Læsetid: 3 min.

Hvorfor må vi ikke dø, når vi vil?

Debat
6. december 2000

Lad os tale åbent om at dø – og få adgang til metoder mindre groteske end jagtgeværer, sovepiller og udspring fra perron 11

Dødshjælp
»Vi gør, hvad der er muligt, for at mildne deres lidelser og forlænge deres liv«.
Sådan siges det ofte fra ansvarlige personer inden for sundheds- og omsorgssektoren. Ville det ikke være mere ærligt at sige: »Vi gør, hvad vi kan, for at forlænge deres lidelser«? De efterladtes meddelelser: »Vor kære NN har endelig fået fred« bekræfter, at forlængelsen lykkedes.
Med mellemrum bliver personer i disse sektorer anklaget for at have udført medlidenhedsdrab. Man nævner store strafferammer, og folket og dagspressen afsiger dommen på stedet.
Ville det ikke være mere på sin plads at påskønne en veludført indsats?

Engang holdt jeg får
Engang holdt jeg får. Lige som andre holder hund. De fleste af dem født og vokset op hos os, kløet bag ørerne i årevis, forvænt brægende hen mod spisetid. En del af familien – men gamle efterhånden. Så gamle, at de humpede og havde besvær med at tygge. De stødte ind i hjørnestolpen, fordi de ikke kunne se den.
Jeg sagde til min kone: »Hvis jeg ikke snart gør noget ved de får, kommer jeg på forsiden af Ekstra Bladet«. Dyrlægen kom og aflivede dem.
På samme tid sad min mor på et plejehjem. En del af familien – men gammel efterhånden. Så gammel, at hun havde besvær med at tygge. Hun læste altid – havde i hvert fald altid en bog liggende i skødet. Hun stødte ikke ind i noget, for hun gik slet ikke. Når jeg – alt for sjældent – besøgte hende, vidste jeg ikke, om det var gået op for hende, at jeg havde været der.
Jeg sagde til min kone: »Hvis jeg gør det samme som med fårene, kommer jeg på forsiden af Ekstra Bladet«.
Nogle år tidligere, mens mor efter et langt, ansvarsfyldt og virksomt liv boede alene og kun havde ansvar for sig selv, havde jeg i for lang tid ikke hørt noget fra hende. Jeg fandt hende på sofaen med et glas sovepiller. Lægen fik hende på benene igen. Den indsats har jeg altid siden haft svært ved at tilgive mig selv.

Vort livs faser
Vort liv kan inddeles i faser. Barndommen – alt er nyt og spændende. Ungdommen – krop og psyke modnes. Voksenlivet – ansvar, opgaver, oplevelser og indsats. Alderdommen – ansvar, opgaver og indsats svinder ind, og oplevelserne afbleges. Den næste fase – opbevaringsfasen – slipper mange nådigt for ved at dø i tide. Andre oplever denne fase som gråt mørke, fysiske og psykiske lidelser og fortvivlelse, mens de viljeløst rådner op i velmenende omsorg.
Hvorfor skal erindringen om et godt, lyst og virksomt liv forplumres af fornemmelsen af at kure på rumpen ned ad en bakke, der ender i et stort sort hul? Hvorfor skal dine børnebørn kun huske den her »øv, skal vi med?«-fornemmelse? Hvorfor ikke spare andre for en desperat medlidenhed med det fremadskridende forfald og for samvittighedskvaler over ikke at kunne afse tid og kræfter til kærlighed, pleje og trøst? Og for selvbebrejdelser, chok, tvangstanker, psykisk belastning og måske vrede, når et selvmord udføres, som man er henvist til at udføre det i dag: overraskende og grotesk.

Andre må gerne slå ihjel
Aktiv dødshjælp er ulovlig i Danmark, formentlig baseret på noget i Det Gamle Testamente. Andre må gerne slå ihjel. Generaler trykker på røde knapper, og læger foretager aborter. Er motivationen for disse handlinger smukkere end den indstilling, der kunne legalisere medlidenhedsdrab eller vel-overvejede selvmord? Hvorfor indretter vi ikke vort samfund, så vi dels kan tale åbent om at dø, når vi vil, dels får adgang til metoder, der er mindre groteske end jagtgeværer, reb, sovepiller og udspring fra perron 11? Hvorfor har vi ikke den sikkerhed og ro, der ville ligge i et livstestamente: Når jeg når et nærmere defineret stade, vil jeg gerne dø – uanset om jeg kan fremsætte anmodningen selv.
Døden kunne være en meget værdig, simpel og smertefri handling i værdige omgivelser. Lægeløftet pålægger vist læger at forsvare liv betingelsesløst. Ville en respekt for din egen, velovervejede vurdering af dit livs kvaliteter ikke være på sin plads?
Tør kompetente personer føre diskussionen frem til den brede overbevisning og den efterfølgende lovgivning, der er nødvendig? Ellers må vi jo bare gøre klar til turen på rumpen ned ad bakken. Eller håbe på et hjertestop en dag, hvor vi stadig finder verden lys, god og lykkelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her