Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. november 2000


Transit
20. NOV. – Som seriøst dagblad bør Information i sin leder den 15. november ikke omtale Charlottenborg uden at foretage en ordentlig research. Sagen er ensidigt belyst, de faktuelle oplysninger kan fremstilles mere præcist. Når lederen f.eks. omtaler »den rørende, statssubsidierede husleje«, er det så på grund af manglende indsigt, at Lisbeth Bonde ikke omtaler sammenslutningernes økonomi som helhed? De enkelte kunstnere i en sammenslutning må betale af egen lomme for alle udgifter i forbindelse med gennemførelsen af udstillingen.
At omtale kunstnersammenslutningen Transit som en »mindre prominent og mindre interessant kunstnersammenslutning« tyder på manglende indsigt. Informations kunstanmelder kunne ikke i løbet af en tre ugers udstillingsperiode nå frem til Kongens Nytorv for at se Transits seneste udstilling! Information bragte som det eneste dagblad ikke nogen anmeldelse af denne udstilling.
Transit er med sine syv medlemmer en eksperimenterende sammenslutning, hvis kerne består af få medlemmer, for at gruppen kan arbejde operativt. Transit blev dannet i erkendelse af den manglende sammenhæng i de store grupper. Transit har i 20 år arbejdet med ruminstallationer, der er skabt til de givne rum, store udstillinger i et særligt æstetisk sprog med en sammenhængende oplevelse for publikum som mål.
Transit har aldrig sigtet mod at blive prominent, men at kalde Transit for en mindre interessant kunstnersammenslutning er ikke korrekt. (Fork. af red.)

Jane Balsgaard
medstifter og medlem af Transit

Onanitabu
20. NOV. Vedrørende Robin Engelhardts artikel den 20. november: Selvfølgelig er der onanitabu. For megen onani er tegn på, at man ikke er verdensmester i sex appeal. Og alle foregiver at have mere succes og lykke, end de har.
Nogle mænd har et tabu imod at onanere, selv om de er meget optaget af sex det kan bidrage til, at de bliver voldtægtsforbrydere. Måske onani er sund træning for både hjerte og sædproduktion – det er ikke undersøgt lægeforskere er ikke fri for tabuer.

Bo Warming
Bjelkes Alle 46, Kbhv N

En underlig leder!
20. NOV. – At Al Gore ifølge lederen den 18.-19. november skulle være bedre egnet som præsident for Amerikas Forenede Stater fordi han er i stand til at føre 100 telefonsamtaler om dagen (den slår min moster nemt) og er i stand til at skrive en masse e-mails (den er der (for)mange der kan slå) er dog en besynderlig måde at analysere hvem af de to herrer der ender med at vinde den farceagtige føljeton.
Skulle man endelig tage antal førte telefonsamtaler som udtryk for noget som helst er jeg sikker på at Bush kan nås på mobilen i Texas.

Lars Lüesmann Olesen
Mariendalsvej 20, 2000 F

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her