Læsetid: 2 min.

Det vilde skoleridt

1. november 2000

Jean de France alias Hans Hauge vil hellere bryde ned end bygge op i sit lærde snæversyn

Litterært
Man kan sige meget om Hans Hauge. Jeg vil holde mig til tre oplagte karakteristika. Han er for det første altid god for et festligt polemisk indlæg, skarpe synspunkter der får folk til at spærre øjnene op. Slag i bolledejen. For det andet har han sjældent lavet ordentlig research, checket det stof som han vil gøre sig klog på. Det kunne man læse forleden i en disput i Weekendavisen og med den kronik han forfattede til Information lørdag den 28. oktober gentager historien sig.
Nu er det ikke semiotikkens fædre det handler om, derimod den nye udgave af Danske Digtere i det 20.århundrede, der angiveligt skulle have negligeret den postkoloniale litteratur(teori). Forfattere som Ib Michael, Carsten Jensen, Thomas Boberg og Astrid Saalbach nævner Hans Hauge som relevante i denne sammenhæng. Jeg har lavet de famøse forfatterskabsportrætter og vil til almindelig orientering, inklusive til Hans Hauge, sige, at man i nævnte værk side 174, 178 (om Ib Michael), side 346-47 (om Carsten Jensen), side 369-70 (om Thomas Boberg) og side 418 (om Astrid Saal-bach) kan læse om fænomener som falder ind under den teori Hans Hauge åbenbart har tager til sig.

Den postkoloniale teori
Det er ganske vist termer som ’imperialismekritik’, ’orientering mod den latinamerikanske kultur, dens historie og magiske aner’, jeg anvender, og jeg kan retrospektivt godt se og høre hvorfor Hauge er skuffet. Læreren har nemlig læst hos andre hvad det rigtige facit er og han anerkender kun det rigtige ord: Den postkoloniale teori. Hvorfor i øvrigt ikke fører argumentationen videre og perspektivere til det i alle henseender perspektivrige multikulturelle samfund?
Årsagen er velsagtens at Hans Hauge for en gangs skyld tænker ud fra sit eget fag, nemlig engelsk-amerikansk litteratur, hvor det er en gammel nyhed at bedrive postkoloniale studier. Apropos kolonialisme: At påstå at det postkoloniale syndrom skulle være nøglen til ovennævnte forfatterskaber er regulær fagimperialisme. To af de begreber som spiller den største rolle i den postkoloniale teori – ’alteritet’ og ’mimicry’, der betegner henholdsvis frygten for det fremmede og dets tiltrækning og den koloniseredes mimen den dominerende kulturs forestillinger – er det f.eks. sin sag at overføre på forfattere, der bevidst placerer sig i en eksil- outsiderposition.
For det tredje fornægter dekonstruktivisten sig ikke hos Hans Hauge. Det ligger til denne ’teori’ at blæse en detalje op som om den er sandheden om den smuldrende tekst.
Det er i marginen det interessante ligger, og det er denne snurrige magttænkning der bærer det moderigtige polemiske angreb. Sansen for en kunstnerisk helhed, for kunsten som erfaringsdannelse, for kunsten som et personligt projekt i livtag med tiden – og et forfatterskabsportræt inkluderer sådanne overvejelser – er sort snak for dekonstruktivisten, der er i sit es, når han påtager sig rollen som systemnedbrydende kritiker. Jeg tvivler ikke på at det en gang bliver relevant at læse dele af den danske litteratur som multikulturelle stemmer.
Den tid, den glæde, men at overføre de nuværende minoritetsstudier i engelsk litteratur til 90’ernes forfatterskaber er politisk korrekt populisme eller hovedløs fagimperialisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu