Når hiv-smittede, især bøsser, selv ser aids som Guds straf, er det både umenneskeligt og ukristeligt. Aids-præsten tager forskud på fredagens aids-dag
Tro & Filosofi
Når mennesket rammes af det onde, når mennesket rammes af det, der gør ondt, opstår spørgsmålet: »Hvorfor? Hvorfor skal netop jeg be-drøves og berøves det, der er mig kært? Hvorfor skal netop jeg kløves på sjæl og legeme?« Det underliggende spørgsmål, der skriger til himlen, er: »Hvorfor er det onde til som en destruktiv magt i forhold til mennesker, hvis Gud er almægtig og algod?«
Vi mennesker har vanskeligt ved at forholde os til meningsløshed. Når det uforklarligt onde rammer, søger vi straks efter forklaringsmodeller, der kan give os fornemmelsen af sammenhæng i en oplevelse af sammenbrud. Vi leder efter et kosmisk svar på det kaos, vi hvirvles ud i. Vi bilder os ind, at en årsagsforklaring kan give en form for heling midt i det sårede og skårede.
Problemet med denne spørgen efter en kausal sammenhæng er, at lidende alt for ofte finder svaret i sig selv, i en personlig identitet, hvilket afføder skam eller i personlige handlinger, hvilket afføder skyld. Dette svar føjer så at sige lidelse til lidelse, fordi både smertens årsag og konsekvens skal bæres af de lidende selv.
Forenklet set er der to muligheder for at forklare det ondes oprindelse:
*Det onde rammer, fordi Gud er ond. Vi erklærer Gud for kosmisk sadist (et udtryk, som C.S. Lewis opererer med i bogen A Grief Observed).
*Det onde rammer, fordi vi er onde. Gud bliver ond i sulet, fordi vi er slette. Gud bliver i vores bevidsthed en straffende instans, der hævnliderligt søger godtgørelse. Vores lidelse er altså selvforskyldt.
Ingen af de to forklaringsmodeller løser det ondes problem. I langt de fleste tilfælde tyer vi til den anden forklaringsmulighed nemlig at betragte det onde som en straf, der udløses af vores egen skændighed.
Denne forestilling om lidelsen som Guds straf over os implicerer et uforsonligt gudsbillede, der ikke lader sig forlige med Det ny Testamente og et selvbillede, som vi vanskeligt kan forsone os med!
Myten om aids som Guds straf over bøsserne er en velnæret vrangforestilling, der fodres den dag i dag. Det tragiske er, at myten ikke burde være levedygtig. Faktuelt og aktuelt set, fordi virus ikke er forbeholdt homoseksuelle mænd. Sygdommen har med lynets hast bredt sig til heteroseksuelle mænd, kvinder og børn. Hele generationer udryddes i visse dele af verden.
Men myten lader sig heller ikke forsvare teologisk og Gud ske lov for det!
Forestillingen om den nidkære, straffende Gud er forankret i Det gamle Testamente. Det gudsbillede, som Det nye Testamente formidler, reflekterer en anderledes kærlig Gud. Jesu Kristi ord og gerning viser med al tydelighed, at det er Guds ærinde at hele mennesket, at sætte mennesket fri. Gud vil ikke ramme os han vil rumme os, som vi er!
Ordet straf stammer fra en juridisk begrebsverden og forudsætter en forestilling om Gud som retfærdig dommer. I lyset af Det ny Testamente ved vi imidlertid, hvad Grundtvig så blændende har formuleret i en salme:
»Ej mer du gruer for dommedag. Du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet« (cfr. DDS, nr. 229). Gud giver ikke efter fortjeneste i så fald var vi også ilde stedt. Der er ingen årsags-virkningssammenhæng imellem skyld og skæbne. Det ved vi jo godt, hvis vi tænker os om: Nogen gange går det de onde godt, og de gode ondt.
Dette Hvorfor?, som en alvorlig sygdom som hiv rejser, forudsætter en forestilling om refærdighed. Vi tror, at vi får løn som forskyldt. Og så bliver vi så vrede, så forbistrede og forbitrede over den smerte, der opleves som en stor uretfærdighed i forhold til, hvad vi mener, vi har til gode. Denne vrede er en livsytring. For i vreden kalder vi på den Gud, der skal gøre vrang til ret og sætte tingene på plads for os igen. Men vi glemmer at tage højde for, at Gud er hinsides enhver rigid forestilling om retfærdighed. Gud er ikke bundet af det kausalitetsprincip, af det årsag-virkningsforhold, der dominerer den menneskelige tankehorisont. Gud elsker os, fordi han ikke kan lade være ikke fordi vi har gjort os fortjent til hans kærlighed, ikke fordi vi giver ham grund til at elske os. Gud er kærligheden selv og den kan aldrig være så snæver og så nidkær som retfærdigheden.
Som sjælersørger for hiv-smittede igennem tre år har jeg alt for mange gange stødt på det forhold, at alvorligt syge og døende finder svaret på spørgsmålet Hvorfor i sig selv.
Det væsentligste tema i mine sjælesørgeriske samtaler og forløb med hiv-smittede er skyld. I langt de fleste tilfælde er mine konfidenter imidlertid ikke plagede af at have misbrugt et reelt ansvar. De tumler med irreel skyld en stærkt selvdestruktiv følelse, der bunder og grunder i behovet for at bemægtige sig og bevare kontrollen over egne liv.
Mange hiv-smittede, især bøsser, internaliserer den umenneskelige og ukristelige myte om aids som Guds straf i deres søgen efter en forklaringsmodel. Myten skaber en mening med galskaben. Det uhelbredelige hiv-virus bliver i de smittedes univers en straf, der eksekveres på grund af forspildte livsmuligheder.
Hvis sygdommen er selvforskyldt, hvis de smittede selv har udløst dommen over deres syndige hoveder, ja, så er de dog ikke helt afmægtige ofre for tilfældighedernes grumme spil. Så har de da selv haft indflydelse på deres liv og død. Når hiv-smittede tager myten til sig, er det, fordi de ikke kan leve med følelsen af tab og kontroltab. De har ganske forståeligt behov for at generobre følelsen af magt i deres liv.
Men prisen for internaliseringen af myten, prisen for illusionen om kontrol er et smadret selvværd. For de smittede er hiv i sagens natur ikke udtryk for en kærlighedsfuld tugt, men et bevis på deres uelskværdighed. De er ikke værdige til at modtage kærlighed hverken Guds eller menneskers.
Jeg tror, at vi må forholde os til det onde som et vilkår og som udtryk for en vilkårlighed i skaberværket. Tilfældigheden er gudgiven. Den kan gøre os godt men den kan også gøre os ondt her i livet. Tilfældigheden er vi hverken herrer eller fruer over. Og den afmagt må vi leve med hvor smertefuldt det end kan være. Det onde kan også være den villede destruktion, den valgte ødelæggelse. Sagen er jo, at Gud har udstyret os med en fri vilje. Det står os frit for at vælge imellem det gode og det onde. Gud har udstyret os med denne valgmulighed, fordi han vil mere end lydighed af os han vil kærlighed. Og kærlighed kan, som bekendt, kun udfolde sig i et frit rum.
Gud har altså et stort medansvar for både det onde, der rammer vilkårligt og for det onde, der er intenderet. Gud har skabt både tilfældigheden og vores frie vilje og begge dele kan virke både til værste og til bedste for os. Men også vi bærer et ansvar et ansvar, som vi må leve op til, både i forhold til os selv og i forhold til vores medmennesker. Vi skal være bevidste om, hvordan vi forvalter det pund, som os blev givet!
Det guddommelige medansvar viser sig i den ansvarlighed, at Gud også selv tager både det vilkårligt onde og det intenderet onde på sig. I sin søn Jesus Kristus gør han menneskelivets betingelser til sine. Han går ind i et menneskeliv og ind i en menneskedød, med alt hvad det fører med sig. Og han underkaster sig menneskers vilje også da den viser sig at være en modvilje. »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Jesus skrig midt i Golgatas galskab genlyder i det »Hvorfor?«, som vi giver mund og mæle i vores smerte og sorg. Det er trøsten i trøstesløsheden og meningen i meningsløsheden: At Gud går med os i både medgang og modgang.
Denne guddommelige med-gang er netop udtryk for den guddommelige kærlighed. Som kristne tror vi på den kærlighed. Som mennesker er vi skabt til den kærlighed. Vi er forpligtede på at udleve den ved at indleve os i vores medmenneskers behov og problemer.
Jeg plejer at sige, at fordømmelse er forsømmelse af budet om næstekærlighed. Det er vores ansvar som kristne at gå i livets og lysets tjeneste. Det er vores pligt at oplive de syge og oplyse de fordomsfulde og indimellem indebærer det aflivning af destruktive myter!
Hiv og aids er grum og grim virkelighed i dagens Danmark. Hiv og aids kaster stadig dødsskygger over mange menneskeliv. Det er op til os at sprede mørket hånd i hånd med den Gud, der går med os, også når alt går os imod.
*Over hele landet markeres World AIDS Day på fredag den 1. december med arrangementer og aktiviteter, som du kan læse mere om på www.aids-dag.dk.
*Carina Wøhlk er hiv- og aidspræst i Københavns stift og bestyrelsesmedlem i Den folkekirkelige Aids-tjeneste.
