Læsetid: 2 min.

Vi må ikke vende verden ryggen

Debat
8. november 2000

Vi bør styrke den aktivistiske og engagerede linie i dansk udenrigs-politik

Nix
Nejet den 28. september var alene et nej til dansk deltagelse i euroen.
Det var ikke et nej til aktiv dansk deltagelse i en videreudvikling af EU-samarbejdet på andre områder.
Det var ikke et nej til udvidelsen af EU med en række øst- og centraleuropæiske lande. Og det var slet ikke et nej til et dansk internationalt engagement.
Hvis man er internationalt engageret og tror på, at Danmark kan spille en rolle i verden, er der flere ting, vi kan gøre efter nejet. Vi skal holde fast i, at uanset nejet er EU fortsat omdrejningspunktet i dansk udenrigspolitik. Det er her, vi kan fremme danske mærkesager – mere og bedre beskæftigelse, et godt miljø, rene og sunde fødevarer osv. Samtidig er EU også afsæt for et videre internationalt engagement.

Udvidelsen en mærkesag
Når Danmark ønsker at øge presset på militærdiktaturet i Burma kan det bl.a. ske ved, at vi forsøger at fremme en mere aktiv EU-linje i denne sag. I forhold til EU bør udvidelsen af Unionen være en dansk mærkesag politisk og folkeligt i de kommende år. Støtte til projektet er den mest praktiske form for solidaritet, vor generation kan udvise. Men vejen bliver lang. Udvidelsen er svær, fordi den forudsætter betydelige økonomiske, politiske og sociale omstillinger i ansøgerlandene. Det er glædeligt, at den folkelige opbakning til udvidelsen er stærk i Danmark. Men den kan smuldre.
Tænk på JuniBevægelsens plakat fra Amsterdam-afstemningen: »Velkommen til 40 millioner polakker«, som det retfærdigvis skal siges, at Drude Dahlerup efterfølgende tog afstand fra. Vi vil formentlig i de kommende måneder og år blive præsenteret for nye skræmmekampagner om flygtninge og østeuropæisk mafia, der vælter ind over os sagesløse danskere. Men udvidelsen er en enestående historisk chance for at sikre et helt og samarbejdende Europa.
Når det gælder vores bredere internationale engagement, yder Danmark i dag på mange måder en fornem indsats. Vor u-landsbistand er såvel kvantitativt som kvalitativt second-to-none. Vi er det land, der i forhold til vort indbyggertal har stillet med flest tropper til de fredsbevarende indsatser på Balkan. Vi har givet de baltiske lande en omfattende politisk, økonomisk og kulturel bistand, der har medvirket til at konsolidere disse landes uafhængighed og sikre freden og stabiliteten i denne del af Europa.
Vi skal fremover stille de mere selvkritiske spørgsmål, så vi sikrer, at vor indsats løbende styrkes og fornyes. Hvis vore forbehold stiller sig i vejen for et fortsat dansk engagement på disse områder, bør det åbent diskuteres. Den åbning i forhold til en delvis ophævelse af forsvarsforbeholdet, som SF’eren Villy Søvndal har givet udtryk for, er glædelig. Forhåbentlig er der tale om begyndelsen til en mere grundlæggende re-orientering af SF’s Europapolitik.
Lad os forestille os, at George W. Bush vinder præsidentvalget, at han derefter gør alvor af sine tanker om at trække USA ud af Balkan, og at de fredsskabende operationer så overtages af EU. Det vil være helt uacceptabelt, hvis dette tvinger Danmark til at trække sig ud af operationer, der har været gennemført med bred folkelig opbakning og sympati.
Skulle en sådan situation opstå, må vi tage en fornyet drøftelse af forsvarsforbeholdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her