Ja til FN – nej til EU-militær

Udviklingen af en militær EU-styrke er et direkte ressourcespild. Dertil kommer, at den militære styrkelse af EU flytter dagsorden væk fra en nødvendig reform af FN

EU-militær
I Rwanda blev 800.000 mennesker dræbt og verden så på. I den jugoslaviske borgerkrig kunne FN-soldater magtesløst opleve, at kvinder og børn blev dræbt, uden at de måtte gribe ind. Gang på gang oplever verdenssamfundet folkedrab, uden at nogen kommer de civile ofre til undsætning. Denne tilstand er uacceptabel. Verden har brug for en global fredsstyrke – og Danmark bør tage del i opbygningen af en sådan styrke.
EU’s nye militære styrke er derimod ikke en fornuftig model. Fra forskellige sider er der ønske om en debat om Danmarks rolle i denne sammenhæng. Vores bud er, at vi arbejder for en fredsstyrke under FN, og at vi fastholder Danmarks nej til et EU-militær.
Den Kolde Krigs ophør har ikke ført til afskaffelsen af væbnede konflikter. Afslutningen af Den Kolde Krig har i stedet løftet låget på flere af verdens latente konflikter. Konflikterne har fået lov til at udvikle sig.
Der er ingen tvivl om, at det konfliktforebyggende arbejde bør styrkes. Men desværre vil konfliktforebyggelse aldrig forhindre alle krige. Lige så uholdbart det er at påstå, at brandforebyggelse kan erstatte brandvæsenet, er det at påstå, at konfliktforebyggelse kan erstatte det konfliktløsende arbejde. Det skyldes primært to faktorer:
*Der er så mange latente konflikter i verden, at det ikke er praktisk muligt at forhindre, at nogle af disse udvikler sig til væbnede konflikter.
*Når der bliver sendt advarsler ud om opblussen af en konflikt, er det svært at samle politisk handlekraft. Der er jo ingen ’brand’, så hvorfor bruge skattepenge på at sende brandkorpset ud?
Sagt på en grov måde: Lig på bordet skaber større politisk vilje til at arbejde for en løsning af en konflikt.

Klare krav
Udviklingen af en global fredsstyrke er altså nødvendig, men det er afgørende, at der tages saglig stilling til styrkens strukturelle grundlag og praktiske kapaciteter.
Grundlaget og rammerne for en global fredsstyrke skal være så sikre, at styrken aldrig kan falde i hænderne på snævre økonomiske eller politiske interesser. Der må derfor opstilles nogle klare krav og forudsætninger for styrken især:
*Loyalitet over for de grundlæggende, universelle menneskerettigheder,
*upartiskhed og neutralitet i konflikten,
*nødvendig militær kapacitet til at løse opgaver med skiftende voldsintensitet og med kort udrykningstid.
Et afgørende spørgsmål er, om styrken hører bedst under FN, NATO eller EU.
FN har størst politisk legitimitet, men mangler den militære styrke.
NATO har den militære styrke, men ikke den politiske legitimitet.
EU har hverken den politiske legitimitet eller den militære styrke, men EU har nu besluttet, at der skal opbygges en militær styrke. EU satser på at udvikle en udrykningsstyrke på 60.000 mand, der kan rykke ud og være på plads i løbet af 60 dage, og om nødvendigt kan styrken være ude et helt år til både fredsbevarende og fredsskabende opgaver. For at kunne opfylde målet er udgangspunktet en styrke på 100.000 personer. Dertil kommer f.eks. 400 kampfly og 100 flådefartøjer.

Overflødig
Udviklingen af en militær EU-styrke er helt overflødig. At opbygge en parallel struktur til NATO er absurd – et direkte ressourcespild. Dertil kommer, at den militære styrkelse af EU flytter dagsorden væk fra en nødvendig reform af FN. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at der fra EU’s side ikke er noget krav om, at styrken kun må handle, når der er et FN-mandat.
EU er således ved at udvikle sig til en militær stormagt med en EU-styrke, der opererer for EU, når EU har vitale interesser på spil. At EU vil stille styrker til rådighed for FN, er ikke noget fremskridt eller nogen trøst. Ikke en gang når vi taler om ’bløde aktioner’ såsom at lede efter landminer. Bløde opgaver, der altså kan være nok så barske og livsfarlige, ligger mere fordelagtigt i FN og OSCE. Det skyldes, at også bløde sikkerhedspolitiske opgaver mellem stater på tværs af alliancer er tillidsskabende. I det hele tager nedbryder aktioner på tværs af alliancer fjendebilleder. Det er således direkte uklogt at holde Rusland udenfor.
Man kan have en stærk mistanke om, at målet for EU er at blive en supermagt på linje med USA. Officielle udtalelser og tilkendegivelser i andre EU-lande viser tydeligt, at der ikke er tale om, at EU bliver en ny Røde Kors-organisation. Et militært EU kan aldrig blive en neutral eller upartisk aktør. EU er en handelspolitisk enhedsaktør og har økonomiske interesser over hele verden.
EU’s optræden i forhold til Vestsahara og Kina har vist, at menneskerettighederne og FN’s arbejde for at finde fredsløsninger kommer i anden række. I forhold til Vestsahara har EU indgået aftaler om forhold, der gælder Vestsahara. Disse aftaler er indgået med Marokko, der de facto styrer over området. Dermed har EU valgt side i spørgsmålet om suveræniteten over Vestsahara – og dette på trods af, at FN arbejder for en folkeafstemning, der skal løse Vestsahara-konflikten. I forhold til Kina har EU valgt en meget vattet linje, og man tør knap nok invitere politikere fra Taiwan eller kritisere Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Store handelsinteresser står på spil og menneskerettighederne kommer i anden række.
Danmarks forsvarsminister Hækkerup ønsker en debat om forsvarsforbeholdet og den militære udvikling af EU. Vi er enige. Der er brug for en debat, hvor det faktisk bliver spændende at høre tilhængernes begrundelser. Vi har mange spørgsmål:
Hvorfor er det en god idé med en EU-styrke? Hvad koster opbygningen af EU-styrken? Hvad vil EU kunne, som NATO ikke allerede kan? Er der nogen forskel på NATO’s og EU’s legitimitet? Hvorfor åbnes der op for, at EU-styrken kan operere uden FN-mandat? Hvorfor kan de ’bløde’ sikkerhedsopgaver ikke ligge i OSCE og FN? Hvorfor arbejder EU ikke for, at FN bliver i stand til at løse de hårde sikkerhedsopgaver? Hvad er egentlig målet med at give EU en militær side? Hvordan går det med planerne om
atomvåben under EU? Hvordan kan det være, at EU er verdens næststørste våbeneksportør?

Alle gør det
I øvrigt er der en markant og meget ubehagelig tendens i EU-sammenhæng til i stigende grad at erstatte begrebet ’menneskerettigheder’ med ’europæiske værdier’. Det angriber princippet
om menneskerettighedernes universalitet og baner vejen for aktiv EU-imperialisme i værste fald gennemtvunget ved økonomiske og militære midler.
Tilhængerne vil sikkert bruge argumentet »alle de andre gør det og derfor skal vi være med«. Men det er et børnehaveargument. En god debat må fokusere på indholdet i EU’s militære projekt og på, om der er andre og bedre veje at gå.
Vi skal have svar på de mange spørgsmål. Desuden foreslår vi, at der tages udgangspunkt i udviklingen af de instrumenter, som FN og OSCE allerede råder over. Hvorfor ikke styrke FN’s nye multinationale fredsstyrke SHIRBRIG i stedet for at bygge nye strukturer i EU.
Vi tror ikke, at EU-tilhængerne kan vinde debatten – for Danmarks forsvarsforbehold er fornuftigt. Vi holdes uden for EU’s stormagtsbyggeri samtidigt med, at vi viser ansvarlighed gennem FN og OSCE. Danmark er faktisk verdensmester i FN-soldater og u-landsstøtte set i forhold til antallet af indbyggere i Danmark.
Vi er et ansvarligt land. Det skal vi fortsætte med at være, og derfor skal vi offensivt arbejde for en reform af FN og en effektiv fredsstyrke under FN.
Ja til mere FN og Danmarks forsvarsforbehold i EU og nej til EU’s militære udvikling.