Læsetid: 3 min.

Israel vil fred

Debat
22. november 2000

Det var araberne, der f.eks. sagde nej til land for fred

Mellemøsten
»Hvad vil Israel?«, spørger Mahmoud Issa den 13. november. Og svaret burde ligge ligefor efter Baraks politik de sidste halvandet år: Israel vil fred.
Så kort kan det siges, Dr. Mahmoud Issa vil dog næppe være tilfreds med et så kort svar, så lad mig uddybe.
Israel tilbød land for fred
Dr. Issa lader til at have humoristisk sans. Det er svært at forstå hans påstand om »de fire nej’er« som andet end et forsøg på at spille på sammenligningen med arabernes tre nej’er i 1967. Israel havde netop vundet 6-dages krigen – Israel håbede nu, at kunne få en fred med sine naboer – og tilbød nu »land for fred«. Men nej sagde araberne: »Ingen direkte forhandlinger med Israel, ingen anerkendelse af Israel og ingen fredsslutning med Israel« (Khar-toum-erklæringen den 1. sept. 1967).
Men nej, Dr. Issa, Israel følger ikke i dette negative fodspor – Israel siger ikke fire gange nej. Tværtimod:
nIsrael siger ja til en uafhængig palæstinensisk stat – det gælder Baraks regering, det gælder de israelske vælgere ifølge alle opinionsundersøgelser.
*Israel siger ja til at dele Jerusalem – men selvfølgelig ikke som byen var delt 1948/49-67 eller som Berlin var delt 1961-1989. Efter at have set, hvordan palæstinen-serne ødelagde den jødiske helligdom, Josefs grav, i Na-blus i samme øjeblik israelerne var væk, er der vel ingen jøde, der kunne drømme om at overlade den fulde suverænitet over de jødiske hellige steder til palæstinenserne. Jerusalem må være en fælles hovedstad – med lige ret for alle religioner.
*Israel har klart vist åbenhed med hensyn til flygtningene. Men når Issa taler om fem mio., så bliver det jo absurd – så mange boede der jo lang fra i de jødiske områder af Palæstinamandatet i 1947/ 48. Og det må vel være klart, at de flygtninge, som de arabiske nabolande efter 52 år stadig ikke har integreret og som derfor måtte ønske at indvandre i Palæstina, må indvandre i den palæstinensiske stat – Israel har jo i de 52 år taget imod mindst ligeså mange jøder fra de arabiske lande.
*Også med hensyn til bosættelser har Israel vist åbenhed. Enhver ved, at Israel ødelagde de jødiske bosættelser på Sinai, da man omkring 1980 trak sig ud herfra. Men dette spørgsmål må da afvente grænsedragningen mellem Israel og den palæstinensiske stat. Og hvorfor taler Issa om »især de store« – tænker han på de bydele, der er vokset ind over våbenstilstandslinierne fra 1949 og som i dag er en del af israelske byer? Selvfølgelig skal de da ikke destrueres.
Issa tænker åbenbart også på Israels fremtid, når han i overskriften stiller spørgsmålet »Hvad vil Israel?«
*Mahmoud Issa påstår, at Israel »kan fortsætte etableringen af en jødisk theokratisk stat« – han må have overset, at Barak tværtimod taler om at adskille stat og religion.
*Ingen international myndighed har krævet israelsk tilbagetrækning »fra alle de besatte områder i 1967« – FN-resolution 242 taler om »besatte områder« – og det er vel en forglemmelse, at Issa ikke nævner det andet krav i 242 – »at alle« stater i området har ret til sikre og anerkendte grænser – »their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force« – det er besynderligt, at palæstinenserne altid glemmer stk. II.
*»En binational stat« – det drømte mange jøder også om efter Første Verdenskrig – men det var før den arabiske terror satte ind – den chance er for længst spildt.

En uretfærdig verden
Den 14. november er det Rabih Azad-Ahmad, der er på krigsstien over for de danske medier. Jyllands-Posten må være forbløffet – igen og igen har de i de forløbne måneder totalt ukritisk angrebet Israel – og det har Palæstina-vennerne ikke opdaget. Hvor er verden sommetider uretfærdig.
De danske medier glemmer også at nævne, at det er »civile demonstrerende palæstinensere«, der bliver skudt – det kan være, fordi »civilt demonstrerende« danskere sjældent har pistolen med.
Og når palæstinen-serne demonstrerer i København og også medtager pistolen – ja, så nævner de danske medier det minsandten – hvad Rabih Azad-Ahmad er vred over. Problemet er nok, at de danske medier er frie og skriver, hvad de selv ønsker. Og set fra et Israel-positivt synspunkt er det ofte meget, meget kritisk over for – Israel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her