Læsetid: 5 min.

Værdier med Lars von Trier

3. november 2000

Alle efterlod andægtigt bio-grafen. Flere havde røde øjne. Vi var vidner til effekter-ne af en opbygge-lig fortælling

Kommentaren - Kristendom
Hellere sidde i biografen og tænke på Vorherre end sidde i kirken og tænke på film, hedder en populær strofe - sådan omtrent. Det er efterhånden lang tid siden man holdt op med at gå regelmæssigt i kirke. Opøvelse i kristendom må man så skaffe sig andetsteds, og hvorfor ikke i biografen?
Hvis den religiøst givne refleksion ikke blot fordrer indadvendt tænkning, men også følelser, ja så slår biografen kroen med flere længder. Her kan vi føle os rørte over menneskelig varme og harmes over verdens uretfærdighed. Hvor den kirkelige form på mange virker anakronistisk, er det filmiske medie nærværende for de fleste. Her dyrkes de store fortællinger i de store formater.
En af de største, hvis ikke den største, af disse fortællinger kan vi opleve i Lars von Triers Dancer in the Dark. Filmen starter med en ouverture. Lærredet er helt blankt, og man hører således kun musikken. Eller rent faktisk hørte man, da jeg var inde at se filmen, mest lyden af popcorn og slikposer. Nu skulle man sørme hygge sig.
Det gjorde man bestemt ikke, da filmen var slut. Alle efterlod andægtigt biografen. Flere havde røde øjne. Andre mere hårdkogte blot med en klump i halsen. Vi var vidner til effekterne af en opbyggelig fortælling. Det kan godt være, at plottet var meget konstrueret, at den virkelig fik hele armen, men hvem har sagt, at realismen er standarden? Manipulationen virker, når den virker. Hvis man skulle tale om noget genuint, må det være de følelser og instinkter, som filmen aktiverede.
Det er måske lidt vovet, men jeg vil påstå, at ikke blot Dancer in the Dark, men at store dele af Lars von Triers produktion skal læses på baggrund af en kristen etik, og videre at disse films succes i høj grad lader sig forklare ved denne forbindelse. Derfor de røde øjne og klumpen i halsen. Lad os her blot nøjes med de to store trilogier: Europatrilogien og Guldhjertetrilogien.

Europatrilogien
Umiddelbart skulle man mene, at det, der binder Europa trilogien sammen, er, at den foregår i Europa. Graver vi et spadestik dybere, finder vi dog hurtigt ud af, at det handler om skyld og ansvar. Europa er ikke blot en geografisk markør. Det er også symbolet på den menneskelige fortabelse. I den moderne og sekulære tid er Holocaust blevet symbolet på denne fortabelse.
Efter Holocaust er der ingen længere, som kan tro sig uskyldig og ren. Alle film i Europatrilogien viser, at troen på egen uskyld er hybris. Vi er alle syndere. Den, som tror sig Herren lig, er ofte den, som har de største forbrydelser på sin samvittighed. Den amerikanske togkonduktør i Europa troede, at han efter Anden Verdenskrig kunne hjælpe de fortabte. Han var den fremmede, der ikke havde del i ulykken. Der er imidlertid ingen, som ikke har del i ulykken. Vi har alle arvet et kors. Togkonduktøren vikles, sine gode intentioner til trods, ind i et net af varulve – i grupper af tyskere, som stadig gør modstand efter Det tredje Riges fald. Han bliver følgelig en del af den forbrydelse, han søger at lindre. I Epidemic – Europatrilogiens anden film – gentages temaet. Her er det pestlægerne, som selv spreder pesten. Endelig deler også den første film dette tema. I Forbrydelsens element ender detektiven med at udføre det sidste mord og fuldender herved den forbrydelse, han skulle opklare og forhindre.
Vi kan her anskueliggøre Triers pointe ved at anvende Kierkegaards sondring mellem det etiske og det religiøse stadie på livets vej. Etikeren erkender og respekterer i modsætning til æstetikeren den moralske lov. Etikkens heltefigur er den, som følger loven til punkt og prikke. Den religiøse erkendelse grundlægges derimod på erfaringen af, at mennesket aldrig kan leve op til loven. Der kan kun stræbe mod det fuldendte. Vi møder således det fuldendte i negativ form – som erfaring af skyld. Den religiøses dårlige samvittighed står således i skærende kontrast til etikerens gode samvittighed. Det er denne grundlæggende skyld, som Europatrilogiens mandlige hovedpersoner skyer, og som Trier går kraftigt i rette med.

Guldhjertetrilogien
Hvis vi fortsætter med Kierkegaard, så er det religiøse ikke kun givet ved erkendelsen af synd, men også ved bekendelse og tro. Denne bekendelse begrundes ikke rationelt eller med henvisning til en tradition og en overlevering. Den centrale bibelske historie bliver derfor Abrahams offer. Abraham viser og bekender sin tro gennem en vild og vanvittig handling, der strider mod enhver menneskelig lov og fornuft.
Hvis synden er temaet i Triers Europatrilogi er ofret det i Guldhjertetrilogien. Alle tre film – Breaking the Waves, Idioterne, og Dancer in the Dark – handler om en grundlæggende vanvittig og uselvisk handling. Breaking the Waves tematiserer det kristne mest eksplicit. Bess er parat til at gøre hvad som helst for, at Jan kan blive rask. Også selv om det betyder, at hun lyses i band af den kirke, hun tilhører. Det er kun op til Gud at dømme.
Guds tale til Bess er stærkere end den kirkelige autoritet. I Idioterne spasser Karen overfor sin familie og bliver udstødt, og endelig bliver Selma i Dancer in the Dark af et nævningeting idømt den strengeste straf. Alle tre kvindeskikkelser udfører handlinger, som de finder rette, uanset at de ved, at de vil føre til deres undergang. Og alle gør det, fordi en indre stemme taler til dem og fordrer et brud med alt det, de er rundet af.
Triers to trilogier skitserer to etiske doktriner, hvilket forskellen på hovedrolleindehavernes køn også understreger. Den første trilogi rummer en kritik af det i sig selv hvilende individ og fordrer en erkendelse af ansvar og skyld. I modsætning hertil er Guldhjertetrilogien en kritik af enhver form for taksonomi: Af institutioner, traditioner, regler og love, og den fordrer en form for selvmorderisk handling igennem hvilken, man distancerer sig fra det socialt accepterede og bekender sin tro.
En kristen etik forsoner ikke disse to etiske doktriner. Den hviler på to søjler: skyld og offer. Den kristne etik be-står præcis i individets konfrontation med et uløseligt dilemma. Den skaber en allestedsnærværende fordring om at handle, men underminerer samtidig ethvert sikkert grundlag for den selvsamme handling. Den stiller spørgsmålet og fordrer, at vi svarer. En fordring, som langtfra blot er en filmisk fiktion, men en af alle oplevet realitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu