Læsetid: 2 min.

Oprøret i august 1943 var dybfølt

Debat
23. november 2000

Niveauet er for lavt i opgøret med besættelsestidens såkaldte myter

Historisk set
Anledningen til kronikken den 13. november er den netop udkomne bog Stikkerdrab. De tre kronikører Kjær, Dahlberg og Skipper benytter lejligheden til at udradere det meste af, hvad der er skrevet om Danmarks besættelse 1940-45.
De fremhæver, at forskellige faghistorikere fra 1970’erne gik i gang med at blotlægge besættelsestidens hændelser uden hensyntagen til den påståede nationale myte om danskerne, der stod enigt sammen mod besættelsesmagten.

Mytens kompakte mur
Først i disse år slår denne objektive historieskrivning igennem mytens kompakte mur, ifølge kronikørerne. Der er næppe mange, som blot har en nogenlunde viden om besættelsestiden, der ikke ved at:
*Danmark blev udsat for et uprovokeret voldeligt overfald 1940 og havde som den overfaldne ret til selvforsvar, som dog kun blev udnyttet symbolsk.
*Mens krigslykken fulgte Tyskland, støttede den danske regering varmt, såvel i ord som i eksport af flæsk og smør, voldsmagten, der havde besat landet.
*Regeringen begik grundlovsbrud ved at tillade internering af kommunistiske folketingsmænd og do. borgere i juni 1941.
*August 1943 svingede folkestemningen blivende over i antitysk retning mod samlingsregeringens vilje og tvang regeringen til at gå af. Den officielle samarbejdslinie over for den voldelige nabo ophørte mod de bærende politiske partiers vilje. Modstandsbevægelsen havde fra en isoleret og famlende start placeret sig centralt og kunne fra augustoprøret 1943 regne med befolkningsflertallets støtte.
Hvad er det, vi som nation her i globaliseringens tid, ifølge kronikørerne skal, have »kollektive røde ører over«? Tror kronikørerne virkelig, at vi, eftergenerationerne af dem, der i august 1943 kom magten på tværs og væltede vore egne politikeres spil, er uvidende om sagens rette sammenhæng?

Historieforfalskning
Det lille morsomme »gruk«, som kronikørerne finder tankevækkende (citeret fra bogen Stikkerdrab af Stefan Emtekær), om, at »det lykkedes Danmark at vinde en krig, som vi slet ikke havde deltaget i ...«, er, ud over at være en raffineret grovhed, historieforfalskning.
Endelig skal historikeren Jørgen Hæstrup holde for. Han udstyres af kronikørerne med superlativet Enmandshæren, så er tonen anslået. Derefter orienteres vi om, at dr. Hæstrup, der indsamlede og udgav store mængder af historiske data om besættelsestiden, ikke selv »ydede en indsats som frihedskæmper under krigen«. Hvad skal vi have det at vide for? Høster kronikørerne i denne globaliseringens æra praktiske erfaringer ved at deltage i guerillakamp i Colombia?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her