Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

3. november 2000


Malaria eller hvide
26. OKT. – I en vestafrikansk by er der opstillet en statue af en malariamyg. De taknemmelige indbyggere foretrækker nemlig dette hæslige udyr fremfor de langt værre konsekvenser af europæisk indblanding. Malariaen holdt de hvide ude af vestafrika i flere hundrede år.
Det er derfor glædeligt, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen stadig tøver med at sende 380 danske soldater til Etiopien. Vi så, hvordan amerikanske FN-tropper blev mishandlet i Somalia, selv om de kom for at beskytte nødhjælpsforsyninger. Det samme kan ske for vore soldater på Afrikas Horn. Afrikanerne er ikke glade for hvide soldater, uanset hvad deres regeringer muligvis kan bestikkes til at hævde. Så statsministeren har ret i at være bekymret for, om der er folkelig opbakning til at sende soldater til Afrika.
Nej, lad os sende de penge, vi sparer ved at holde vore soldater hjemme, til Etiopien og Eritrea. De vil garanteret hellere have pengene end soldaterne, men de har bare aldrig fået valgmuligheden.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Allé 78 A,
Vanløse

Statsdannelsens paranoia
26. OKT. –Det evidente er som sandt, bekæmpet og nogle gange i historien, fortrængt så grundlæggende som værende en ikke historie, at selve denne afvisning kan danne et kollektivt dictum for en »stats«-dannelse som vi ser det i det uhyrlige tilfælde Israel. For hvad andet er der vel tilbage, når omsvøb og løgn pilles fra, end at Israel inderligt hader ofrene for deres egen undertrykkelse og terror.
Og ikke kan tilgive palæstinenserne, at de eksisterer, fordi de er deres onde samvittighed.
Hvorfor andet end den sædvanlige herrefolksadfærd fra israelske politikere og talsmænd, når man betænker dette.
Som gamle fedladne SS-officerer og nazipolitikere bøvler de sig frem på scenen med brovtne udsagn, om at »volden skal høre op« samtidig med at de igen samme dag myrder 10 palæstinensiske drenge, yderligere, for den forbrydelse at protestere mod undertrykkelse.
Det værste er næsten verdens tavshed og allerhøjest lumpne lavmælthed. Bl.a. med vores hjemlige uden noget som helst riges minister Niels Halvejs Ingenting Petersens tomme ligegyldighed. Det ser ud, som om palæstinenserne på det nærmeste ved almen konsensus er frataget menneskerettigheder, fordi de så længe har været undertrykt, og fordi undertrykkerne er Israel med USA i baghånden.
Skal hele dette folk da uden verden griber ind myrdes og kvæles langsomt dag for dag?
I så fald er vi i dag alle palæstinensere. Ligesom vi alle burde være jøder, da Hitlers tredie rige eksisterede!

Søren Juul-Nielsen
Marselisborg Alle 35,
Århus C

Allermest dansk
26. OKT. – Hvis I, der tegner Informations indvandrerpolitiske linje for tiden, har ret i, at opblæst, verdensfjern selvretfærdighed i særlig grad kendetegner den danske folkesjæl, så er redaktionen på »Den mindst Ringe« noget af det mest danske på denne jord.

Niels Chr. Sauer
Meistersvej 42,
Næstved

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu