Læsetid: 3 min.

Dumheden længe leve

Debat
1. december 2000

»Det er betegnende for den intelligente intelligens, at den oftere falder i stupiditetens grøft end i medfølelsens, og netop derfor når til de strålende resultater, civilisationen roser sig af,« sagde Peter

Bøv
Advokatrådet er et mønster på tålmodighed. Jeg har arbejdet på en etisk kodeks for branchen, og det har ærlig talt stået på temmelig længe. Kontorchefen ringer med mellemrum, ikke for at forcere sagen, tværtimod gentager han, at det ikke haster.
Langmodigheden kan også hænge sammen med, at mit firma ikke er interessant som konkursbo. »Taxameteret tikker!« sagde kontorchefen med et hørligt smil, sidst han ringede, og det opfattede jeg som et venligt vink.
Jeg sysler med kodeksen, når ikke noget andet lægger beslag på min tid. Derfor lagde jeg den til side, da kurator Kierkebye forleden trådte ind ad døren.

Stjæl billederne
»Nu har jeg efterhånden arrangeret mange udstillinger med moderne kunst, men desværre bliver der aldrig stjålet noget.«
»Hvorfor desværre?«
»Reklameværdien! Enhver indbrudstyv ved, hvem Krøyer er, men hvem har hørt om konceptkunstneren Kirsten Klips? De kan jo nok forstå, at et spektakulært tyveri fra hendes udstilling ville have en vis effekt.«
»Tror De ikke, kunsttyvene kender markedet og gennem deres valg af værker afspejler publikums smag?«
»De har ikke ganske uret, McMulligan, men ak! det er den kommercielle side af sagen. For mig gælder det de indre værdier, erkendelsespotentialet, pejlemærkerne i tidens kakafoniske forvir...«
Det bankede, og Peter
Panther viste sig i døren. Jeg satte kaffemaskinen i gang, mens de to hilste hjerteligt på hinanden.
»Jeg kunne have lyst til at høre Deres mening, hr.
Panther. De kender nok Schillers dictum: Mit der Dummheit kämpfen Götter selbst vergebens. Jeg er ikke sikker på, at det er her, problemet ligger, i hvert fald ikke hvis dumbed ikke har noget med intelligenskvotient at gøre.«
Peter nikkede. Jeg kunne se, at han lige så lidt som jeg anede, hvor kuratoren ville hen.
»Jeg skal sige Dem hvorfor,« fortsatte Kierkebye. »Der er et Jesusord om, at sandheden er skjult for de forstandige, men åbenbar for de umyndige. Tænk på al den forstand, der er nedlagt i den moderne teknologi, hvis virkninger tyder på stor uforstand i implementeringen.«
Peter rømmede sig: »Jeg kan følge Deres tankegang, hvad teknologien angår. Jeg forstår til gengæld ikke rigtig modstillingen af forstandige og umyndige, medmindre umyndige hentyder til de fattige, altså de fattige i ånden.«
Kierkebye løftede hænderne: »Jeg tror, menneskeheden ville være lykkeligere, hvis ingen havde en IK over 100.«
Jeg indskød: »Ingen plusvarianter?«
»Hør nu,« sagde Peter. »Lad os sige, De har ret, så havde vi fået ploven og hjulet og selvbinderen, men ikke agrokemi og vivisektion og gensplejsning. Men hvad på andre områder, det politiske for eksempel? Her gælder det, at guderne står magtesløse over for dumbeden. Når såkaldte statsmænds IK er lavere end den billigste benzins oktantal...«
Kuratoren slog hænderne sammen: Hr. Panther, den mangel på klogskab, De hentyder til, har intet at gøre med intelligens. Der har uden tvivl været statsmænd med en antagelig IK, hvilket ikke har forhindret dem i at begå dumheder, og ikke blot dumheder, men forbrydelser af en art, som afslører den mangel på forstand, jeg har i tankerne. Når det drejer sig om intelligens, er 100 et passende mål, men dumhedens og stupiditetens modsætning er ikke klogskab, men indsigt, baseret på indlevelse og medfølelse.«
Peter tog en slurk af sin kaffe. »Ja, det er betegnende for den intelligente intelligens, at den oftere falder i stupiditetens grøft end i medfølelsens, og netop derfor når til de strålende resultater, civilisationen roser sig af. Sandheden kan godt være skjult for de kloge.«
Jeg spurgte letsindigt: »Hvad er det egentlig for en sandhed, der er tale om?«
Det blev sent, inden vi gik hver til sit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her