Kronik

Vi har et problem og ønsker håb

2. november 2000

’Danskheden’ forsvinder ikke bare. Det gør det multikul-turelle heller ikke. Men lad os nu begynde en dialog om, hvordan vi vil have samfundet, når integrationen er sket

Økonomi & Politik
Så er den gal igen. Anden generationsindvandrere i Høje Tåstrup tyranniserer. I Odense får lærerne tæsk og føler sig så magtesløse overfor den samme gruppe af unge, at de nægter at undervise dem.
På Sydfalster går borgmesteren åbent ind for at afvise flygtninge som huses på det lokale feriecenter med begrundelsen, at det er imod lokalplanen. I radioen er der en hel formiddag afsat, hvor folk kan ringe ind og tale om, hvad der vil ske hvis de ikke var her. Politikere og embedsfolk er sat skakmat.
Konstant dukker nye historier op om, hvor forfærdelig svært det er, at få de andre til at opføre sig på en måde, som alle kan acceptere – det er alle historier i dagspressen som har det til fælles, at dialogen er opgivet – så er der kun kampen tilbage.

For snart to år siden blev aftalen om fred i Nordirland underskrevet. Da aftalen var forhandlet på plads, var vi mange der sad foran tv, dybt bevægede over det, der skete. Hvad var det, Tony Blair gjorde, som gjorde en forskel fra alle tidligere forsøg.
Jo, han krævede ikke noget på forhånd. Han dirigerede fokus væk fra forudsætningerne for fredsprocessen og talte engageret og lidenskabeligt om fremtiden. Han fortalte en historie, om at aftaletoget kører, og at alle er velkomne. Der blev skabt håb for fred baseret på en fælles drøm om fredelig sameksistens. Fredsprocessen er siden hen stødt på nye vanskeligheder, men gennembruddet i 1998 vil blive husket.

Den 28. juni i år blev der imellem det Korsikanske parlament og den franske regering indgået en aftale om selvstyre. De korsikanske nationalister har flere gange være på besøg i Belfast for at lære af irernes erfaringer. Aftalen på Korsika bygger således på det samme princip som i Nordirland, nemlig at starte forhandlinger om et fremtidigt selvstyre inden en egentlig fredsaftale var på plads.
Er det også muligt at bruge storpoliske løsningsmodeller til at finde energien for at skabe håb midt i al det fortrædelige?

Imagine Chicago et eksempel på at samtaler fremmer og udvikler. Imagine Chicago er verdens største sociale projekt og et fantastisk eksempel på, at det kan lade sig gøre, at skabe meget store forandringer på meget kort tid.
Bliss Browne er præsident for projektet. Hun bor, som hun selv siger det, i et meget blandet område af byen. Hun har set, hvordan unge talenter bliver spildt ved, at de ikke får en god uddannelse, kriminaliteten hærger og byen lider under de unges manglende positive bidrag. Hun igangsatte. projektet som drejer sig om, at ændre livsbetingelser og udfoldelsesmuligheder gennem dialog, netværk, curriculum og fremtidsforskning.
Projektet tog udgangspunkt i en ganske bestemt iagttagelse nemlig, at når denne udsatte gruppe af unge blev spurgt om, hvad de forestillede sig fremtiden ville bringe fremskrev de deres aktuelle virkelighed og talte om arbejdsløshed, fattigdom og overlevelse, men hvis de blev spurgt, om hvad der var deres drømme og ønsker, kunne de forestille sig et helt andet liv, som indeholdt muligheder og positive forventninger til det ukendte.
Denne erfaring er i Imagine Chicago projektet sat i system. Man uddanner børn til at interviewe andre børn og voksne og igennem værdsættende og anerkendende spørgsmål, bliver store grupper af mennesker pludselig opmærksomme på hinanden, der skabes forbindelse mellem mennesker, der ellers ikke plejer at tale med hinanden, ved at de snakker om fremtiden, og om de ønsker, de har til den. Spørgsmålene hjælper altså den enkelte til at finde nye perspektiver og muligheder i tilværelsen og disse perspektiver udløser igen nye handlinger og initiativer til gavn for både den enkelte, for bydelen og for byen som helhed.

I Ghettoen, hvor projektet begyndte, har fællesskabet forandret sig på tværs af race og religion. Kriminaliteten er mindsket, der er væsentlig mindre vold, og børnene har er mere engagementet i skole og uddannelse.
I hele Chicago er der nu gennemført over en million interviews. Disse interviews har sat nye ideer i gang om, hvordan der kan arbejdes med at skabe en fremtidig tilværelse som indeholder både personlige og sociale værdier.
Og det virker. Ideerne er mange steder blevet omsat til virkelighed. Der er bygget indkøbscenter i et område uden dagligvare butikker. Der bliver lavet udviklingsprojekter mellem museer og skoler. Der er skrevet teaterstykker, som har turneret og sat det multikulturelle samfund under debat. Der er lavet personlige netværk mellem unge og erhvervsliv, og sådan kan Imagine Chicago blive ved med at opremse resultater.
Hvad er ’det’, der får det til at ske?
Vi tænker, at det er ideerne og forestillinger om fremtiden, som skaber handlingerne her og nu. Hvis man f.eks. er bekymret over sin fremtidige økonomi, medfører det ofte dårlig nattesøvn, nervøsitet osv. Hvis du er bange for at blive overfaldet, vil du måske selv som forsvar være voldelig, anskaffe dig våben, undgå bestemte områder osv..

