Information bruger Flemming Balvig til at fortie nuancer om hårde straffe
Kriminelt
Hver eneste gang emnet »hårdere straffe« bliver bragt frem, bringer Information en rygmarvsreaktion fra Flemming Balvig gående ud på, at det er slemt at straffe, at det eneste, der hjælper er, at de kriminelle føler, at der er brug for dem, og at nogen holder af dem.
Nogle eksempler
Den 30. oktober stod der således med store typer på forsiden: »Hårdere domme giver større kriminalitet«. Men det passer ikke. Sådan som det fremstilles i avisen, er det usandt.
Byen Singapore har ekstremt hårde straffe. Er der særlig stor kriminalitet i Singapore? I New York har man gode erfaringer med såkaldt »No nonsense policy«, dvs. at man afregner hurtigt, kontant og konsekvent også for ret små forseelser. Så vidt mig bekendt er kriminaliteten faldet lidt i New York i de senere år.
Dette står i skarp modstrid med, hvad Balvig citeres for i avisen. Tilsyneladende citerer Balvig selektivt, dvs. han forbigår de oplysninger, der går imod hans grundholdning. Er det redelig journalistik, at Information altid citerer den samme ekspert, en ekspert der har slagside til en bestemt side ? Hvad med noget mere objektiv og alsidig journalistik ?
Tilbagefaldsprocenten
I Canadas kriminalforsorg har man i de senere år slået ind på en relativt barsk linje, men også en linje baseret på forskning, viden, og individuel vurdering af de kriminelle. Dette har bragt recidivet (tilbagefaldsprocenten) ned på ca. 25 procent over de første to år efter løsladelsen. Til sammenligning ligger recidivet i Danmark på et mellem-niveau (ca. 40 procent).
Den canadiske model er dyr, men altså relativt effektiv. Den baseres ikke på fordomme om, at kærlighed altid er godt (som i Danmark), men på viden. En viden om at i visse tilfælde er der brug for kærlighed, men i mange andre tilfælde hjælper kærlighed ikke en dyt. Det gælder f.eks. hvis den kriminelle har psykopatiske træk: Da er der simpelt hen tale om en slags fejljustering i hjernen. Jævnfør den aktuelle sag om Peter Lundin.
For visse typer kriminelle har Anders Fogh ret det eneste der hjælper, er hårdhed og konsekvens. For andre typer har Balvig ret.
Virkeligheden er altså kompliceret. Informations ensidige fremstilling af forholdene er ikke en lødig avis værdig.