Læsetid: 3 min.

Dronningens nytårstale

30. december 2000

Taleforskud: Skal Danmark gå foran for at få flere posemænd på gaderne? Og har vi råd til det?

Socialt
Fra pålidelig kilde ved jeg, at Dronningen i sin nytårstale i år vil lade tankerne gå til de tvangsaktiverede og lade søens folk sejle deres egen sø. Da jeg som ansvarlig samfundsborger ikke vil stå tilbage for Majestæten, skal jeg også udtrykke min dybeste medfølelse med de, der arbejder under truslen om ellers at miste forsørgelsesgrundlaget.
Jeg mener, hvilket jeg dog ikke har kunnet få bekræftet, at Dronningens beslutning om at henlede nationens opmærksomhed på, at de svageste i samfundet skal arbejde for en timeløn på under 11 kroner før skat, uden at optjene feriepenge og uden faglig repræsentation, og uden at det er muligt for pressen at få indsigt i de aftaler, som kommunerne har indgået med de private firmaer, der leverer pakke- og montageopgaver til kommunernes bistandsklienter – jeg mener, at det nye speciale fra Ålborg Universitetscenters administrationsuddannelse »Det danske mirakel set fra jorden« af Christian Albrekt Larsen må have prydet Majestætens natbord i den senere tid.
Her konkluderer Larsen, at der hvor aktiveringen har størst effekt – nemlig for ledige dagpengemodtagere – giver højkonjunktur i sig selv samme beskæftigelsesfremgang som den, der er opnået under den nuværende højkonjunktur, officielt takket være den såkaldt aktive arbejdsmarkedspolitik.
Under Schlüter i 1980’erne boomede økonomien også, og uden andet end den såkaldte passiv-strategi til at motivere de ledige fik også mennesker på dagpenge med længere ledighed bag sig arbejde. Mennesker, som ifølge teorien bag aktiveringen burde være gået nærmest i spåner, fordi de ikke havde stået ved en drejebænk eller siddet i en kassesluse et års tid.
Hvad angår kontanthjælpsmodtagere er det alene på grund af det totale fravær af statistik på området umuligt at danne sig et dækkende overblik over, hvorvidt aktiv-strategien bringer folk i arbejde, der ellers ikke ville være kommet det.

Opsuget af markedet
Det korte af det lange er, at de mennesker, der i forvejen er tæt på arbejdsmarkedet, også kommer derind, i det øjeblik arbejdsmarkedet er stort nok til at opsuge dem, der har en markedsgyldig arbejdskraft at stille til rådighed.
Man kan også konstatere, at de, der er noget længere væk fra det forjættede land i kontanthjælpsmodtagernes rækker, ikke kommer nærmere selvforsørgelse – aktivstrategi eller ej. Og så kunne skatteyderne måske stille sig selv det spørgsmål, om vi fortsat skal binde mange milliarder i den voksende arbejdsløshedsindustri, som er det mest spektakulære udkomme af aktivstrategien, når det mere er den kroniske mangel på arbejdspladser end den manglende vilje hos de ledige til at arbejde, der stiller sig hindrende i vejen for, at alle kan være selvforsørgende i en markedsøkonomi?
Jesus på Fulton
I denne juletid går mine tanker også til Jesus. Tænk, hvis han havde levet nu og havde væltet computerne i Danske Banks arbitrageafdeling, ligesom han for knap 2.000 år siden som 12-årig væltede vekselboderne i templet? Ikke noget at sige til, at knægten faldt uheldigt ud med en notorisk arbejdsløs tømrer som far, som oven i købet godt selv ved, at han er kun er papfar.
Jesus ville være røget direkte på Fulton og lignende socialpædagogiske projekter. Senere ville han blive aktiveret i en eller anden ordning, fordi han notorisk ikke gjorde dagens gerning, og når han endelig tog hænderne op af lommen, var det kun for at genere Bagerlauget og Fiskeriet ved at uddele disse næringsdrivendes levebrød gratis.
Til sidst ville man med hjemmel i Lov om social service have fjernet hans forsørgelsesgrundlag, fordi han ikke var i stand til at overholde en aftale om at være på et bestemt sted til en bestemt tid, hvilket er grundlaget for enhver moderne virksomhed.

Herren se i nåde
Han ville således være henvist til, at Herren ville se i nåde til ham, fordi den moderne næste – det offentlige – ikke ville tage sig af ham. Og da han jo var halvt Gud, havde han såmænd nok fundet noget brød at bryde rundt omkring, ligesom han jo også kunne noget med kvinder, der kan være fortrinlige forsørgere.
Men hvad forventer kommunerne og Karen Jespersen og Henrik Dam egentlig, at folk, der nægtes kontanthjælp, fordi de ikke kan tage et givet projekt alvorligt, når det ikke kan tage dem alvorligt, skal leve af? Det spørgsmål har professor i socialret Kirsten Ketcher stillet mange gange uden at få svar. Og godt nok går mine og Majestætens tanker til kontanthjælpsmodtagerne, men ingen af Os tror, at de er de rene engle for ikke at sige halvguder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu