En forløjet underkendelse af med-ansvar fjerner Israel fra freden og den forståelse landet har brug for hos os andre
Israel
Otto Rühl fra Danskisraelsk selskab skriver i sit hvidvaskende partsindlæg den 22. november, at »Israel vil fred«. Men er Israel villig til at betale prisen for fred? En forudsætning for fred er, at Israel erkender, at de ulovlige bosættelser i det af Israel besatte område skal ryddes for israelere. Intet menneske vil acceptere at deres fjende har bosat sig i deres land og at disse bosættelser skal opretholdes med et militæropbud, der er en konstant magt-demonstation.
Israel forlanger med god grund, at Arafat igen fængsler de terrorister, han har lukket ud. Men er Israel også villig til selv at føre retssag mod de israelere, der har forbrudt sig mod internationale lov om totur og folkemord blandt andet Ariel Sharon og straffe ham for hans med-ansvar for drabet på civile?
I dag kender såvel israelerne som palæstinenserne kun ét sprog voldens. Erfaringen viser at magtens og voldens sprog er afmagtens. Israel har fået sit Vietnam skal det ændres, må Israel erkende sin sammenhørighed med Mellemøsten, samt sit historiske ansvar for det kaos der i dag hersker mellem palæstinenserne og israelerne. En forløjet underkendelse af dette medansvar fjerner Israel fra freden og den forståelse landet har brug for hos os andre. Det er et åbent spørgsmål om israelerne har mod til et politisk opgør med sin egen højrefløj og de fanatiske religiøse sortseere.
Det gammel-testamentlige Øje for øje, tand for tand giver ikke Israel fred.
