Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
22. november 2000


Buksti og motorvejene
17. NOV. – Trafikminister Jacob Buksti påstod på et debatmøde om »Hvornår har vi veje nok?« den 13. november, at byggeri af motorveje begrænser CO2-udslippet. Måske skulle Buksti have læst mere på lektien inden mødet. Fra sin egen Færdselsstyrelse kunne han få oplyst, at energiforbruget (og udslippet af CO2) stiger med 33 procent, hvis hastigheden stiger fra 70 km/t til motorvejshastighed på 110 km/t. Buksti kunne også have læst Trafikministeriets svar til Folketingets Trafikudvalg, hvor det blev oplyst, at det tredie spor på Helsingørmotorvejen ville stjæle 1.000 daglige passagerer fra Kystbanen. Trafikministeriet har beregnet, at CO2-udslippet for en person, der tager bilen fra Helsingør til København i gennemsnit udleder ca. otte gange så meget CO2, som en togpassager. Alligevel blev vej-udbygningen gennemført og har nu ført til kraftig mertrafik på Helsingørmotorvejen og tilstødende veje. Trafikministeren kunne også have læst Vejdirektoratets rapporter om miljøkonsekvenserne af en evt. motorvej ved Silkeborg. Her kan han læse, at CO2-udslippet stiger med 5-7 procent, hvis motorvejen bygges. I en rapport om en evt. motorvej Odense-Svendborg erkender Vejdirektoratet også, at CO2-udslippet årligt vil stige med 5.923 tons ved anlæg af en motorvej. Det skyldes mere trafik og højere hastigheder. På denne baggrund er mere end mærkværdigt at Buksti kan hævde, at motorveje reducerer udslippet af klimagasser.

Ivan Lund Pedersen
Filippavej 8, Frederiksberg C

En gang til for Prins
17. nov. – Jeg ved ikke, om Henning Prins ikke vil forstå: Der er ingen tvivl om, at man kan se en dansk stats-dannelse på Harald Blåtands tid. Min pointe er, at en stat ikke gør en nation. En kurder er f.eks. ikke en tyrker, selv om han/hun bor i en tyrkisk stat (»skat, værnepligt og infrastruktur«). Hvis Prins læser sit eget indlæg (15. nov. og 16. nov. (udvidet version)) bliver en stat til en national enhed over tre linier.
Når nogle mener, at nationen er en relativ ny opfindelse, menes der identitet, følelser, hengivelse til (en ide om) en nation. Et stort bredt følt fællesskab i forhold til flag, landshold (2-1!), historie, landskab og sprog. Prins kan vel ikke seriøst bilde sig ind, at rejsningen af Jellingestenen blev vist i fjernsynet, omtalt i aviser eller medførte hjertebanken hos »alle danske« (ludere og lommetyve inklusiv)? Eller hvordan skriftlige kilder fra denne periode afspejler andet end den alfabetiserede magt-elites (statens) verdensopfattelse.
At kalde (EU-tilhænger) Uffe Østergaard ’ret tvivlsom’ og ’uvederhæftig’ må ses som et udtryk for (EU-modstander) Prins’ national-romantiske mudderkastning.
På et lidt højere niveau kan det da ikke have undgået Prins’ opmærksomhed at henvisningen til tusindårige nationale enheder er centrale legitimeringer i mange konflikter i den moderne verden; sebernes ’ret’ til Kosova, israelernes ’ret’ til Palæstina osv. Ideen om den evige nation er ikke bare naiv, men ligefrem farlig.

Jesper Formann
Sdr. Højrupvejen 74, Ringe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her