Kronik

Systemfejl i grundloven?

Debat
16. november 2000

Forbehold og folkeafstemninger har kortsluttet dansk EU-politik - altsammen på demokratisk vis! Men vil et flertal af danskerne virkelig ud af EU - eller bare være med uden at være med?

Økonomi og politik
Da vor nuværende grundlov blev til i 1953, var den så forudseende, at den i § 20 rummede en bestemmelse, der tog højde for, at den dag kunne komme, da Danmark ville ønske at tilslutte sig et system som Det europæiske Kul- og Stålfællesskab oprettet i 1952 eller de senere to europæiske fællesskaber, dvs. Det europæiske økonomiske Fællesskab fra 1958, der senere blev til EF/EU, og Euratom ligeledes fra 1958.
Desværre har udviklingen også vist, at § 20 har gjort det mere og mere umuligt for Danmark at forblive i EU. For EU er et dynamisk system, hvor man ret ofte ændrer traktatgrundlaget på en måde, som kan indebære suverænitetsoverladelse på nye områder.
Efter nej’et ved folkeafstemningen om unionstraktaten i 1992 fik vi som bekendt det nationale kompromis og de fire undtagelser vedrørende fælles valuta, retssamarbejde, forsvar og unionsborgerskab. Derefter kunne det blive et ja ved den anden folkeafstemning om unionstraktaten. Siden fik vi et ja til Amsterdamtraktaten, der ubestrideligt imødekom særlige danske ønsker (miljøgaranti, beskæftigelse m.v.).
Nu har vi så lige fået et nej til den fælles valuta, og en Nice-traktat er på vej. Den ventes bl.a. i vid udstrækning at afskaffe det enstemmighedsprincip, der i dag findes i mange bestemmelser i EF-traktaten.
Folkebevægelsen mod EF har allerede krævet folkeafstemning om Nice-traktaten. Regeringen hævder, at det ikke er nødvendigt, da Nice-traktaten ikke ventes at rumme suverænitetsoverdragelse på nye områder.
Hvorom nu alt er, så ventes der at følge nye traktatændringer efter Nice-traktaten, så der kan altså senere opstå situationer, hvor vi skal afholde folkeafstemning om traktatændringer som følge af vort medlemskab af EU. Det bliver næppe let for Danmark fortsat at hænge på!

Det er efterhånden klart for de fleste, at afholdelse af folkeafstemning om enkeltstående EU-spørgsmål er en ren chancesejlads. Mange vælgere vil – bl.a. som følge af agitation fra forskellige bevægelsers side – benytte lejligheden til at stemme nej, uanset hvad folkeafstemningen isoleret set handler om. Det har bl.a. rundspørger efter euroafstemningen vist.
Set med mange vælgeres øjne ’koster’ det heller ikke så meget at sige nej til isolerede elementer af EU-samarbejdet, for Danmark kan jo alligevel fortsætte med at være med i EU, mener de vel. Selv EU-tilhængere benytter EU-folkeafstemninger om enkeltspørgsmål til at protestere mod dette eller hint fra EU’s side, som ikke er afstemningens genstand.
Endelig er der sager om suverænitetsoverladelser, der er så ’små’ og tekniske som f.eks. sagen om dansk tilslutning til den europæiske patentordning (EPO) i sin tid, at Folketinget, da der oprindelig ikke var fem sjettedeles flertal for tilslutning, ikke turde lægge sagen ud til folkeafstemning, da det ville være ude af proportion med sagens betydning generelt set for Danmark, og en folkeafstemning i øvrigt kunne ventes boykottet mere eller mindre. Det var et sådant forhold, der fik daværende professor Claus Gulmann (nu dansk dommer ved EF-domstolen) til i en artikel i et juridisk tidsskrift at påpege, at store suverænitetsoverladelser for så vidt kunne få lettere ved at blive gennemført end små! Danmark tilsluttede sig da også først EPO, da der endelig blev det fornødne fem sjettedeles flertal derfor i Folketinget.

Den slags kan jo gå med hensyn til sager uden for EU som EPO. Men det kan man ikke sige om sager, der fremkommer som følge af vort medlemskab af EU. Står vi i kraft af medlemskabet af EU i en situation, der involverer en mindre suverænitetsoverladelse, kan der ske det, at man fra dansk side ganske enkelt må opgive at være med, fordi man ikke kan opnå fem sjettedeles flertal i Folketinget og enten ikke finder sagen stor nok til at komme ud til folkeafstemning eller på forhånd finder, at en folkeafstemning vil medføre et nej.
I en sådan situation kan det blive aktuelt at prøve at få flere danske EU-undtagelser. Men hvor længe kan vi blive ved på den måde, og hvor længe vil de andre EU-lande gå med til det? Og at tro at vi fra dansk side igen og igen kan stå i vejen for ændringer, de andre medlemslande ønsker, fordi de vil bringe os i vanskeligheder i forhold til grundlovens § 20, er urealistisk. Vores forfatning er jo ikke deres eller EU’s. Det må være vores problem, hvis vi hele tiden støder på vanskeligheder med grundloven, hvis vi skal følge med de andre medlemslande. Allerede under de igangværende forhandlinger om Nice-traktaten har dette været aktuelt, men i første omgang er der åbenbart i hvert fald på ét vigtigt punkt (socialpolitik) taget hensyn til de danske problemer med grundloven og folkeafstemningsproblematikken.

Ingen vil kunne fortænke de andre EU-lande – eller os selv – i efterhånden at nå til den konklusion, at grundloven i virkeligheden er til hinder for vort fortsatte medlemskab af EU. En tid lang kan vi hænge på som en slags B-medlemmer, men sandhedens time nærmer sig. For danske blokeringer for ting, de andre EU-lande måtte ønske, kan blive for mange, og antallet af danske undtagelser, der måtte blive aktuelle, fordi vi ikke kan påregne at få nye traktatændringer igennem herhjemme, kan ikke vokse ubegrænset. Vor deltagelse i de afgørelser, der træffes af EU’s institutioner, kan også blive problematisk, hvis EU-lovgivningen i stigende grad ikke skal gælde for Danmark.
Med andre ord: Danmark kan dels i kraft af kommende traktatændringer, de andre medlemslande efter omstændighederne kan gå med til uden forfatningsmæssige problemer, blive tvunget til at give op i forhold til EU. Set ud fra et ønske om at kunne forblive som medlem af EU, og det var egentlig grundlovens hensigt, så må Danmark efterhånden konstatere, at selve grundloven kan hindre os i at forblive medlemmer. For så vidt lider grundloven af en systemfejl.
Det er dygtigt lykkedes folk som Jens-Peter Bonde, Drude Dahlerup, Krarup m.fl. at sabotere dansk deltagelse på lige fod med de øvrige EU-lande. Ole Krarup er på sin vis mest reel. For hans bevægelse har det legitime øjemed at få Danmark meldt helt ud. Men JuniBevægelsen har spekuleret i at fortælle vælgerne, at man sagtens kunne stemme nej og alligevel forblive i EU. Det samme har SF og f.eks. Kristeligt Folkeparti til en vis grad gjort.
Danmark står – og det er vores egen skyld - med ryggen mod muren og trængt op i et hjørne. Vores forhandlere prøver under stadigt større vanskeligheder at dæmme op for nye problemer i forhold til grundloven. Nye folkeafstemninger om EU-forhold og –undtagelser må for snart sagt enhver pris undgås, for de ventes tabt på forhånd. Men det er en prekær sejlads, der er så godt som dømt til at mislykkes. På den ene side de andre medlemslande og deres ønsker om ændringer og på den anden de danske vælgere og diverse bevægelser, der på lovlig, men udenomsparlamentarisk vis er rede til at kaste grus i maskineriet.