Vi fokuserer på håb for fremtiden, og udforsker de gode erfaringer fra fortiden. Dette fokus skaber en alternativ kontekst, hvori det bliver muligt at tale om drømme og visioner. Når det lykkes at holde håbet i live, får man tillid til, at det kan lade sig gøre at skabe ændringer. De synlige resultater betragter vi som vigtige symboler på, at det umulige ofte er muligt.

Håbet er drivkraften, der skal aktiveres når stridigheder og konflikter skal bilægges. Hvis vi taler om en modsætningsfuld fortid, er det næsten umuligt at undgå at vurdere og bebrejde, hvilket medfører defensive og forsvarsprægede reaktioner – både forståelig og sunde reaktioner.
Når enkeltpersoner og grupper derimod deler deres visioner og investerer både energi og ressourcer i samværet, åbner der sig nye muligheder for at fastholde dialogen og arbejde med udfra ideen, at ansvaret for fremtiden hviler på alle parter.

Måden at kommunikere på er indlejret i indholdet i det, vi siger. Vi arbejder endvidere på at skabe gensidig tillid igennem at tale med folk om det er der virkelig betyder noget for dem, om hvad de forstår som ufravigelige værdier i deres liver, og vi tillader alle synspunkter at komme frem.
Det, vi ønsker at opnå gennem disse samtaler, er:
nAt nå til en form for forståelse (Ikke enighed).
nAt fundere fremtiden på håb (Ikke fremskrivning af den oplevede virkelighed).
nSammen at skabe en fremadrettet bevægelse (ikke krav til samarbejde).
Drivkraften i bevægelsen er den psykiske energi, der opstår, når mennesker får lov til at fortælle hinanden historien om, hvem de er, og om hvad der betydningsfuldt og dyrebart for dem.
Det lyder næsten for nemt, men faktisk er der mange eksempler på, at problemer ligeså stille begynder at opløse sig, hvis det yderligere lykkes for os at fastholde fokus på visioner og nye ideer.
Integrering at give plads til forskelligheder.
Mange tror ,at det er politikere og embedsfolk som i den sidste ende har magten, og som også derfor er dem, som har eller skal have løsningen, men er det nu rigtigt? Er det ikke at have for store forhåbninger til, hvad den form for magt kan betyde. De har magten til at bestemme og træffe beslutninger, udfærdige love og forordninger, men den virkelige magt, den har vi selv.
Vi er hver især nød til at være med, hvis der skal ændres på måden, vi lever sammen med hinanden på.
Når vi taler om, at nydanskerne skal integreres, må denne proces begynde i en dialog hvor vi med hinanden udforsker, hvordan vi kan forestille os at samfundet vil se ud, når integration er sket.

Når vi traditionelt har så travlt med at kortlægge årsagerne til problemet, handler det ofte om at få skylden for ulykken placeret. Men at få skylden placeret hjælper lige fedt. Ofte skaber det blot mere had og frustration.
Flygtninge og indvandrere er ikke en homogen gruppe. Der er store politiske og religiøse forskelle – Der er tale om en meget sammensat gruppe, som ikke har meget andet til fælles, end at de bor og opholder sig i en for dem fremmed kultur. De kan ikke over en kam bruge hinanden som netværk på konstruktiv vis. Dertil er deres indbyrdes forskellighed for stor.
De fleste indvandrere er kommet for at blive og Danmark er på vej til at blive et multikulturelt samfund. Dette betyder ikke, at vi skal opgive vores grundlæggende værdier eller vores demokratiske overbevisninger. Den danske kultur er en stærk kultur og heldigvis kan man være dansk på mange måder. Det danske er velintegreret og vi behøver næppe at frygte, at danskheden vil forsvinde i en fremtidig integration.
Derimod kan man sige, at vi er dybt afhængige af, at vi vænner os til at være et samfund, hvor mange kulturer finder sammen i en både økonomisk og en social sameksistens til gavn for alle.

Integration drejer sig om, at vi skal fungere sammen. Dette betyder, at vi skal lære hinanden bedre at kende, og at vi bruger tid på, at forstå de styrende værdier i hinandens kulturer. Man behøver ikke at elske og acceptere, alt det man ser og hører. Men hvis integrationen skal lykkes, er det nødvendigt, at alle ud fra deres forudsætninger, gør sig umage med at prøve at forstå.
Integration handler om påvirkning, om holdninger, om normer etc. ting man ikke kan lovgive om. Men vi må huske, at holdninger, normer, følelser udvikles på et relationsplan – altså i mødet hvor enkeltpersoner ser og hører hinanden. Det er kun igennem konkrete samværssituationer, at holdninger kan ændres og udvikles.
Den proces, vi skal i gang med, bygger på ideen om, at alle skal bidrage med noget. Hvis dette skal lykkes, må vi begynde med at tro på, at alle har noget at bidrage med. Vi er på godt og ondt det stof, som drømme gjort af.

Tine Meisner, Jan Korzen og Mogens Frandsen samarbejder sammen med Peter Lang, Kensington Consultation Center i London med at udvikle og integrere metoder for løsning af konflikter, forsoning og mediering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu