Læsetid: 3 min.

Globale regler til markederne

Debat
22. december 2000

En tilbagevenden til en navle-beskuende og isolationistisk regionalisme vil ikke være til gavn for de fattigste
Ulande

Jeg er enig med Kenneth Haar, som svarer på min kronik den 8. december, at de fattigste lande hidtil ikke har vundet i WTO. Men når han argumenterer for en verden uden globale spilleregler, kan jeg ikke være med længere. Sagen er jo, at det altid er de største og mest erfarne, der klarer sig bedst, når det er alles kamp mod alle. U-lande med økonomier rettet mod hjemmemarkedet, ringe kapacitet, utidssvarende teknologi og viden vil aldrig kunne klare sig på lige vilkår med verdens mest avancerede og eksportorienterede økonomier. Derfor har vi brug for regler, som tilgodeser de fattigste.
Med etableringen af WTO er det for første gang lykkedes at blive enige om et loft over støtteniveauet til landbruget i de rige lande. Markedsadgangen bliver langsomt forbedret og selv USA, som er notorisk kendt for at undgå internationale forpligtigelser, er omfattet af aftalen.

Vi har brug for fair handel
Jeg indrømmer, at når det kommer til implementeringen af WTO reglerne, handler de rige lande tydeligvis efter devisen »trade is good, but import is bad«, hvilket er helt uacceptabelt. Det er ikke rimeligt at presse udviklingslandene til at implementere aftaler, som de slet ikke er i stand til, når de rige lande ikke selv er parat til at overholde deres forpligtelser. Vi har brug for fair handel – ikke frihandel. Og her overfortolker Kenneth Haar mit indlæg. Jeg mener nemlig ikke, at WTO reglerne skal omfatte nye områder, som eks. investeringer og service, før de rige lande viser reel vilje til at gøre en ende på marginaliseringen af de fattigste lande. Det er ikke nok, at give u-landene længere overgangsperioder og særlige præferencer. Derimod er det vitalt, at der bliver taget særlige og forskellige hensyn til u-landene og at hensynene bliver en del af de kontraktlige forpligtelser i WTO. Der er brug for flere konkrete initiativer, som støtter u-landenes markedsadgang. Vi må tillade, at u-landene kommer op på niveau, så der er tale om et mere ligeværdigt forhold, før de bliver forpligtet af aftalerne. Vi må give udviklingslandene lov til protektionisme for at opbygge en national produktion samt opretholde en produktionen af basale fødevarer.
U-landene bør undtages fra TRIPS aftalen i minimum 20 år, sådan at de kan bekæmpe den hastigt voksende aids-epidemi, som hver eneste dag koster tusinder af mennesker livet.

Det bekymrer mig
Det bekymrer mig, at Kenneth Haar deler holdninger med de mest højreorienterede kræfter i den amerikanske kongres eller det europæiske landbrug, som gerne så, at WTO’s magt blev svækket.
Dermed arbejder han i praksis for protektionisme og en forsættelse af de rige landes massive landbrugsstøtte på ca. 340 mia. dollars årligt (svarende til næsten 100 Storebæltsbroer), hvilket er med til at skabe mere ulige vilkår mellem rige og fattige bønder.
Argumentet, om at støtten kan bekæmpes regionalt, holder simpelthen ikke. Det viser handelsaftalen mellem Sydafrika og de 15 EU lande med al tydelighed. Aftalen omfatter 74 procent af Syd-afrikas landbrugsprodukter, mens kun 62 procent af EU’s landbrugsprodukter er med.

EU støtter EU
Men værre er det, at EU støtter sin produktion og eksport med enorme tilskud og derved udkonkurrerer de syd-afrikanske producenter, selvom disse hører blandt verdens billigste producenter af eksempelvis sukker og mælk (når EU støtten modregnes).
Og endelig vil aftalen få store konsekvenser for Botswana, Lesotho, Namibia og Swaziland, som ifølge en analyse foretaget af UNCTAD vil tabe ca. 6,6 mia. kr. årligt, når aftalen er implementeret. Dette til trods for, at de aldrig er blevet konsulteret under forhandlingerne.
Eksemplet viser, at vi også fremover har brug for globale regler der tvinger EU og andre super protektionistiske og subsidierede lande til at åbne og liberalisere. Hidtil er WTO den eneste institution som har formået at mindske de rige landes protektionisme.
Det er langtfra nok, og WTO aftalerne skal forbedres, før u-landene vil kunne drage fordele. Hvis det skal lykkes, er der dog brug for en meget bredere mobilisering om disse emner, og dette så jeg gerne, at Kenneth Haar og Attac-bevægelsen hjalp til med. For ifølge min overbevisning vil en tilbagevenden til en navlebeskuende og isolationistisk regionalisme, ikke være til gavn for de fattigste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her