Kronik

Frommt håb

Debat
6. december 2000

Nogle mænd fik til opgave at beskrive en elefant i mørke. Den ene, der rørte ved snablen, sagde: Dette dyr ligner en vandpibe. Den anden, der rørte ved øret, sagde: Dette dyr ligner en vifte. Den tredje, der rørte ved et af benene, beskrev dyret som en søjle. Sådan er kærligheden

Tro & Filosofi
Erich Pinchas Fromm er født den 23. marts 1900 og dør få dage før sin 80 års fødselsdag i marts 1980. Hans 100-års jubilæum kan altså fejres i år, selv om det ikke på behørig vis bliver gjort i Danmark. Bevæger man sig derimod ind på internettet til The International Erich Fromm Society (www.erich-fromm.de) ses det, at der i både det tysk- og engelsksprogede område stadig er stor interesse for Fromm, og at der i løbet af det sidste år alene på tysk har været holdt over hundrede foredrag og seminarer om ham.
Fromm er i dag kendt som amerikansk psykoanalytiker og forfatter, men blev født og voksede op i Tyskland, hvor han studerede sociologi, filosofi og psykologi og videreuddannede sig indenfor psykoanalysen. Fra omkring 1930 og i over 45 år forblev han, først i Tyskland og siden i USA, praktiserende psykoanalytiker. Han fik amerikansk statsborgerskab og var i mange år professor forskellige steder i USA og Mexico.
I 1930 bliver han leder af den socialpsykologiske afdeling af Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main – også kaldet Frankfurterskolen. Han repræsenterer her psykoanalysen, der er en af de sociale videnskaber, som instituttets leder Max Horkheimer mener, det er nødvendigt at arbejde med for at få den fulde forståelse af samfundet.
Men allerede i 1933 lukkes instituttet på grund af sine »statsfjendtlige tendenser«. Det flytter til Geneve, så til Paris og endelig i 1934 til New York.
Som søn af en ortodoks jødisk familie studerer Fromm Talmud og Det gamle Testamente, og det præger sammen med en interesse for bl.a. buddhisme, taoisme, eventyr og myter hele hans forfatterskab. Ikke fordi han vil være irrationel tænker, ikke for det mystisk-religiøses skyld, men for at syntetisere det ubevidste med det samfundspolitiske. Han har da også samtidig en lidenskabelig interesse for den socialistiske tænkning og ser hos Marx nøglen til en forståelse af historien, hvor det bliver muligt at realisere en radikal humanisme i sekulariseret form.
Helt fra sine studenterdage har han også været socialist og mener, at han altid har været en ekstremt politisk person, men det er først fra 50’erne, at han bliver politisk aktiv (i hhv. det amerikanske socialistparti og fredsbevægelsen).

Med Flugten fra friheden i 1941 etablerer Fromm sit eget selv-stændige grundsyn, som siden udfoldes og differentieres i en lang rækker værker, hvor problemet i sig selv ikke er, at mennesket mere og mere fritstilles, men at friheden forvaltes dårligt, fordi det moderne menneske vælger autoritære afhængighedsrelationer.
I en kritik heraf fasttømrer han efterhånden en humanistisk etik, der via analyser af menneskets situation i de industrialiserede samfund viser sig som en form for universel fremmedgørelse, der kun kan overvindes, hvis både de økonomiske, politiske og kulturelle betingelser fundamentalt forandres i retning af en demokratisk og humanistisk socialisme.
Fromm bliver i løbet af 60’erne godt repræsenteret på dansk, da mange af hans bøger oversættes. Heraf er de mest kendte Flugten fra friheden (1941) og fortsættelsen Det sunde samfund (1953) samt Kunsten at elske (1956), der er og bliver bestselleren i både Danmark og andre lande. Den oversættes til 28 sprog og sælges i mere end halvanden million engelsksprogede eksemplarer før 1970 og er hidtil blevet solgt i næsten fem millioner eksemplarer i det tyske sprogområde. Den er udgivet i mange oplag på dansk og foreligger nu på Hans Reitzel i en lettere revideret 3. udgave i oversættelse ved P.W. Perch.

Nogle mænd fik til opgave at beskrive en elefant i mørke. Den ene, der rørte ved snablen, sagde: »Dette dyr ligner en vandpibe.« Den anden, der rørte ved øret, sagde: »Dette dyr ligner en vifte.« Den tredje, der rørte ved et af benene, beskrev dyret som en søjle.
Historien refereres af Erich Fromm i Kunsten at elske for at vise, at det ikke er de rette tanker, der fører til den endelige sandhed, men at det er handlingen, der er afgørende. Kun på den måde kan der gives en udpræget tolerance, som kan føre til forskellige og paradoksale resultater.
Det stik modsatte er sket i Vesten. Her forventer man at nå frem til den endelige sandhed gennem logisk tænkning, og derfor er hovedvægten lagt på tanken. Det har gennem historien ført til endeløse diskussioner om formuleringen af dogmer og til intolerance over for den vantro og hedningen. Det har også ført til videnskaben: »Kort sagt, paradoksal tænkning førte til tolerance og til bestræbelser på at lave sig selv om. Det aristoteliske synspunkt førte til dogmer og videnskab, til den katolske kirke og til opdagelsen af atomenergien«.
Fromm stiller spørgsmålet: »Er kærlighed en kunst?«, og viser, at det at elske – eller mere præcist at udøve kærlighed – ikke er en behagelig følelse, som man oplever, hvis tilfældet vil det. Kærlighed er en vanskelig sag. Det er netop en kunst, dvs. ikke noget, man bare kan, men noget man skal lære. Først og fremmest fordi det ikke kun er et spørgsmål om at finde den rette og at blive elsket, men om at elske.Kærlighed er ikke noget man »falder for«, men noget man »går ind for«. Det er ikke en byttehandel, hvor det at give er et offer og gør en fattigere, tværtimod er det et udtryk for ens livsstyrke. Kærlighed avler kærlighed.
Fromm er ikke kun fortaler for kærligheden, den skal også være løsningen på den menneskelige tilværelses problem. Det er muligt, fordi mennesket i sin væren er ensomt, og dets dybeste behov er at overvinde sin adskilthed fra andre. Mennesket har således altid forsøgt at tackle sit forhold til sin andethed ved mere eller mindre at forsøge at ophæve den. I tidligere samfund via dyretilbedelse, orgiastiske fællesskaber og kunstnerisk skabelse. Men i dag ser det ud til, at de tilsyneladende selvstændigt tænkende individualister fore-trækker et fællesskab, der bygger på konformitet, og kun ser det som et tilfælde, at flertallets ideer er de samme som deres egne.

Skurken er den moderne masseproduktion, der ikke blot standardiserer sine produkter, men også sine mennesker. Derfor er det gode tider for forlystelsesindustrien: »At have det rart består i tilfredsstillelsen ved at forbruge og ’indtage’ varer, mad, drinks, cigaretter, mennesker, foredrag, bøger, film - alt konsumeres, nedsvælges. Verden er ét stort mål for vor appetit, et stort æble, en stor flaske, et stort bryst. Vi er pattebørnene, de evindeligt ventende og håbende og – de evindeligt skuffede«.
Denne udvikling har fået konsekvenser for kærligheden, for den slags mennesker kan kun udveksle deres »personlighedslager« og håbe på en god handel. Manden skal ’forstå’ sin kone og være hjælpsom, og omvendt må hun ikke blive vred, når han glemmer hendes fødselsdag. På den måde bliver kærligheden og ægteskabet en nødhavn, hvor man er beskyttet mod den ensomhedsfølelse, der er drivkraften for menneskeligt fællesskab.
Fromm taler alternativt om, at mennesket må vise mod til at ville kærligheden og være sig selv. Han tror på, at mennesket har mulighed for at realisere sig selv, men at det kapitalistiske samfund for tiden forhindrer, at den slags menneskeidealer kan realiseres på en ordentlig måde.

Dog er Fromm på kollisionskurs med den “klassiske” franfurterskoles radikale samfundskritik. I Kunsten at elske siger Fromm, med adresse til bl.a. Herbert Marcuses Eros og civilisationenen, at nogle opfatter kærlighed og et normalt verdsligt liv i vort samfund som umuligt.
Men Fromm mener, at denne “radikalisme” resulterer i moralnihilisme: “Både ‘den radikale tænker’ og gennemsnitsmennesket er automater, der ikke kan elske, og den eneste forskel mellem dem er, at den sidste ikke er klar over det, medens den første ved det og anerkender det som en ‘historisk nødvendighed’” (s. 130).
Det er Fromms tese, at uden kærlighed kunne menneskeheden ikke bestå en eneste dag, samtidig med at overvejelserne herom nødvendigvis må ende før det afgørende skridt er taget.
Kærlighed er der slet ikke meget at sige om, men det gør den ikke irrationel. Kærlighed er tværtimod den mest radikale konsekvens af en rationalistisk indstilling: “Den bygger på indsigt i, at vi aldrig skal ‘fatte’ menneskets og universets hemmelighed, men at vi ikke desto mindre gennem vor kærlighed kan forstå den”. Det er som at beskrive en elefant i mørke.

*Ole Morsing er idéhistoriker.

*Erich Fromms bog Kunsten at elske (1956) er netop genudsendt på dansk .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her