Kronik

Mustafa er også dansker

14. november 2000

Det er ikke ’dem’, der skal tilpasse sig ’vores’ samfund - eller ’os’, der skal tilpasse os ’deres’ kulturer. Det er samfundet, der skal præges af os alle på lige fod. Lige fra børnehaven

Retfærd & Velfærd
Jeg vil gerne fortælle en historie, som på den ene side lyder helt usandsynlig i vores humanistiske og retssikkerhedsbevidste Danmark. Men på den anden side alt for ofte viser sig at have mange realistiske elementer.
Jeg vil fortælle Mustafas historie. Mustafa er den typiske nydansker. Han er hverken flygtning eller indvandrer. Han er dansker med etnisk minoritetsbaggrund. Og gennem hans historie håber jeg at kunne opridse et billede af, hvordan kulturmødet alt for ofte finder sted i dagens og desværre nok også morgendagens Danmark.
Mustafa blev født i Danmark i sidste århundrede. Da Mustafa skulle navngives måtte hans for-ældre hen i den lokale kristne kirke for at få lavet hans navneattest, selvom de havde en anden religiøs baggrund.
Da han kom i børnehave, var han ofte nødt til at have sin egen mad med eller nøjes med kartofler, for i børnehaven blev der ikke taget hensyn til andre spisevaner. Mustafa kunne hverken spise med af leverpostejen, pølserne, flæskestegen eller frikadellerne.

Det var omkring det samme tidspunkt, at Mustafas for-ældre fik at vide, at de helst skulle flytte fra deres boligkvarter – fordi det var ved at udvikle sig til en ’ghetto’. Det irriterede Mustafas mor lidt, da hun lige var blevet ansat som læge på et nærtliggende sygehus. Men familien gik dog i gang med at lede efter en anden bolig.
Først prøvede de at finde en lejelejlighed, men enten kendte de ikke de rigtige folk, eller også blev folk med etnisk minoritetsbaggrund frasorteret på ventelisten. Da de i stedet fandt et rart lille hus, som de gerne ville købe, kunne det ikke lade sig gøre – kreditforeningen ville ikke låne dem penge.
I børnehaven lærte Mustafa at tale som alle de andre børn. Men da han skulle starte i første klasse, kunne han ikke komme ind på den lokale skole og måtte i stedet køre en lang tur i bus hver dag for at komme i skole. Der var for mange to-sprogede elever, fik hans forældre at vide. De undrede sig lidt, for godt nok kunne Mustafa snakke både dansk og arabisk, men skulle det nu være et problem?

Da Mustafa var færdig med skolen, begyndte han på teknisk skole som mekaniker. Efter noget tid skulle alle eleverne i praktik i forskellige virksomheder. Mustafa måtte dog blive på skolen, for med hans navn var det ikke lige til at skaffe en praktikplads.
Det samme gentog sig, da han skulle til at søge job. Der var godt nok mangel på arbejdskraft, men på grund af Mustafas fremmede navn hjalp hans mange ansøgninger og gode karakterer ikke – først da han personligt mødte op, fik han ved sidste forsøg et ufaglært job som lagerarbejder.
Mustafa havde også tid til andet end skole. Da han blev 18 år, fik han et kørekort af sine forældre, og for at fejre det inviterede han alle sine venner på weekendtur til Sverige. Han kunne dog ikke leje bilen i sit eget navn. Først da en af hans venner med dansk navn ringede op, var der pludselig ledige biler til leje. Af sted til Sverige kom de. Men hele turen endte nok så grotesk med en længere tur hos politiet ved tilbagekomsten til Danmark. De krævede at se Mustafas pas og undersøgte bilen fra inderst til yderst. Vel tilbage i Danmark foreslog en af vennerne, at hele flokken gik på diskotek for at glemme den ubehagelig episode. Mustafa valgte dog at køre hjem i stedet, for han vidste godt, at han ikke ville blive lukket ind, og det var sin sag også at ødelægge vennernes aften i byen.
Da Mustafa nu var blevet 18 år, ville han gerne giftes. Bryllupet blev dog en noget underlig oplevelse, da de midt i det hele – efter ceremonien i moskeen (indrettet i en gammel fabriksbygning) – skulle de ind forbi byens rådhus for der at få de rigtige underskrifter og stempler – dem kunne moskeen ikke give dem.

Den dag kom, da der blev udskrevet folketingsvalg, og Mustafa ville som dansk borger også gerne være med til at bestemme, hvem der skulle sidde inde på Christiansborg. Godt nok følte han ofte, at han ikke blev behandlet lige så godt som de hvide danskere, men dansker var han dog og stemmeret havde han også.
Men det blev noget svært at bestemme sig og finde ud af, hvilke partier der bedst tilgodeså hans interesser. For de talte alle sammen om ’de fremmede’. En gruppe, der åbenbart udgjorde en stor – længe ignoreret – trussel mod den danske kultur. Han forstod først, hvad de snakkede om, da en ældre fru Kjærsgaard forklarede det med mere almindelige ord: Det var alle de mørklødede og muslimerne, der skulle ud af Danmark.
Mustafa endte med ikke at gå hen og stemme, selvom solen ellers skinnede klart. For politikerne mente åbenbart ikke, at han som ’fremmed’ skulle være med til at bestemme Danmarks fremtid. Og hvem kunne han også have sat sit kryds ved? De etniske minoriteter var endnu ikke repræsenteret i hans valgkreds, og alle de andre betragtede ham åbenbart som en truende ’fremmed’.
Da Mustafa blev gammel og døde, blev han begravet i udkanten af en kristen kirkegård, og præsten beklagede, at graven ikke kunne rykkes, så den vendte rigtigt i forhold til Mekka. Men da man alligevel ikke kunne garantere den muslimske evige gravfred, betød det vel ikke så meget? Om der var plads til, at Mustafa kunne vende sig i sin grav, melder historien ikke noget om.

Et tænkt eksempel. Sådan noget kunne aldrig ske i vores Danmark! Sådan tænker du nok umiddelbart. Men hvis du spørger nogle danskere med etnisk minoritetsbaggrund, er det desværre et andet svar, du vil få. Ikke i den forstand at alle har mødt alle de diskriminationsformer, der beskrives. Men de fleste har oplevet en eller to situationer, der ligner Mustafas oplevelser.
Det samme kan man se af f.eks Togeby og Møllers undersøgelse af oplevet diskrimination blandt etniske minoriteter (1999):
*Kun 64 procent af minoritetsunge født i Danmark finder en praktikplads, mod 85 procent af de unge med dansk baggrund.
*16 procent med tyrkisk baggrund har oplevet at få afslag på at leje eller køb af hus eller lejlighed, og hele 41 procent har oplevet at blive nægtet adgang til diskotek.
*46 procent med somalisk baggrund er blevet chikaneret af personalet, når de brugte offentlige transportmidler, 66 procent er blevet råbt efter på gaden, og 18 procent har oplevet, at hvide danskere har spyttet efter dem.
*35 procent af danskere med tyrkisk baggrund har oplevet fjendtlighed ved kontakt med paskontrollen, 21 procent ved kontakt med politiet.
*Sydjysk Universitetscenter har ligeledes i en undersøgelse med konstruerede jobansøgninger vist, at unge danskere med nøjagtigt samme kvalifikationer, men med fremmedartede navne, fik over en tredjedel flere afslag end deres kammerater med danske navne.

Disse tal viser, at Mustafa ikke bare er en enkelt uheldig fyr. Mustafa er en typisk nydansker. Han er en del af den hastigt voksende gruppe af unge, der er født eller opvokset i Danmark. Jeg hører dem ofte forundret sige: »Jeg skal da ikke integreres?!«. Det er en gruppe af nye danske borgere, der ingen eller kun lille tilknytning har til deres forældres hjem-land. Det er en gruppe, der grundlæggende føler sig som danske borgere.
Men gang på gang konfronteres de med, at resten af Danmark ikke ser dem som ligeværdige borgere, men som ’fremmede’. Nogle reagerer med frustration, andre reagerer ved at vende sig indad og understrege den etniske del af deres identitet. Få føler sig velkomne til at deltage i det danske demokratis snævre adgangsveje i partierne.

En ting er det fremmedhad, man kan mødes med af racister og andre hadske folk, en anden ting er den vanemæssige daglige diskrimination på arbejdsmarkedet osv. Men noget, der er endnu værre end den daglige tilsidesættelse, er dog, når også politikerne åbent giver udtryk for, at de danske borgere med etnisk minoritetsbaggrund ikke er ’rigtige danskere’. Som når vores indenrigsminister gentagende gange hævder, at de etniske minoriteters kultur og værdier er mindre værd end de traditionelt danske.
Men hvem snakker hun egentlig om her? Hvem er ’danskerne’, og hvem er ’de fremmede’? Er det hudfarven eller religionen, der nu skal til at definere det ’ikke-danske’? Hvorfor er nogle født i Danmark med minoritetsbaggrund nu mindre ’danske’ og mere ’fremmede’ end alle os andre?
Den holdning, at nogle danskeres værdier er mere rigtige end andres, minder for mig at se om en indstilling, der andre steder i verden fører til undertrykkelse og borgerkrige hver eneste dag.
Der er ikke brug for nye polariseringer i det danske samfund, men for at finde frem til, hvad vi kan forenes omkring.
Her ser det ud til, at vores medborgerskabsbegreb er utilstrækkeligt, og mange minoritetsdanskere har svært ved at føle sig som en del af medborgerskabets fællesskab.
Med udgangspunkt i, at alle har ret til et fædreland, er det de ansvarlige politikeres opgave at gå aktivt ind i debatten om og konstruktionen af et nyt medborgerskabsbegreb, der ikke udelukker visse grupper af danskere.

Det er ikke ’dem’, der skal tilpasse sig ’vores’ samfund - eller ’os’, der skal tilpasse os ’deres’ kulturer. Det er samfundet, der skal præges af os alle på lige fod. Uanset social, uddannelsesmæssig, geografisk eller etnisk baggrund.
Vi skal ikke acceptere, at en hel ny generation af unge danskere – som den omtalte Mustafa – skal vokse op og føle sig tilsidesat i det eneste fædreland, de har. Det kan det danske samfund ikke være bekendt.
Politisk er der nok at tage fat på:
*Skab et klageorgan som det svenske, hvor alle diskriminationssager kan behandles med mulighed for delt bevisbyrde, som der er i sager om kønsdiskrimination i dag.
*Indret børnehaver og andre institutioner med respekt for de forskellige kulturer i Danmark.
*Gør det til en kvalifikation at være to-sproget, f.eks. med muligheder for at tage de største fremmedsprog som valgfag med karakterer, hvor der er elevgrundlag for det.
*Ligestil alle religioner, og fjern de verdslige opgaver fra folkekirken.
*Giv etniske minoriteter mulighed for at få boliger andre steder end der, hvor de socialt svage danskere bor.

Men først og fremmest: Hold op med at betegne denne gruppe af danskere som ’fremmede’ med en underlegen kultur. Danmark er deres eneste fædreland. Her er de født, og her vil de meget gerne føle sig hjemme – hvis vi hvide danskere ellers giver dem lov.

Nana Bjerg er stud.scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu