Læsetid: 1 min.

Stækket demonstration

Debat
20. november 2000

Demonstrationsfriheden knægtes ved den israelske ambassade i Hellerup. Politiet bør vise hensyn

Politiarbejde
En demonstration skulle finde sted foran Israels ambassade på Lundevangsvej forleden kl. 17. Jeg var på cykel fremme i området 10 minutter før det annoncerede tidspunkt for at få en god plads i den forventede trængsel, men jeg blev stoppet af en stor politistyrke, da jeg fra Byvangs Allé ville gå hen ad Lundevangsvej til ambassaden i nr. 4.
Der var ikke adgang til den brede trafiktomme villavej, hvor der i flere år har været spærret for gennemkørende trafik ved udmundingen i Ryvangs Allé.

Til stor gene for trafikken
Vi, der agtede at benytte den grundlovssikrede demonstrationsfrihed, blev henvist til den modsatte side af Ryvangs Allé langs hegnet til jernbaneområdet.
Selvom der blev spillet ret højlydt musik, har personalet på Israels ambassade næppe bemærket demonstrationen, og jeg cyklede hjem igen efter at have spurgt flere betjente om grunden til, at demonstranterne ikke måtte stå foran ambassaden på det modsatte fortov for ikke at genere den sparsomme trafik. Sådan plejer den slags at gå for sig – for eksempel ved den kinesiske ambassade, hvor vi en gang om året demonstrerer mod besættelsen af Tibet.
Betjentene havde ingen forklaring, men de kunne godt se, at det var uheldigt at henvise demonstrationen til Ryvangs Allé, hvor det var til stor gene for trafikken, der er ganske betydelig en fredag ved 17-tiden. Et stort antal politibiler, der blokerede fortovet, så fodgængere måtte ud på kørebanen, gjorde ikke sagen bedre.
Næste gang, der ansøges om tilladelse til at demonstrere ved en ambassade i Hellerup, må politiet vise mere hensyn til borgernes trafiksikkerhed og henvise demonstranterne til en plads, hvor de hverken generer ambassadepersonalet eller andre velkomne beboere og trafikanter.
Jeg foreslår Brønshøj Torv eller Stændertorvet i Roskilde. Vi har ret til at demonstrere, men kun der, hvor politiet finder det mest praktisk. Mange hensyn skal varetages, og Udenrigsministeren ved bedst, hvad der kan betale sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her