Der var næppe nogen, der i 1953 kunne forudsige denne situation. Men dygtige organisatorer fra den yderste venstrefløj, der i dag bekender sig til det parlamentariske demokrati, har gjort brug af det indirekte demokrati, som folkeafstemningsinstituttet udgør, til at kortslutte dansk EU-politik. På det seneste har de så fået dygtig hjælp fra højrefløjen samt nogle flinke opportunister i Folketinget.
I realiteten har grundlovens § 20 skabt nye og til en vis grad ekstraparlamentariske partier i Danmark som for nylig med rette påpeget af valgforskeren Lars Bille. Det har gjort forskellen. Grundlovsfædrene havde ikke forestillet sig dette. Og uden de nævnte partier, der alene har søgt og også opnået at blive repræsenteret i Europa-Parlamentet, men ikke ønsker at sidde i Folketinget, havde vi næppe heller fået de ovennævnte problemer. Så havde vælgerne i tilfælde af folkeafstemning om EF/EU-forhold hver for sig i ro og fred kunnet lytte til de af dem valgte medlemmer i Folketinget og så i lyset af de folkevalgtes råd sige ja eller nej til ny suverænitetsoverladelse og lignende.
Grundloven har i kraft af § 20 bevirket en uholdbar splittelse mellem store dele af befolkningen og Folketinget på det vigtige område, som EU-medlemskabet vedrører. Den nuværende blanding af direkte og indirekte (repræsentativt) demokrati er med til at forkludre dansk poltik i forhold til omverdenen. Selv nok så velmente og for så vidt potentielt nyttige kompetencekataloger, der ganske vist kan blive svære at få igennem på EU-plan, kan næppe ændre på den situation, at Danmark synes at nærme sig vejs ende i forhold til EU. Der er betegnende, at man forleden i en avis kunne se en kommentator tale om, at vi har indladt os på den lange march ud af EU’s institutioner!

Kan der slet ikke gøres noget ved alt dette? Jo, men det vil bl.a. kræve, at der i Folketinget vil kunne sikres fem sjettedeles flertal, hvor det i dag ikke synes muligt, og at man så tør bruge det. Imidlertid er kravet om fem sjettedele i sig selv så strengt, at det i mange sager ikke kan tages for givet. Dertil kommer så, at tilbage står stadig tre EU-undtagelser, der bl.a. som følge af politiske løfter kun kan fjernes ved folkeafstemninger. Deres resultater kan ikke forudsiges med sikkerhed.
Måske bør man overveje at tage en folkeafstemning, hvordan den så måtte kunne konstrueres forfatningsmæssigt, om hele Danmarks forhold til EU inklusive de bestående undtagelser, eller se at få ændret grundloven. Men søger man det sidste for at gøre det lettere for Danmark at være medlem af EU, vil en sådan grundlovsændring antagelig være umulig at opnå.
Så det ser unægtelig ud til at blive svært at undgå nye danske kriser i forhold til EU, som inden for en overskuelig fremtid kan sætte vort medlemskab på spil. Konklusionen må blive, at den danske grundlov med den venligt tænkte § 20 er en klods om benet for dansk medlemskab af en union så dynamisk som EU.
Selv professor Krarup og den snu Jens-Peter Bonde kunne næppe have udtænkt en bedre (for dem) formel end § 20.
Næppe noget andet EU-land kender til så strenge krav som 5/6 flertal i parlamentet som forudsætning for at gå med til at gennemføre EU-traktatændringer, og folkeafstemninger er af natur konservative, dvs. de fører lettere til et nej end til et ja. Det er så at sige ’double trouble’, vi har med at gøre i grundlovens § 20.
Derfor kan det ikke undre, hvis Danmark er tæt på at måtte melde pas i forhold til EU. Men det er jo heller ikke døden at stå udenfor! Er det så det, den danske vælgerbefolkning vil?
Måske vil vi – på typisk dansk manér – både være med og dog ikke være med.
For selv om alt er gået for sig på demokratisk vis, er resultatet ikke nødvendigvis udtryk for det, flertallet af danskerne vil. Og det var trods alt næppe meningen med det hele. Systemfejl? Ja i hvert fald i forhold til dansk medlemskab af den slags supranationalt samarbejde, som grundloven af 1953 ønskede at fremme!

Det skisma, vi i disse år oplever i form af splittelse mellem vælgernes stemmeafgivelse ved folketingsvalg og ved folkeafstemninger om EU, kunne undgås, hvis EU var en egentlig føderation. Så ville valg til det nationale parlament intet have at gøre med det, der foregik på EU-plan, da de nationale parlamenter i en egentlig føderation ikke deltager i den føderale beslutningsproces, hvor beslutningerne træffes af politikere, der har deres eget mandat helt uafhængigt af enkeltstaterne. Men det er jo et andet aspekt, om end det nok kan forekomme tankevækkende! Måske lider også selve EU af en systemfejl?

Peter L. Vesterdorf er lic. jur., kon-torchef i Håndværksrådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her