Det gavner reelt ikke flygtninge og indvandrere at gøres til ofre eller at halalhippier råber racist efter alle, der påpeger problemer med integrationen
Retfærd & Velfærd
I min nye bog Khader.dk har jeg introduceret begrebet »halalhippier«, som medierne har taget til sig med begejstring. Jeg ved godt, at jeg nemt kommer til at generalisere og sætte folk i bås ved at introducere begrebet, men for at få pointen frem kunne jeg ikke lade være. Det må man godt kritisere mig for. Jeg ønsker dog at slå fast: Halalhippier er ikke folk, der forsvarer flygtninge og indvandreres rettigheder. For det er jo ikke et problem. Heldigvis er halalhippierne ikke så mange, men centralt placeret som opinionsdannere og har derfor tyranniseret debatten. Jeg har fået flere breve i den seneste måned, som er underskrevet »eks-halalhippie« men det er almindelige mennesker.
Halalhippier er folk, der forsvarer flygtninge og indvandreres ret til at gøre hvad som helst, som ha-lalhippier aldrig ville tolerere hos danskere. Det er de færreste danskere, som går ind for et undertrykkende kvindesyn, korporlig afstraffelse af børn, omskæring af piger m.m. men jeg kender til eksempler på, at halalhippier har accepteret disse kritisable holdninger og handlinger, fordi »det jo er deres kultur«. De mener, alt bør være lige og derved bliver det ligegyldigt. Ved denne misforståede tolerance pakker de folk med flygtninge/indvandrerbaggrund ind i vat og behandler dem derved som børn, eller værre: som umyndige personer, der ikke har mulighed for at tage ansvar for eget liv.
Halalhippier er folk, der siger til mig »lad være med at snakke om de negative ting ved flygtninge/indvandrere. Koncentrer dig om at fremhæve jeres gode fami-liesammenhold«, fordi de ikke ønsker, at sandheden skal belyses, fordi sandheden er broget.
Halalhippier er folk, der påstår, at de ser i alle regnbuens farver, men hvis verden sandsynligvis er sort/hvid, når de kommer til stykket, fordi de gerne vil fastholde flygtninge/indvandrere i rollen som ofre og nogle, der skal hjælpes. Eller som kalder folk for alibiindvandrere eller kokosnødder, når de ikke har den holdning, der er god tone for en indvandrer. Dermed kobler de holdninger til etnicitet og det er jo forfejlet. De fastholder faktisk, mod bedre vidende, dem/ os-opdelingen. Efter deres begreber må en dansker med flygtninge/ indvandrerbaggrund slet ikke sætte spørgsmål ved de danske goder.
Halalhippier er også dem, der udviser umådelig arrogance over for de fremmedreserverede, bekymrede mennesker især over for Pia Kjærsgaard. Arrogancen kommer til udtryk, når de bruger Pia Kjærsgaards navn som et hold- kæft-bolsche. Ingen har lyst til at blive sammenlignet med hende, og dermed stopper debatten.
Desuden ser man nogle halalhippier sammenligne Danmark med sydafrikanske apartheid-tilstande, hvorved de både overdriver og forvansker billeder ud over, at de bekræfter og fastholder flygtninge/ indvandrere i, at de er udgrænsede og diskriminerede. Den selvopfattelse har folk med flygtninge/ indvandrerbaggrund ikke brug for!
Man må kæmpe mod den reelle diskrimination, når man møder den, men ikke forvrænge billedet af realiteterne. Der er en del, der bliver afvist på grund af deres baggrund. Det skal vi have ændret, og det skal vi fordømme. Men det sker heldigvis ikke for alle.
Halalhippiernes dagsorden må være at de ikke ønsker at realiteterne kommer på banen. Ellers kan jeg ikke forestille mig, hvorfor de fremturer. Debatten om flygtninge og indvandrere har længe været præget af, at halalhippier råber racist efter enhver, der påpeger problemer i forbindelse med integration af flygtninge og indvandrere. Hvad enten problemerne var reelle eller ej. Det er nødvendigt, at vi går på to ben i debatten og forholder os til både ulemper og fordele ved integrationen, til problemer og løsninger, til rettigheder og pligter m.v. Og det kan være ret svært, hvis de bekymrede får kylet et racist i hovedet hver gang, de nævner et problem. Ligesom det kan være ret svært, hvis de tolerante altid skal reagere på smid dem ud af landet, hver gang den yderste højrefløj har udtalt sig.
