og de store ting tilsidst.
Meningen var, at hvis parterne havde fået meget plads, så ville de føle sig ekstra forpligtet til også at tage de sidste skridt. Tidsmæssigt ifølge den oprindelige plan er processen nået langt, og den er oven i købet forsinket. Hvis man i stedet vurderer, hvor langt en proces er nået, ved at se på, om tunge spørgsmål er løst, så er den ikke nået helt så langt. De tunge spørgsmål som parterne i det mindste var enige om at definere, og som derfor kunne udgøre et forhandlingsrum var Jerusalems status, flygtningespørgsmålet, bosættelser og endelige grænser. Det er disse tunge spørgsmål, der udgør en væsentlig del af konflikten mellem parterne, og det er derfor ikke så sært, at processen vanskeliggøres ved forhandlinger herom.
Undervejs er der sket en række væsentlige styrkeforskydninger til palæstinensisk fordel. Ikke hermed sagt, at palæstinenserne er blevet de stærkeste, men denne part har opnået en række gevinster, som er gået fra Israel. Hermed er heller ikke sagt noget om retfærdighed eller om, hvad der evt. er godt på langt sigt, kun at nogle fordele har byttet plads målt på styrkeparametre. Den vigtigste er, at Israel har afgivet kontrol over land til palæstinenserne. En anden, sværere målbar forskydning er, at palæstinenserne har vundet mediekrigen og manifesteret sig som international aktør. Dette svækker Israel styrkemæssigt i forhandlingerne, da palæstinenserne har fået bedre mulighed for at organisere sig og skaffe international opbakning.
Ud fra modellen ser det ud til, at styrkeforskydningerne har bidraget til, at palæstinenserne nærmer sig en afhopning fra forhandlingsrummet, da det gamle rum på visse områder fungerer som en spændetrøje for den basis, man kan forhandle på i dag frem for i begyndelsen af 1990erne. Konkret set er forventningerne simpelthen vokset og de palæstinesiske ledere skal ikke længere søge at sikre muligheden for en stat men for en bæredygtig stat.
Omvendt er Israel også tæt på en afhopning, men af en anden grund: Israel nærmer sig en bundlinie, hvor man kan komme til at stå dårligere end ved forhandlingernes start. En vigtig grund er volden, som Israel har frygtet i sig selv, men som også markerer modpartens mangel på kontrol og dermed mulighed for anslag mod Israel der ikke længere har så klart befæstede linier som før fredsprocessen.
Så er der spørgsmålet om Jerusalem, hvor parterne tilsyneladende var tæt på en aftale, men hvor de palæstinensiske forventninger var øget og kommet til at indbefatte centralt israelske steder steder, der ikke blot er af religiøs værdi, men som også er centrale i den israelske statsdannelse og identitet. Det er især palæstinenserne, der har søgt den brede internationale opbakning. Dette er naturligt, da de i forhold til Israel er den svageste part og dermed kan ændre styrkeforholdet i forhandlingerne afgørende med tilstrækkelig international opbakning. For Israel er den brede internationale opbakning problematisk, da den forstyrrer det oprindelige forhold.
Palæstinenserne fik en vis opbakning fra det arabiske topmøde den 21. oktober, hvorefter Egypten understregede, at Israel ikke skulle undervurdere arabisk enhed. Topmødet førte imidlertid til skuffelse blandt palæstinenserne over manglen på konkrete tiltag. Adskillige af de arabiske lande, især Egypten, har gode og vigtige forbindelser til USA. Dette betyder, at landene ikke er interesserede i at reagere for stærkt, og des-uden er handlerummet begrænset: Hvad skulle man gøre og hvordan?
USA har været henholdende i forskellige FN-sammenhænge, hvor resolutioner er blevet vedtaget mod den overdrevne israelske voldsanvendelse. Men i forhold til selve forhandlingerne, har USA prioriteret processen der jo kom i gang på amerikansk initiativ.
Israel har et omvendt asymmetrisk problem: Hvis man prøver at stoppe volden militært, bliver det vist i tv og bringer upopularitet. Ligeledes er det svært for Ehud Barak at finde den rigtige forhandlingsform. Hvis han viser styrke, demonstrerer han Israels grænser over for palæstinenserne og tilfredsstiller den israelske højrefløj, men hvis han viser for megen styrke, mister Israel international opbakning. Israel deltager i fredsprocessen af mange grunde; en vigtig er at få normaliseret forholdet til de øvrige stater i regionen.
Når Ehud Barak suspenderede fredsprocessen kan det tolkes på to måder: For det første, at Israel var kommet i en klemt situation og har brug for det, som suspensionen også er blevet kaldt, en time out, som når et håndboldhold er bagud. For det andet som et dobbeltsignal i fredsprocessen, hvor Israel på den ene side har markeret sine grænser ved at true med afhopning men bibeholdt en mulighed for videreførelse af forhandlinger, hvis palæstinenserne modtager signalet.
Den palæstinensiske strategi har også været præget af styrkeprøven. Yassir Arafat har udtalt sig meget negativt om Israel, så negativt, at det i signalværdi også har lignet en suspendering. Strategien har tilsyneladende været at få Israel til at hoppe fra snarere end selv at gøre det (i modsætning til under Camp David-forhandlingerne i 1978-79). Mellemøstlig politisk retorik er lidt mere tordnende og rå en f.eks. den danske, men signalerne fra begge sider har været klare: Vi bevæger os på kanten af forhandlingsrummet.
Kun en gang tidligere har en part været så meget på kanten, som begge parter er det i disse uger. Det var omkring Wye-samtalerne i slutningen af oktober 1998. Samtalerne førte til en aftale, hvor Israel gav flest kvantitative ind-rømmelser, men hvor palæstinenserne til gengæld gav nogle, der var helt afgørende for Israels forbliven i processen og tilslutning til forhandlingsrummet: Der blev givet løfter om at slå ned på terror og opmuntringer hertil. Israel havde på dette tidspunkt store problemer med processen, da den endnu ikke havde frembragt gevinster, men øget terroren. Dette skete især i begyndelsen af 1996 og bidrog sandsynligvis til regeringsskiftet i Israel, hvor Benyamin Netanyahu blev premierminister.
Da fredsprocessen blev udtænkt, blev tillidsopbygning mellem parterne og små, opsummerende skridt prioriteret frem for en omgående forhandling om de svære ting. Hensigten var også, at begge involverede befolkninger skulle have tid til at acceptere den anden part efter mange års fjendskab.
Meningsundersøgelser i Israel har hidtil vist en stor opslutning til fredsprocessen, hvorfor det formentlig primært er palæstinenserne, israelske regeringer søger at udvise styrke i forhold til sekundært at sikre internt sammenhold og højrefløjens tilslutning. Det er sværere at vurdere den palæstinensiske side, da der ikke er samme mål af meningsundersøgelser, men der er ikke tvivl om, at kampen drejer sig om betingelserne for en permanent løsning.
Man kunne stille det spørgsmål, hvorfor Israel ikke følger Bismarcks gamle forestilling om skille sig af med vanskelige randområder? Hvis de kommende udfordringer for Israel kommer fra stater med masseødelæggelsesvåben, hjælper kunstig strategisk dybde ikke.
Det ser også ud til, at det bliver meget omkostningsfuldt for Israel at gennemsætte sine forhandlingskrav. De palæstinensiske modtræk kolliderer imidlertid med den israelske opfattelse af, at man ikke lader sig presse af vold og samtidig er voldsundgåelse en vigtig del af de israelske krav.
De israelske bosættelser på Vestbredden giver særlige problemer. Tidligere har de fungeret som forposter og en form for fremskudt forsvar. Nu er de i højere grad kommet i en gidselsitua-
tion, og de er sårbare samtidig med, at de provokerer den palæstinensiske side.
Indtil videre har ingen af parterne decideret forladt eller taget afstand fra fredsprocessen, men der er tale om helt afgørende styrkeprøver, hvor Israel har svært ved at opnå international forståelse for ikke at ville acceptere forøgede palæstinensiske forventninger og behov.
Der er alligevel grund til optimisme. Med det forbehold, at den parallelle voldsproces kan komme helt ud af kontrol, er grunden, at både palæstinenserne og Israel stadig har stærke incitamenter til at blive i processen, mangler alternativer og allerede er nået langt.
Birthe Hansen er lektor, ph.d. ved Statskundskab, KU.
