Kronik

Drømme i december

23. december 2000

Jeg byttede straks alle mine nyindkøbte julegaver, droppede badedragten til min hustru og købte storsmilende en fodfil og en gavekort i stedet for. Jeg håbede, at hun og den øvrige familie ville forstå sammenhængen

Lørdagskronikken
En snigende depression krøb henover mit ryatæppe, en aften midt i december. Det slår aldrig fejl. You’re goddamn right I got the blues, sang han, ham den gamle, mens cd-spilleren snurrede i skæret fra Bilkas kalenderlys.
Jeg glæder mig jo egentlig til julen, som står i barndommens ret romantiske lys, men den 26. december er jeg lettet, når huset igen er tomt. Det var svært nok førhen. I mellemtiden er der kommet koner, børn, svigermødre, svogre og svigerinder til. Det er næppe en overdrivelse, det komplicerer tingene en anelse. Ingen må blive fornærmede over ikke blive inddraget i planlægningen, og samtidig vil alle gerne lægge hus til.

Det begyndte helt tilbage i september måned, da vi afholdt årets første jule-en-counter. Det spørgsmål meldte sig, der kan få selv velfungerende familier til at knirke i fugerne: Hvor skal vi holde jul?!
Løsningen endte med at blive lige så enkel, som den var uopfindsom: En turnus-ordning. Den moderne families svar på en særlov, der dybest set ikke løser noget som helst: Velkommen til det 21. århundrede!
Med den postmoderne blanding af jule-logistik, skrabe-julekalendere, julebryg, julestress, kunstig sne, flettede gedebukke og Py-
rus’er, hvad vil antropologerne så ikke tænke om 200 år? Det positive er, at jeg nu ved, hvor jeg skal holde jul i år 2074. Antropologerne kan tænke deres, jeg har mine egne problemer.

Hvert år i december drømmer jeg sære drømme om natten, måske fordi jeg hører for meget blues:
Pludselig var det juleaften. Lysene glimtede i forhaven og ude på vejen kørte en kane forbi. Indenfor pakkede mine familiemedlemmer en uendelig strøm af gaver op, mens de smilede henført. Jeg kiggede på mærkesedlerne og opdagede, at alle gaverne var fra mig...
Jeg vågnede med hjertebanken og fuld af rædsel: Budgetlægning!
Jeg løb hen til computeren og ledte efter familiens ønskelister og fandt dem på opslagstavlen, der knagede let under overvægten. (Sidste år overvejede vi en søgbar cd-rom-udgave, så store plejer de at være).
Mit blik faldt på en masse navne og et hav af pile, der angav den ulidelige koordination, der må til, når man har aftalt ikke at give for mere end 100 kr. pr. person.
Ikke at dette beløb overholdes, men det er meget rart at have et fast holdepunkt for normaliteten. Præcis som hastighedsbegrænsningen på motorvejen, som heller ingen følger. Jeg prøvede at tælle pilene, men opgav. Så ringede jeg til Nykredit for at belåne min friværdi. You’re goddamn right I got the blues.