For at bringe debatten om flygtninge, indvandrere og integration ned på jorden har jeg i Khader.dk dels valgt at sætte kød på debatten ved at bruge min personlige historie og erfaringer og dels valgt at sætte navne på nogle udvalgte ha-lalhippier. Til manges forargelse og harme. Men jeg mener, det er mere konkret på den måde, fordi jeg har nogle konkrete eksempler på halalhippieopførsel knyttet til de nævnte personer. Det påfaldende er, at mange mennesker har følt sig ramt uden at være blevet nævnt. Og at mange har haft travlt med at sige, at jeg går den yderligt-gående højrefløjs ærinde ved at benævne halalhippier og deres misforståede tolerance. Mens selvsamme personer intet har imod at nævne Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup ved navn.
Men jeg forstår slet ikke, hvordan nogen kan tro, at jeg går højrefløjens ærinde! Min hovedmodstander er og har hele tiden været den yderste højrefløjs fremmedforskrækkethed. Bl.a. skriver jeg i min bog, at Pia Kjærsgaard ikke nødvendigvis er racist, men at hun blot er mere småborgerlig end 400 kongelige porcelænsfigurer tilsammen. Hos mig findes der ingen sympati for denne småborgerlighed, når den kommer til udtryk i politik, der kun ønsker at fiske i rørte vande og piske en hadsk stemning op. Dermed misbruger Dansk Folkeparti bevidst folks reelle bekymring til at komme med nemme, populistiske og ansvarsforflygtende forslag. Det er der ikke meget vision i og det er der heller ikke nogen løsninger i.
Når så fanden læser Bibelen. Også anmeldelsen i Information af Leif Bork Hansen gav udtryk for, at jeg snarere gik den yderlige højrefløjs ærinde. Men det er da vist en mislæsning. Jeg kan godt være bekymret for Bork Hansens menighed, hvis han læser Bibelen lige så fejlagtigt. I hvert fald er det indlysende, at Bork Hansen synes udmærket om første halvdel af Khader.dk, fordi jeg der lever op til hans forventning om, hvordan en indvandrer skal have oplevet verden. Jeg kan passe ind i rollen som offer. Og lige så tydeligt er det, at han absolut ikke syntes om anden halvdel af bogen, fordi jeg der giver udtryk for både selvstændige, politiske og personlige holdninger. For så kan man jo ikke fastholde det sort/hvide verdensbillede endsige pudse sin glorie.
Når jeg i bogen nævner eksemplet, hvor Pia Kjærsgaard siger, at jeg personligt ikke er problemet, bruger jeg det som eksempel på, at det er vigtigt at sætte ansigter på hinanden ikke som et eksempel på, at Pia Kjærsgaard er min gode veninde. Jeg har ofte hørt udsagn i retning af »Alle perkere skal smides ud. Ja, ikke dig Mohammed, du er jo god nok«. Det viser bare, at man sagtens kan komme overens med forskelligheder, når man bare kender hinanden som personer og ikke som gruppe.
Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor Information valgte at sætte Bork Hansen til at anmelde min bog. I hvert fald glemte han eller avisen at nævne, at jeg i bogen giver udtryk for min holdning til at skjule flygtninge for myndighederne, og at det kunne gøre ham inhabil.
Reaktionerne på min bog har i mange tilfælde været automatreaktioner. F.eks. skrev Bashy Quraishy et indlæg ved navn »Onkel Tom.dk«. Meningen var tydeligvis, at en sort, der hjælper en hvid, er en forræder, og at man aldrig skulle lytte til sådan nogle. At jeg hørte til onkel Tomerne hersker der ingen tvivl om, hvis man læser indlægget. Men det er hørt før. Han har sagt det mange gange tidligere. Til det er der kun at sige, at Bashy Qurai-shys militante og på mange måder integrationsfjendtlige holdninger nok hjælper Pia Kjærsgaard mere end flygtninge og indvandrere. Når han har udtalt sig på sin lad os kalde det bastante måde, vil jeg tro, at endnu en eller måske fem personer får lyst til at melde sig ind i Dansk Folkeparti. Og det er sgu da ærgerligt!
At Bashy tidligere har kaldt bl.a. mig, Mehmet Necef m.fl. for alibiindvandrere, viser blot, at også han er interesseret i at fastholde indvandrere i bestemte roller, og at vi åbenbart ikke kan passe ind i dette noget snævre verdensbillede. Egentlig var det Informations Niels Rohleder, der i sin tid introducerede begrebet alibiindvandrere, men det skriver jeg også om i bogen.
Også Rune Engelbreth Larsen, der redigerer tidsskriftet Faklen, har reageret kraftigt på at blive kaldt halalhippie. Det er han men ikke en godhedens halalhippie, nok snarere en militant en af slagsen. Jeg vover at kalde ham dette, fordi jeg mener, at det virker, som om han taler flygtninge/
indvandreres sag for at fremme sin egen revolution imod det samfund, som han finder så fascistisk.
F.eks. var den militante og aggressive holdning, Engelbreth Larsen ytrede i sagen om en moske i Århus, efter mine begreber halalhippiesk. Vi er ikke uenige om, at det ville være godt for muslimer med en moske i Århus, men vejen frem er forhandling og ikke grove provokationer, der medfører stærk modstand mod en ellers udmærket ide!
Engang skrev han i Politiken: »Hvordan ville du , kære læser, reagere, hvis du i femten år levede under et permanent mistænkeliggørende klima, der var blot halvt så foragtende som det, indvandrerne har oplevet og oplever? Ville ikke ethvert menneske med følelse og hjerte i livet gøre modstand, ja, oprør?« For det første lever vi som sagt ikke under apartheidtilstande, for det andet er den fremadrettede, brugbare og konstruktive vej ikke oprørets og kampens vej. Rune Engelbreth Larsens ide om, at alle undertrykte skal gøre oprør mod det fascistiske samfund, inkluderer flygtninge og indvandrere, men tjener dem ikke til det gode og er ikke skabt for deres skyld.
Er du en halalhippie? Kære læser, hvis du nu føler dig som en halalhippie efter at have læst min definition på begrebet, skal du ikke være så ked af det. Man kan altid nå at udvikle og ændre sig. Det første skridt er altid at blive bevidst om, hvor man kan ændre og udvikle sig henne og henad. Jeg tror ikke, det er for sent at få debatten om flygtninge/indvandrere og integration tilbage på sporet. Jeg tror ikke, det er for sent at forholde sig til realiteter, både positive og negative og derudfra skabe konstruktive planer og handling. Men jeg er ikke naiv: det kræver hårdt arbejde og en grundlæggende vilje til udvikling at skabe et samfund, som fungerer med danskere af både dansk og udenlandsk baggrund.
Nogle af mine forslag til handling kan man læse sig til, hvis man læser resten af Khader.dk. For bogen handler jo ikke kun om halalhippier, selv om man kunne få den tanke. Faktisk forsøger jeg der at give et, mit, eksempel på, hvordan verden konkret kan se ud, hvis man har indvandrerbaggrund, og at give et bud på nogle fremtidige politikker, handlingsforslag m.v. og ikke kun inden for flygtninge/indvandrerdebatten, men også på den politiske scene. Man kan lovgive om meget, men ikke om holdningsændringer.
Jeg håber, frontmedarbejdere (pædagoger, lærere, socialarbejdere m.m.) ud af Khader.dk kan læse, hvordan det kan føles at være blandet ind i et arrangeret ægteskab, hvordan det kan føles at ankomme til et fremmed land med sin mellemøstlige baggrund i bagagen og at de måske kan bruge den viden praktisk i deres arbejde. Og jeg håber, andre læsere kan få udbytte af at læse den slags også.
Ikke mindst håber jeg, at folk kan fornøje sig ved at læse Khader.dk den er også skrevet med et glimt i øjet, med selvironi og selvkritik og er faktisk et forsøg på at ophæve kirkestemningen i debatten om flygtninge og indvandrere.
Naser Khader er cand.polit., forfatter, foredragsholder og radikal folketingskandidat i Københavns Amt. Han har fornylig udgivet erindringsbogen Khader.dk, skrevet med journalisten Jakob Kvist.
