Lone Nørgaard bør ikke lade sin udbrændthed gå ud over halvdelen af landets unge
Uddannelse
Den 10. oktober bragte Information en artikel af Lone Nørgaard, som har følt sig udfordret af en rapport, »Fra Kierkegaard til Calvin Klein«, som bygger på studentereksamensstile, skrevet i år. Heri efterlyses bl.a. mere elev-aktiverende undervisningsformer. Det samme gør direktoratet i rapportens forord.
Lone Nørgaard fremsætter selv en kritik af den genera-
tion af unge, som har skrevet stilene. Hun ender med at afvise elevernes kritik, rose gymnasiets tilbud til de unge og stille den opvoksende gymnasieungdom over for et alternativ: »Vælg Kierke-
gaard eller vælg gymnasiet fra og sats på Netto«.
Helt ærligt
Jeg er også ansat som gymnasie- og hf-lærer, og jeg har ikke den opfattelse af hverken de unge eller denne skoleform, som Lone Nørgaard i sin kronik giver udtryk for.
Jeg kan da »helt ærligt« sige ud fra min egen undervisning, at både eleverne og direktoratet med rette efterlyser mere elevaktiverende undervisningsformer, da jeg først i år for alvor er i gang med at udvikle mine egne sådanne, hvilket er krævende, bl.a. på grund af de mange formelle bestemmelser, som vi i branchen stadig er underlagt fra oven. Der findes dog selvfølgelig også kolleger, der længe har gjort et stort arbejde med disse arbejdsformer.
Jeg er ked af altid at høre de unge beskrevet som »zapperne« og »narcissisterne« af personer fra min egen generation. Guderne skal vide, at de er anderledes end vi, men de har vel ingen forpligtelse til at leve op til alle den foregående generations idealer og tanker?
Dialogen kan lide skade
Næppe nogen generation har til dato været så hjælpeløst forelsket i sig selv som netop min egen, og det er forstemmende at se os forsøge at reducere dem til entydige »fjendebilleder«. Dialogen med de unge kan let lide skade derved, og så får vi lærere det mindre sjovt selv.
Jeg er også forbavset over, at man kan reducere udfoldelsesmulighederne for en hel generation til et valg mellem Kierkegaard og Calvin Klein, eller for den sags skyld Netto. Jeg ved godt, at det bliver gjort i polemisk øjemed, men samtaler med unge i timerne viser en masse mellemnuancer mellem det at tilhøre en bevidstløs forbrugskultur og en intellektuel elitekultur.
Forandring fra neden
Lad os forlade de polemiske flotheder. Og lad os prøve at udvikle vores undervisningsformer, ikke primært pga. de pædagogiske trends, der vælter ind over os, men mere fordi vi har noget at vinde ved at gøre det, i forhold til vores elever. Ministeriet dikterer forandringer fra oven, eleverne beder om forandringer fra neden.
Det er ikke rigtigt, der hvor jeg har min gang, at kun 5-10 procent af eleverne har et begreb om saglighed og faglighed. Selvfølgelig keder eleverne sig bravt ind imellem det gjorde vi da også! og selvfølgelig forekommer de os midt i halvtredserne (som de fleste af os i branchen lige nu er) at være fortabt i tant og fjas, det var vi da også! Men vi møder dem da også ofte i situationer, hvor de giver sig selv fuldt ud, i situationer, hvor de gerne vil føre en dialog med os, der repræsenterer »Kulturarven«.
Konstruktive og venlige
Det er rigtigt, at vi som profession i de senere år har mødt megen kritik, ligesom alle andre grupper af offentligt ansatte servicearbejdere, men kritikken fra eleverne, som man får den, når de evaluerer undervisningen, er ofte både præcis, konstruktiv og venlig. Jeg/vi kan godt være trætte af de mange omstillingskrav, der møder os. Ja. Men trøsteløst er det da langt fra. Selvfølgelig kan vi forbigående eller evt. vedvarende føle os udbrændte. Og så er der brug for hjælpeforanstaltninger. Jeg læser Lone Nørgaards indlæg som udtryk for momentan udbrændthed. Det er synd, hvis det af den grund skal hedde sig, at vi står med en genera-tion af forlystelsessyge forbrugerister, som ikke kan »tage fra«. Vi taler jo om 45 procent af de unge i dag! De er ikke perfekte, men så meget har livet da måske lært os, at de er som vi fortjener dem («vi er en del af jer selv!«) eller måske endda lidt bedre.
