Læsetid: 3 min.

Realismens realitet

Debat
7. november 2000

Som forsker og digter går jeg ind for en filosofisk realisme forbundet med formelle eks-perimenter, hvor-med der kan fore-tages afsøgninger af betydninger svarende til et ’udvidet realitets-begreb’

Filosofi
Min kollega Morten Kyndrup vil også debattere realisme (Information den 2. november) og vil især kommentere min bemærkning (28.-29. oktober) til Marianne Stidsens angreb på Skyum-Nielsen (18. oktober). Det er dog ikke den rene andedam.
Stidsen havde skrevet, at den litterære realisme og den filosofiske realisme var nært forbundne holdninger til det virkelige, mens den formalistiske holdning var knyttet til nominalismen.

Det er lige omvendt
Jeg gjorde opmærksom på, at det forholder sig lige omvendt. Mens Stidsen går ind for nominalismen og for den nominalistiske dekonstruk-tions »udvidede tekstbegreb« (alt er tekst), går jeg selv som forsker og digter ind for en filosofisk realisme forbundet med formelle eksperimenter, hvormed der kan foretages afsøgninger af betydninger svarende til et »udvidet realitetsbegreb«.
Virkeligheden er ikke blot det, vi oplever i 1:1-skala, men omfatter også ting, vi må nærme os med formelle eller formaliserede udtryk, hvad enten de er videnskabelige eller litterære.
Stidsen havde i øvrigt hævdet, at oplysningstidens filosofi typisk var nominalistisk, og havde anført Voltaire som eksempel. Jeg protesterede med Encyklopædien og Candide i hånden, men redaktøren skar alle mine henvisninger væk – en skrækkelig uvane i et nogenlunde frit samfund.
Kyndrup føler sig anfægtet som nominalist, og han er, som man kan forvente, en kende ophidset. Men han gengiver ikke diskussionens spørgsmål rigtigt, når han tror, den drejer sig om, hvorvidt »den ydre verden... eksisterer«.
Den drejer sig om, hvorvidt begrebers og formaliseringers opgave er at repræsentere virkelige forhold og lovmæssigheder, eller den er at projicere generaliserende forestillinger på en virkelighed, som ikke besidder nogen forhold og lovmæssigheder. Altså om, hvad vi tror, tanken foretager sig, når den danner begreber. Spørgsmålet kan rigtignok besvares på mangfoldige måder, men det kan man ikke krybe i ly bag, når man diskuterer Stidsens modstilling. Man kan næppe påstå, at modstillingen ikke er relevant.
Jeg nævnte i den bortskårne del af min tekst en litterær formalist som Jacques Roubaud, Frankrigs største nulevende forfatter, medlem af den udtrykkelige formalismes berømte værksted Oulipo (vort hjemlige Ø.K.-værksteds inspirationskilde), en forfatter, som også er matematiker og logiker og særdeles eksplicit som filosofisk realist. Borges er et andet, rigtignok ganske kompliceret tilfælde (som Blanchot har misforstået, mener jeg nu).

Kyndrup mener to ting
Kyndrup mener ellers to ting: At nominalismen ikke behøver at være videnskabsfjendsk, og at den litterære realisme ikke har nogen speciel basis i sprogets naturlige indretning? begge dele, fordi jeg påstår det modsatte.
Richard Rorty er et godt eksempel på den nominalisme, der f.eks. dyrkes i Århus. Ham må Kyndrup kende. Rorty mener kort sagt, at begreber blot er ord i et vokabular i en konversation. Konversationen erstatter erkendelsen: Den mest omfattende er den bedste; men spørgsmålet om sandhed er aflyst. Eller det skal stilles hermeneutisk, à la Gadamer.
At den litterære realisme bygger på den menneskelige kognitions og dermed sprogets basis i den kropsligt tilgængelige verden kan man overbevise sig om ved at sammenligne en realistisk roman med en avistekst. Den journalistiske tekst henter som romanen både stof og sprog fra vore umiddelbare tanker, taler og handlinger; derfor er den narrativ på ganske samme måde. Og fordi den er narrativ, har den f. eks. en synspunktsstruktur, der omfatter den berømte olympiske udsigelse: Vi udtrykker os uden besvær fra Sirius’ synspunkt, især når vi anvender begreber om virkelige forhold. Som når Kyndrup skriver (redaktøren sammenfatter, red.): »Brandt har to indstillinger: sort eller hvid«... Han mener sikkert, at dette gælder den virkelige Brandt. Begrebet »indstilling« er næppe en ren konstruktion, hvis Brandt skal kunne have den. Og det skal han kunne, hvis han skal kunne være Kyn-drups skurk i fortællingen om nominalismens elendighed eller storhed. På samme måde findes realismen faktisk i litteraturen, fordi den findes i den menneskelige kognition. Den er en kognitiv realitet. Men i filosofien dækker ordet et andet begreb. Ord er ikke det samme som begreber. Selv om Rorty tror det. Jeg trækker lingvistikken i vidneskranken.
Jeg, Brandt, har i øvrigt kun én indstilling: sort. Jeg mener f. eks., at det ser sort ud for den filosofiske dannelse i fædrelandet, hvis Kyndrups manglende skarphed er et repræsentativt udtryk for de lærdes aktuelle tilstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her