Læsetid: 4 min.

Dansk idræts indre modsigelse

Debat
4. december 2000

Idrætsrigsdagen viste paradokserne i en bevægelse med mange rigtige holdninger og for få rigtige handlinger

Kommentar
Anklageren krævede en betinget dom til idrætten for at have solgt både krop og sjæl til markedet. Forsvareren begærede frifindelse, fordi idrætten og dens værdigrundlag er så mange ting, at det er svært at tale generelt om. Nævningene
idømte, med et nyt retsplejebegreb, idrætsbevægelsen betinget frifindelse.
Således blev afslutningen på Danmarks Idræts Forbunds kongres 2000 og dommen over idrætsbevægelsen typisk dansk og demokratisk: Lidt til den ene side og lidt til den anden. Noget pseudo-demokrati, noget rendyrket oligarki – og så lokalt lidt af den ægte vare.
Alt i alt så fyldt af paradokser og selvmodsigelser som et idrætsliv med steroidstruttende sportsmillionærer som den ene pol – og tumlere, fumlere og folkelige kolbøtter på modpolen.

Den indre modsigelse, som de godt 400 deltagende idrætsfolk, og ikke mindst mangeårige ledere, anført af DIF-formand Kai Holm, har det lidt svært med, kan aflæses i frifindelsens præmisser og kongressens overordnede spørgsmål: »Idræt – sammen eller hver for sig? Kan vi – og skal vi holde sammen på idrætten som én bevægelse?«
Dommen, der fældedes af nævninge, der alle var rekrutteret i DIF, anfægter ikke idrætten som en sammenhængende bevægelse, men den kritiserede de udemokratiske, pengefikserede og værdiløse tilstande i den internationale topidræt og de internationale organisationer. Dér, hvor der sælges deruda’ af idrættens værdigrundlag til højestbydende sponsor og tv-kanal. Endda med nogen afsmittende virkning på den nationale og lokale danske idræt, hvis demokrati ifølge dommen »generelt fungerer tilfredsstillende.«

Hvordan bevægelsen på den ene side kan fastholde en sammenhængende idræt af prof elite og amatør-bredde og samtidig frifinde en sammenhæng, der ikke fungerer, blev hængende i luften over Aalborg Kongrescenter. Ligesom påstanden om, at idrættens demokrati fungerer nationalt og lokalt.
Sandhedsværdien kan diskuteres, og det gjorde en af de indbudte debattører, Lars Haue-Pedersen, direktør i det engelske firma Beaufort Sports Consulting.
Over for Information gentog den tidligere direktør i det internationale volleyballforbund, at der ikke er den store forskel på danske og internationale idrætsorganisationer, på DIF’s førstemand, Kai Holm, og IOC’s præsident, Juan Antonio Samaranch. Ikke sådan at forstå, at de er onde og dårlige mennesker. De er bare kommet så højt op i systemet og har siddet så længe i formandsstolen, henholdsvis 18 og 20 år, at de ikke aner, hvad der foregår på jorden.
»De er lettet fra den idræt, de engang kom fra. Det er ikke idrætten og idrætsfolkene, der interesserer dem, det er organisationen og deres egen position og magt. Deres opfattelse af demokrati er, at ’nu har I, flertallet valgt mig, og så er det mig, der bestemmer’,« siger Haue-Pedersen.
I hans formandstid indførte det internationale volleyballforbund, som led i markedsføring og tv-tilpasning af spillet, stramtsiddende bluser og trusseshorts, der kunne lokke sofahusarerne til.
Da Haue gjorde Mr President, Ruben Acosta, opmærksom på, at dette ikke faldt i god jord hos amerikanke og europæiske spillere, slog Acosta to streger på tøjmodellen, der fastslog den høje tangatrusse-udskæring: »Sådan – og så ikke flere overraskelser, mr. Pedersen,« sagde den mexicanske formand.
I Danmark vakte det sex-signalerende tøjdirektiv harme. Men landsholdsspiller Sofia Rosager erkendte på weekendens kongres, at spillerne var for autoritetstro, for pæne og for uøvede i demokratiets spilleregler til rigtigt at råbe op og sige fra over for denne udnyttelse af dem som »langbenede sexsymboler« .
Den gamle historie om de danske spilleres afmagt over for kønsdiskrimineringen passede som fod i hose til kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens idé om at etablere et Idrættens Filosofikum.
»Der er så meget pres på de topidrætsstjerner, som offentligt afkræves holdninger til doping, kommercalisme, politik og sig selv som stjerner. Derfor kunne de godt bruge en uddannelse i idrættens idégrundlag og kroppens historie, og den kunne kræves som forudsætning for TeamDanmark-støtte,« uddybede ministeren sin idé.
Den kan måske også hjælpe til at forstå volleyballs Mr. President og de konstante modsætninger. Danmark har som de andre nationale volleyforbund fået besked på at udvide deres bestyrelse med to kvinder. Af samme herre, som i 1998 solgte de kvindelige spillere (og spillet) til tv på sex.
»Det har intet at gøre med, at Acosta pludselig er blevet optaget af kvindesagen – og i øvrigt er kønskvotering for længst uddebatteret i erhvervslivet. I dag handler det om aldersfordeling i organisationer, men dertil er idrætten kommet. Kvinde-sagen er blot endnu et eksempel på, at idrætten er god til at blive opfattet som gammeldags,« påpeger Haue.
»Pålægget handler om, at Samaranch vil have flere kvinder med i idræt som aktive og ledere. Det sagde han på volleyforbundets kongres før OL i år, hvor Acosta blev optaget som IOC-medlem. ’Takken’ er dekretet. Sådan er systemet. Du skaffer dig position og magt ved altid at have noget at handle med,« siger Haue.
Samtidig med, at han ser idrætskongressen som udtryk for, at demokratiet har en chance i idrætten – og mener, at danskerne skal ranke ryggen, fordi vi er længere end de internationale orgnisationer, stikker han også sylen i såret: Fokus på en idrætskongres år 2000 burde have ligget på idrætten, ikke på organisationen. Det er produktet, altså idræt, ikke producenterne – altså organisationen og dens topfolk, der interesser unge mennesker i dag,« siger Lars Haue-Pedersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her