Kronik

Balladen om det sorte guld

Debat
14. december 2000

Regeringen har helt slået storhjernen fra, når det handler om Nordsøen og olien. Vil vi have selvforsyning – eller bare gode handelstal nu? Og hvorfor skal A. P. Møller ikke holde sine aftaler?

Økonomi & Politik
En skærpet beskatning af Nordsøens sorte guld indgår i den finanslovstekst for 2001, som netop er vedtaget. Det anføres i et afsluttende kapitel, at regeringen vil fremlægge udkast til et lovforslag, der indebærer en effektiv beskatning af den overnormale forrentning af indtægternepå olie og gas fra undergrunden – se herom nedenfor.
Man peger også på en mulig øget statslig deltagelse – men samtidig indskærpes det, at den nye beskatning kun skal gælde for fremtidige koncessioner...
Med andre ord: To skridt frem og et tilbage.

Men hvorfor er det kommet hertil, at regeringen efter aftale med venstrefløjen flirter med tanken om øget beskatning?
Hvorfor er man nået til et punkt, hvor man omtaler statsdeltagelse fra DONG’s side – som en mulighed?
Forklaringen skal søges i den aktuelle situation:
Det går rigtig godt for olie- og gasselskaberne i Nordsøen. A. P. Møller og de to kompagnoner i DUC Shell og Texaco høster stor fortjeneste.
Denne succes er en kombination af tre forhold: De danske skatteregler er lempeligere end i Norge og Holland, olieprisen og dollarkursen topper og det samme gør produktionen, der langt overstiger det danske olie/gas-forbrug.
Det økonomiske Råd skrev december 1999 til regeringen, at DUC-selskabernes fortjeneste ligger et pænt stykke over fortjenesten i den almindelige danske industri. I Energistyrelsens rapport fra maj i år om de danske Nordsøaktiviteter kan læses, at afkastet de seneste år nærmer sig 18 procent mod normalt 10 procent.

Med de eksisterende oliepriser og den herskende dollarkurs betyder det, at DUC i år tjener 11,4 mia. kr. – lige så meget som de foregående tre år tilsammen. Og ifølge Energistyrelsens beregninger kan DUC forvente en profit efter skat og afgifter næste år på 14,2 mia. kroner. Staten får også sin andel af fortjenesten – godt ni mia.- i 2000, men det er bemærkelsesværdigt, at den danske stats andel af produktionsværdien er lavere end i Holland og Norge.
Den såkaldte kulbrintebeskatning, der skulle træde i funk-tion, når oliepriserne virkelig røg til vejrs, har aldrig fungeret efter hensigten.
Skatteministeriet har erkendt, at olieprisen skal helt op på 77 dollars pr. tønde for resten af dette år – altså det dobbelte af i dag – før denne særlige skat vil udløse penge til staten og dermed til alle landets borgere.
Men hvorfor dette fravær af effektiv beskatning?
Her som andre steder gælder, at hvis fradragsmulighederne er gode, kan et selskab i et vist omfang selv bestemme, hvad der skal afleveres til fællesskabet. Den almindelige selskabsbeskatning er således omgærdet af særregler, når det handler om Nordsøaktiviteterne. Udgifterne til efterforskning kan fradrages på særligt gunstige vilkår, bl.a. ved at blive sparet op og modregnet senere i indtægter fra gode år.

Kulbrintebeskatningen er et eventyr i fradragsmuligheder: her kan man fradrage alle former for skat, her kan man fradrage udgifter til efterforskning og lån, her har man det såkaldte kulbrintefradrag på 25 procent af investeringerne, der gives for 10 år. Altså et fradrag på 250 procent. Trylleordet hedder fradrag.
Der er således al mulig grund til at indføre en ny beskatning – især i en situation hvor produktionen har nået et foreløbig højdepunkt og alle meldinger angiver, at langt mere olie og gas end tidligere antaget kan udvindes på kommercielle vilkår.

Fraværet af en rimelig beskatning er imidlertid kombineret med et mindst ligeså omfattende problem: Skal udvindingen af olie og gas dikteres af kortsigtede profitinteresser, hvilket indebærer en hurtig tømning af lagrene, eller skal der tages skyldig hensyn til miljøet?
Tilsyneladende er landet i fuld gang med at afvikle enhver illusion om selvforsyning. Der er p.t. så meget tryk på tømningen af Nordsøens olie og gas, at den er tørlagt om få år. Det er ikke nogen nyhed. Det fremgår tydeligt af Energistyrelsens årlige rapporter herom. Olieproduktionen falder markant fra år 2002 og gasproduktionen fem år senere. Sådan har billedet tegnet sig gennem mange år. Nye fund kan næppe hamle op med den aktuelle produktion.

