Fri os dog for denne skammelige genrejsning af Scavenius og den opgivende politik
Besættelsen
Med uddraget den 10. december af Søren Mørchs bog om Scavenius m.fl. kunne man få opfattelsen af, at vi er mange, som kan takke Scavenius for både liv og lemmer, og samtidig få en fornemmelse af, at uddraget til forveksling minder om tidligere udsagn, ikke mindst om Harald Bergstedts indlæg i Fædrelandet 1942-45 og hans selvretfærdige forsvarsbøger om samarbejdspolitikken 1948-49 og for øvrigt hans artikler i Information i samme periode. Her finder man den sønlige hengivenhed til Stauning og DNSAP-respekten for den ovenud kloge Scavenius, der jo selv søgte sig et værdigt minde i skrift og tale, bl.a. med en gengivelse i Berlingske Aftenavis (27. september 48) af en samtale i Der Tagesspiegel med vor udenrigs- og statsminister i alle besættelsesårene.
Ikke fædrelandskærlig
Mange af os har antagelig i en stille stund mindedes den mere eller mindre ukendte tyske soldat, som døde i nazisternes krig (eksempelvis Helmuth Molkte), men tilstanden dengang var langt fra fædrelandskærlig, som den blev gjort til 5. maj og sidenhen.
Situationen var for mange europæere, at DNASP og dermed tilpasningsflokken anså nogle mennesker for ringere eller slet ikke mennesker. Bergsted, der, som han selv gjorde opmærksom på, i 20erne og 30erne hørte til blandt de udødelige på par-nasset, følte sig trådt på og uretfærdigt behandlet, da han efter 5. maj blev anholdt af nogle fjolser og ført til forhør på Brønshøj bibliotek, han, som enhver måtte vide, havde arbejdet for Staunings og Scavenius' (snus-)fornuftige samarbejdspolitik og burde hædres. Vi, der ellers boede tæt på Brønshøj bibliotek og jævnlig kom der, var imidlertid for længst jaget fra hus og hjem af hans venner på Dagmarhus og håbede nu på at gense forsoning og åbenhed.
Lykkelig gemt bort
Den tids dagligdags tildragelser afløstes snart af helt andre samfundsforhold og blev lykkelig gemt bort. Men jævnligt ses, at gamle, eller bare gammelt forurettede, i stedet for at bistå alle de unge, der står over for guddommeligt store vanskeligheder, i deres kamp for humanisme og imod store mænds store taler, vil genopfriske en gravsat politik, der på gadeplan gik under betegnelsen »hvad kan det nytte«, for i fremragende redegørelser at hylde modstandens folk eller for at hædre dem, der, som Scavenius, til det sidste fastholdt, at modstandsbevægelsen hverken havde militær eller moralsk værdi.
