Læsetid: 3 min.

Blodig november i Mozambique

12. december 2000

Den seneste tids voldsomme begivenheder bør mane til eftertanke om det mozambikanske demokrati

Kommentaren - Magt
Begivenhederne i Mozambique i den seneste måneds tid bør interessere folk, med tanke for demokrati i Afrika. Den 9. November, på dagen hvor Socialistisk Internationale holdt konference i hovedstaden Maputo med deltagelse af bl.a. selveste Mogens Lykketoft havde oppositionspartiet RENAMO arrangeret demonstrationer i hele Mozambique, hvor man krævede øget medindflydelse og stop for regeringspartiet FRELIMO’s magtfuldkommenhed.
Beskyldningerne fyger stadig om hvem der begyndte hvad, men resultatet blev et stort antal døde demonstranter, især i de nordlige, RENAMO-dominerede provinser, tallene svinger fra omkring fyrre til op til 500. Regeringen siger at RENAMO-demonstranter var begyndt at storme regeringsbygninger, at plyndre banker og butikker, og at politi og militær havde været nødt til at gribe ind. RENAMO på-står at lovligt indkaldte demonstrationer var blevet beskudt af politiet.

Myrdet med ti skud
Onsdag den 22. november blev den mozambikanske journalist Carlos Cardoso myrdet med ti skud i hovedet fra en AK-47 på gaden i hovedstaden Maputo. Cardoso var stifter af den bedste uafhængige avis, og havde i årevis været det fornemste eksempel på det man kalder ’fri presse’. Han havde således været med til at efterforske nogle af de mange uklarheder omkring flystyrtet, der betød Samora Machels død i 1985, og han var også i gang med afsløringer af store korruptionsskandaler mellem banker og regeringsfolk, skandaler, hvor der tilsyneladende var blevet svindlet for op imod 60 millioner amerikanske dollars.
Forrige onsdag kom han så aldrig hjem fra kontoret. To biler kørte op hhv. foran og bagved hans egen, og han blev professionelt og eftertrykkeligt likvideret. Samme dag blev også andre kritiske journalister gennemtævet af ukendte gerningsmænd.
Et par dage senere viste det sig at 75 fanger i fængslet i Montepuez i den Nordlige Cabo Delgado provins var døde under mystiske om-stændigheder. Det var alle RENAMO-folk, der var blevet arresteret efter urolighederne den 9. november. Foreløbige oplysninger tyder på at folk var døde af mangel på ilt og vand, fængslet var vildt overfyldt, og der forlyder også at man har hældt pesticider ind i cellerne til dem.

Et barsk klima
Det er med andre ord stadig et barskt og uforsonligt politisk klima der hersker her i Mozambique otte år efter at borgerkrigen sluttede og efter to demokratiske valg, der begge blev vundet af FRELIMO, senest i 1999. Det tyder ifølge visse kilder på en splittelse i FRELIMO, hvor visse kræfter indenfor partiet ikke vil finde sig i at skulle afgive magt og stå skoleret overfor oppositionelle kræfter. RENAMO opfattes stadig som ikke legitime, sydafrikansk støttede banditter, FRELIMO som dem der kæmpede for og opnåede uafhængigheden, og derfor også er dem der har lov at dirigere landet.
Det er interessant at den voldsomme polarisering til en vis grad kan tilskrives indførelsen af demokratiske valg. Valget bliver jo et winner takes all, sejrherren kan sætte sig på alle de ressourcer der tilflyder staten i form af udenlands bistand, skatter, osv. Oppositionen forventes at forholde sig accepterende og solidarisk, d.v.s. at affinde sig med at det er FRELIMO-medlemmer der får alle de attraktive jobs, får lov at køre i de hvide Toyotaer, donorer strør omkring sig med osv. Som så mange steder i Afrika er der en meget kraftig sammensmeltning af regeringsparti og statsapparat. Og det er jo indenfor statsapparatet at det er muligt at opnå adgang til de ressourcer der tilflyder landet. Især i visse af de nordlige provinser, hvor RENAMO havde stort flertal er denne situation uacceptabel. Men det er der mange indenfor FRELIMO ikke vil høre tale om at gøre noget ved. Selv ikke-RENAMO folk klager samtidig over et stigende korruptionsproblem.
Det er nærliggende at spørge om flerpartisystemer i en sådan situation i virkeligheden ikke bliver et Damoklessværd for lande som Mozambique, der i øjeblikket trues af på længere sigt reelt at falde mere eller mindre fra hinanden, og som i øjeblikket kun er i stand til at opretholde et spinkelt statsapparat i kraft af massiv støtte fra bl. a. DANIDA. Spørgsmålet er om det forkætrede et-parti system fra gamle dage i virkeligheden ikke var bedre til at mediere den slags konflikter end et to-partisystem, der uafvendeligt får en uforsonlig mudderkastning som resultat, og som på det seneste ydermere har fået en særdeles voldelig drejning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu