Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. november 2000


Klima for folket
27. NOV. – Store katastrofer og lidelser truer fremtiden for millioner af mennesker og samfund på denne klode, og alligevel fortsætter vi med at bruge penge, tid og kræfter på internationale klimakonferencer.
Men i stedet for konferencer burde vi bruge pengene, tiden og kræfterne på at få genopbygget den folkelige interesse og opbakning til de nødvendige forandringer.
Afslutningen på Haag viser, at natur- og miljøsagen under begrebet »bæredygtig udvikling« ikke tilhører systemet, men folket. Haag-afslutningen er et af mange eksempler på, at en positiv udvikling på miljøområdet, kun er mulig med udgangspunkt i folkets interesse og opbakning. For før 1992 opnåede vi mærkbare resultater på miljøområdet, men siden 1992 er det gået tilbage på de store områder, herunder klimaet. Men det er altså ikke folket, der svigter miljøsagen, det er de politiske systemer og de grønne organisationer, som svigter folket.
For få år siden var der bevægelse i miljøsagen. Sikkert fordi politikerne gjorde deres pligt ved at formane befolkningen om dens pligter mod en bæredygtig udvikling, og sikkert fordi de grønne organisationer gjorde deres pligt som civilsamfundets vagthunde og kratluskere. Men siden 1992 har organisationerne, politikerne og eksperterne fået overtaget miljøsagen, og folket er i denne, som andre miljøspørgsmål, nu blevet reduceret til problemet.

Kurt Bertelsen Christensen
Hovervej 105
Spjald

Netporno som religion
27. NOV. – Asger Liebst giver den 25.-26. november udtryk for sine betænkeligheder ved den nye bevægelse, Pornofrit Miljø (PM) og bevægelsens ønsker om at få pornoen væk fra det offentlige rum som kiosker, netfiltre på biblioteker, i folkeskoler, og pornoen væk fra ukodede kanaler. Ud fra råb hørt under demonstrationen den 23. november aner skribenten allerede en kristen fundamentalistisk bevægelse, der ønsker al sanselighed ned i helvede. Bare rolig. I PM er vi en skønsom blanding af kristne, ateister, feminister, (en naturist!), mødre, fædre, unge, gamle. Vi er nemlig ikke så ensidige som den venstrefløj, der for længst har tabt modet og troen på, at det nytter noget at kæmpe for fælles værdier i samfundet, i stedet for bevidstløs at synge med på tidens store slager: »Alt er den enkeltes eget ansvar« – også de forældre, som ikke har social og psykisk overskud til at give deres børn et mere nuanceret billede på sex end dét, pengespekulanter fodrer dem med via pornoens verden. Liebst er også bekymret for, om PM’s holdning vil være en bremseklods på det tyvende århundredes største opfindelse, Internettet. I PM har vi ikke den samme religiøse holdning til internettet, hvor enhver tale om regulering på offentlige institutioner bliver angrebet som blasfemi. Vi betragter nettet som en opfindelse gjort af mennesker, og som menneskeheden ikke skal gøre sig til apatiske ofre for i den hjerneforladte dans om pornoens guldkalv. Den skal
Liebst få lov til at dyrke i fred hjemme hos sig selv.

Margrethe Nørskov
Spobjergvej 131
Brabrand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her