Læsetid: 3 min.

Katalog under anklage

28. december 2000

Informations anmeldelse af kataloget over den flamske samling på Statens Museum for Kunst er fejlagtig

Anmeldt
Charlotte Christensen skrev den 21. december om museets udgivelse af et videnskabeligt katalog over den flamske samling på Statens Museum for Kunst. Det er glædeligt, at der er interesse for vores nye katalog, men det er meget beklageligt, at omtalen indeholder flere faktuelle fejl, som Charlotte Christensen kunne have undgået ved en grundigere research.
*Charlotte Christensen skriver, at museet har nedprioriteret katalogudgivelsen til ringeste minimum. Og at museets direktør ikke har ønsket, at samlingerne publiceres.
Det er ikke korrekt. Tværtimod er katalogudgivelserne stærkt opprioriteret. I henhold til museets nuværende resultatkontrakt skal museet udgive fire videnskabelige kataloger inden udgangen af år 2001. Det flamske katalog er udgivet, undervejs er et katalog om Tysk Tegnekunst, Franske Tegninger og Centraleuropæisk Tegnekunst, som alle udgives i 2001.
Og flere kataloger følger i de kommende år, efterhånden som forskningen afsluttes og der er penge til trykningen.
Desuden er vi begyndt på at publicere katalogerne elektronisk. Som kunsthistoriker må Charlotte Christensen vide, at udarbejdelsen af sådanne videnskabelige kataloger alle er flerårige forskningsprojekter. Arbejdet er sat i gang, og de igangværende projekter indgår i museets forskningsplaner. Men det tager sin tid at komme igennem museets 10.000 malerier og skulpturer og 300.000 tegninger og grafiske værker.
Udover de videnskabelige kataloger er arbejdet med bestandskataloger i fuld gang. Revisionen af samtlige katalogoplysninger over hele maleri- og skulptursamlingen har været opprioriteret stærkt i de seneste år med henblik på at få de rigtige oplysninger ind i museets nye database, som bliver tilgængelig på Nettet her i januar, i forbindelse med vores hjemmeside version 3.
Vores store ønske er at vi samtidig kan udgive bestandskataloger i trykt form. Det koster imidlertid omkring fem millioner kr., som det er svært at finde på vores nuværende budget.
*Charlotte Christensen mener, at Statens Museum for Kunst føder kataloget i dølgsmål. Uden at supplere udgivelsen med et alment tilgængeligt symposium, en udstilling eller en offentlig foredragsrække.
– Dette er ikke korrekt, kataloget blev præsenteret ved en reception, hvortil også pressen var inviteret, og hvor Charlotte Christensens kollega fra Information, Lisbeth Bonde, bl.a. deltog. Forfatteren holder i februar foredrag for museumsklubbens medlemmer. Charlotte Christensen er velkommen til at melde sig ind i klubben.

Flamsk i hovedrollen
Museet har indenfor de sidste fire år afholdt flere udstillinger hvori den flamske kunst har spillet hovedrollen, bl.a. Vanitas og Kongernes Blændværker, som også blev vist for et engelsk publikum. Desuden tog vi i forbindelse med åbningen i 1998, hvor al kunst blev hængt op på ny, hensyn til at kataloget snart ville udkomme. Derfor blev en ekstra sal reserveret til flamsk kunst, og billeder hængt op som i et flamsk billedkabinet.
*Charlotte Christensen mener, at museet bruger sine midler på nutidskunstens døgnfluer og ikke supplerer den gamle samling op med væsentlige værker.
– Det er ikke korrekt. Museet har i de seneste par års erhvervelsesstrategi på det ældre udenlandske område valgt at styrke den italienske samling, navnlig for så vidt angår det 17. og 18. århundredes kunst.
*Charlotte Christensen mener, at på museet er kun en brøkdel af malerierne, som det flamske katalog handler om, ophængt.
– Det er ikke korrekt, og et researchbesøg eller en opringning kunne have opklaret sagen for Charlotte Christensen. Som i svar to: Vi var meget bevidste i ophængningen før åbningen om, at nu kom kataloget. Samlingen rummer ca. 190 værker, hvor næsten halvdelen nu kan ses på museet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu