Læsetid: 4 min.

Den glemte krig

Debat
27. december 2000

Menneskerettig-hederne må også gælde i de store lande. I dag Tjetjenien – i morgen…

KOMMENTAREN - Sikkerhedspolitik
Vi var en lille forkølet flok, der i mandags samledes uden for den russiske ambassade i København for at protestere mod krigen i Tjetjenien. Den offentlige interesse og pressedækningen af krigen er beskeden. Uanset at der daglig finder grove brud sted på den humanitære folkeret under de fortsatte kampe i landområderne og i de sydlige bjerge. Kontrasten til det omfattende – og i øvrigt velbegrundede – medie spot-light på Mellemøstkonflikten er slående.
Krigen i Tjetjenien kræver hver uge nye dødsofre, tusinder er blevet hjemløse og drevet på flugt. Vinteren vil kun bidrage til at forøge civilbefolkningens lidelser. Der er en reel risiko for, at krigen fortsætter på denne måde i årevis. Derfor bør vi reagere – Tjetjenien er også vort ansvar.
Begge parter i konflikten har begået grove krænkelser af menneskerettighederne. Men det er hævet over enhver tvivl, at det er de russiske tropper, der under begge Tjetjenien-krige har begået de groveste krænkelser. Det er også vigtigt at holde sig proportionerne for øje: Vi taler om en befolkning på en mio. i Tjetjenien over for 150 mio. i Rusland. De russiske påstande om, at operationen er rettet mod terrorisme, forekommer ikke overbevisende. Og under alle omstændigheder er der taget midler i brug, som er ude af proportioner i forhold til ’udfordringen’. Midler som på helt uacceptabel vis har kostet civilbefolkningen store ofre.
Opgaven må være gennem en forstærket dialog med Rusland at insistere på, at landet overholder sine forpligtelser i forhold til Den Europæiske Menneskeretskonvention og den humanitære folkeret. Rusland bør øjeblikkelig indlede en våbenhvile og optage forhandlinger med de tjetjenske myndigheder. Den tjetjenske præsident Aslan Maskhadov er faktisk valgt i 1997 ved et valg, som af OSCE blev er-klæret for ’frit og fair’. Det bør i dialogen med russerne klart understreges, at der er tale om en konflikt, som ikke kan vindes med militære midler. Løsningen kan kun findes ad politisk vej og bør også omfatte social og økonomisk bistand til genrejsning af Tjetjenien.
Naturligvis skal vi acceptere Ruslands territoriale integritet. Men det er helt afgørende at holde fast i, at vi har en ret til at blande os, når det gælder respekten for de grundlæggende menneskerettigheder. Kernen i den ny internationale retsorden, som – forhåbentlig – er ved at tage form i disse år, er, at respekten for menneskerettighederne er et fælles anliggende. Rusland har selv accepteret princippet om ’indblanding’ ved at underskrive de grundlæggende menneskeretskonventioner.

På dagsordenen igen
Sagen bør engagere hele det internationale samfund, herunder FN og OSCE. Når Rumænien nu ved årsskiftet overtager formandskabet i OSCE, er der håb om, at Tjetjenien kan komme på dagsordenen igen. For Rumæniens nye præsident – ex-kommunisten Illiescu – vil en aktiv interesse for denne tragedie være en markant måde, hvorved han kan demonstrere, at Rumænien ikke blot accepterer, men aktivt tilslutter sig principperne om respekt for menneskerettighederne – også i en international sammenhæng. OSCE kan komme til at spille en helt afgørende rolle i forhold til Tjetjenien. Desværre blev OSCE’s Assistance Group i sin tid trukket ud af Groznyj og flyttet til Moskva. Rusland har ikke levet op til sine løfter fra OSCE-topmødet i Istanbul sidste år om, at OSCE skulle kunne vende tilbage til Tjetjenien og spille en rolle med henblik på en politisk løsning af konflikten. Tilstedeværelsen i Tjetjenien gav en nyttig adgang til informationer om situationen i området. Manglen på viden om, hvad der egentlig foregår, er et selvstændigt problem, når det gælder Vestens svigtende engagement i konflikten. Hertil kommer, at en OSCE-repræsentation også ville være et vink med en vogn-stang til de russiske myndigheder om, at situationen i Tjetjenien fortsat er uacceptabel

Kritisk Ruslandspolitik
Til trods for at præsident Bush’ ny sikkerhedspolitiske rådgiver Condeleezza Rice har lagt op til en mere kritisk Ruslandspolitik, er det sandsynligt, at realpolitiske hensyn vil veje mindst lige så tungt i amerikansk udenrigspolitik som hidtil. Her kan f.eks. nævnes hensynet til Putin, til russisk samarbejde på Balkan og til en dialog om et nationalt missilforsvar.
Naturligvis skal vi også fremover fastholde Rusland i et forpligtende samarbejde. Heldigvis tyder alt på, at lederne i Moskva er af den opfattelse, at et tæt samarbejde med Vesten er en forudsætning for gennemførelsen af de hårdt tiltrængte økonomiske reformer i landet. Vi må forsøge at påvirke Rus-land gennem en aktiv dialog. Det gælder om at undgå at komme i en situation, hvor nedfrysning af økonomisk samarbejde eller suspension af Ruslands medlemskab af Europarådet kommer på tale.
De toneangivende kredse i Rusland lægger vægt på, at landet opfattes som hørende til den europæiske civilisation. Det er et glimrende udgangspunkt for, at vi på ny sætter Tjetjenien på dagsordenen i dialogen med Rus-land. Når vi insisterer på, at menneskerettighederne respekteres, er det udtryk for, at vi tager Rusland på ordet; at vi tager Rusland alvorligt.
Kravet om fuld og hel respekt for menneskerettighederne må også gælde for de store lande – ellers er konventionerne ikke det papir værd, de er skrevet på. I dag Tjetjenien – i morgen…
Og vi i Vesten må være parat til at fastholde et klart engagement i menneskerettighederne – også når der er mere klassiske udenrigspolitiske hensyn på spil. Her er tavshed gråt metal, mens tale er guld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her