Faktisk antyder Det Økonomiske Råd i deres rapport fra december 1999, at regering og folketing burde overveje, om det ikke var en bedre ide at gemme en del af ressourcerne fremfor som nu at tømme dem hurtigst muligt. Og dette skriver Rådet, fordi det faktisk stadig er muligt at underlægge produktionen politisk styring.
Det er nemlig staten, der bestemmer størrelsen af olie- og gasproduktionen. I praksis dog kun gasproduktionen, hvor der i dag er lagt et loft. En ansvarlig og samfundsstyret energipolitik ville for længst have fastlagt produktionskvoter, som sikrer Danmark en langsigtet selvforsyning, hvor vi ikke bliver afhængige af oliesheikerne, som i 70’erne.
Imidlertid virker det som om Regeringen har slået storhjernen fra og helt glemt, hvad ordet selvforsyning betyder. Det er druknet i ønsket om positive handelstal, hvor en stor nettoeksport af danske energiressourcer går forud for selvforsyningen på længere sigt.
Vil man en genvurdering af hele Nordsøpolitikken, må man overhovedet forholde sig til den hidtidige laissez-faire politik: Hvorfor kan A.P. Møller i strid med gældende aftale nøjes med at tilbagelevere 10 procent og ikke 25 procent af deres olieområde i Nordsøen til staten sidste nytår? Hvorfor denne ulidelige slaphed? Og vil den gentage sig i år 2005, når DUC skal tilbagelevere de næste 25 procent af deres arealer?

Har regeringen mod på at revidere den nuværende Nordsøpolitik, hvor regeringen og folketing hele tiden danser efter A.P. Møllers pibe, kan vi anbefale, at man går til angreb på tre områder for at sikre øget indtægt i statskassen og betrygge de langsigtede energi- og miljøhensyn:
*Det fremlagte udspil til en effektiv beskatning af den overnormale forrentning må kombineres med skat på alle former for udslip – CO2 som metan – ligesom der bør overvejes en effektiv beskatning af de eksisterende koncessioner. De norske erfaringer viser, at en CO2 afgift ikke blot betyder øget indtægt til staten, men også indebærer mindre gasafbrænding og dermed mindre CO2 udslip. De danske olie- og gasplatforme brænder simpelthen langt mere gas af lige ud i den blå luft end i Norge.
*Lad staten tage over i stigende omfang. Det danske statsselskab DONG, hvis profit tilfalder fællesskabet, har netop vist, at det er indstillet på at eftersøge olie i områder, som helt har været opgivet af de private. DONG har rent faktisk fundet olie i Nini-feltet, der ligger 60 km fra DUC’s olieholdige centralgrav. Selv de økonomiske vismænd, der næppe udgør revolutionens fortrop, skrev i december 1999, at man for at sikre penge til fællesskabet og for at give de private et effektivt modspil med fordel kunne øge statsdeltagelsen.
*Produktionstakten skal indrettes efter langsigtet selvforsyning. Indtægter i dag fra olie/gas-eksport kan samfundsøkonomisk vise sig som en elendig forretning i forhold til nedsat produktionen og mere olie/gas på lager. I så fald kan det forestående behov for import af energi udsættes og i bedste fald undgås, hvis vi samtidig sætter tryk på energibesparelser og øget anvendelse af vedvarende energi.

Er det uartigt at få den mistanke, at A.P. Møllers opera-gave ikke kommer helt tilfældigt?
Med den aktuelle indtjening fra Nordsøen er en gave på 1,5 mia. kroner en beskeden investering i at skubbe en øget beskatning yderligere et år eller to – eller måske helt hindre det.

Søren Kolstrup er Energipolitisk ordfører og Karl Vogt-Nielsen er sekretær, begge Enhedslisten.

APROPOS - Beskatning
*Den danske beskatning af Nordsøens olie og gas er lavere end Holland og Norge. I Holland ligger statens andel på hele 46% af produktionsværdien, i Norge på 31% hvis man tager et gennemsnit over de sidste 5 år, medens Danmark er nede på¨23%. Den officielle forklaring på denne situation lyder, at investeringsrisikoen af olie og gas i specielt den danske del af Nordsøen er høj – langt højere end i Norge – hvor fundene er større og derfor økonomisk mere attraktive. Vil man derfor have olieselskaberne til at være energiske i deres eftersøgningsarbejde, skal der være en ekstra gevinst i sigte.
Denne forklaring har to brist: Den erklærede hensigt med den såkaldte kulbrinteskat er udelukkende at snuppe en del af den profit, der er væsentlig større end normalt for et olieselskab. For det andet er der jo ingen der siger, vi behøver at være afhængige af de multinationale selskabers luner. DONG, der er et statsejet selskab, kan blot forpligtes til at øge sin indsats.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her