Næste nat blev jeg i drømme løbet over ende af en kæmpebaby med en joystik i den ene hånd og et Mastercard i den anden. En horde af forældre, onkler, tanter og bedsteforældre stod ved siden af og smilede saligt.
Og med ét slog det mig: Ligegyldig hvor store gaver, vi køber, kan vi ikke tilfredsstille PlayStation-generationens umættelige behov.
Men sig det ikke til nogen, den gode stemning kan tids nok forsvinde. Et par dage efter lød der et ’klonk’ fra postkassen. Så lød der også en brag, som om nogen prøvede at slå muren ind med en lægtehammer. Forskrækket gik jeg udenfor. En dreng i 10-årsalderen stod og så betuttet på min postkasse, som var skvattet ned af muren. »Det var altså ikke med vilje.« I den havarerede postkasse lå Magasins julekatalog.
Jeg kiggede spørgende på knægten. »Skulle jeg ikke have haft det for længe siden?« »Jo, men det tager en krig at omdele det.« Det var på 148 sider i farver på tykt, glittet papir. Jeg fik med møje og besvær bugseret det indenfor, hvor jeg blev mødt af et overflødighedshorn af guld, gran, overpriser og smilende, tjekkede familier.
Om natten kravlede jeg op i det store grantræ på Rådhuspladsen. Planen var at skrue stjernen af og sende den til kulturministeren. Lidt ligesom slutscenen i gyseren Seven. Når hun åbnede pakken, ville hun skrige og forbyde julen for evig tid. Bagefter måtte embedsmændene ile til med lugtesalt og Treoer.
Ved morgenkaffen lå kataloget på mit køkkenbord og snerrede som et såret dyr. Det slog mig pludselig, hvordan vi nutidsmennesker ser på julen: Vi drømmer om idyl, flere penge, ingen spild i familien, perfekte børn med lige tænder, store forhaver med lys i træerne. Drømmen om noget bedre. Alt det vi ikke har til daglig. Præcis som når alle pludselig vil giftes i kirken og have en fest til en kvart million, eller som når fortravlede forældre slæber børnene med på café for at vise, at de magter familielivet midt i jagten på status. Den moderne jul er den perfekte illusion. You’re goddamn right I got the blues...
Da erkendelsen først havde lagret sig, var det li’som min juledepression forsvandt. Jeg bandede slet ikke over, at kataloget var udtryk for detailhandelens skamløse amokløb, eller at det var trykt på ikke-genbrugeligt papir. Jeg nærmest småpjattede med biludlejeren, som jeg lejede en trailer af, så jeg kunne få uhyret fragtet væk.
Resten af december gik tilsvarende godt. Jeg smilede til min kolleger, da vi til julefrokosten for femte gang skulle bunde en Rød Aalborg, hvilket for femte gang blev fuldt af bemærkningen at »kun tøsedrenge bider over.« Jeg smilede til fedtegreverne, de grå sild, sylten, de brunede kartofter og min ekstra delle, der langsomt voksede frem. Jeg nikkede også imødekommende til min læge, som mente, jeg var ved at udvikle gammelmandssukkersyge. Præcis som naboens børn, der hele tiden sidder og spiller Nintendo-spil.
Selv da jeg som sædvanlig var i sidste øjeblik med min tre elvte-del af gaverne, smilede jeg venligt til folk, som under Magasins gavespurt den 23. december slog alle sociale færdigheder fra for at købe undertøj eller elektriske køkken-dingenoter så specielle, at de kun kan være opfundet af en NASA-ingeniør med kronisk hovedpine.
Hen mod lukketid var jeg næsten færdig med min liste og manglede kun en badedragt til min hustru. Nu skal man jo være forsigtig med at købe den slags, hvorfor jeg ihærdigt ledte efter en (helst kvindelig) ekspedient.
Inge var i syne i miles omkreds. Måske var de dukket under i kugleregnen af spørgsmål, fornærmelser og almindelig økonomisk ruin?
Optimistisk stak jeg forsigtigt hovedet ud på lageret i håb om, at en enkelt ekspedient skulle have overlevet. Jeg fandt ingen, til gengæld snublede jeg over en før- og nu-prisliste til det store udsalg den 27. december.
Det var sørme spændende læsning. Efter lidt hovedregning gik det op for mig, at jeg havde betalt cirka to tusind kroner for meget for mine gaver. Jeg skyndte mig at bytte dem, droppede badedragten til min hustru og købte storsmilende en fodfil og en gavekort i stedet for. Jeg håbede, at hun og den øvrige familie nok skulle forstå sammenhængen.

Juleaften var mine sære drømme helt forsvundet. Det var lykkedes mig at ignorere overtrækkene, julefrokosterne, min begyndende overvægt, de logistiske problemer og alt det uæstetiske nisse- og jule-shit, der flyver om ørene på én.
Jeg nåede det, jeg skulle nå, og har vist omsider lært at leve med, at min jul næppe nogensinde bliver så perfekt, at jeg får besøg af Mad og Bolig eller Euroman. – Måske Men’s Health? – dog kun, hvis min læge skulle sladre om mit levertal eller min fedtprocent.
Det er muligt, at der er mange distraktioner i december. Det er bestemt også muligt, at julen i dag er blevet et livstils-parameter, præcis som en Audi A6, en
sprøjtelakeret plænesmølf eller to velfriserede børn i en middeldyr privatskole.
Men selv om det aldrig igen kommer til at sne juleaften, kan man jo godt glæde sig. Eller i det mindste forsøge på det.
Tage Kaarsted er forlagsredaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu