Læsetid: 2 min.

Khader offer for Janteloven

Debat
23. december 2000

Naser Khader evner at skabe debat om vanskelige emner

Politik
Det vækker min respekt, at Naser Khader argumenterer. Og at han med sine argumenter formår at komme i pressen. Man kan være enig eller uenig, men argumenterne er klare, og problemstillingerne centrale.
Stor var min forbløffelse derfor ved at læse indlægget af Ahmem Idrissi, som den 15. december kom med grove angreb på Naser Khader for at være selvpromoverende og narcissist.
Når vreden skrælles væk, resterer følgende: Naser Khader bør ikke kritisere dem, der støtter indvandrerne. Naser Khader passer ikke sit hverv i Borgerrepræsentationen godt nok, og han burde have støttet et forslag om kvalitetsvurdering af de københavnske skoler. Og det er for dårligt, at han ikke har skrevet sin sidste bog selv, men har ladet sig støtte af en dansk journalist.
Man kan selvfølgelig mene, at man ikke må stille spørgsmålstegn ved dem, der er positive over for indvandringen. Hermed cementerer man imidlertid debatten som sort/hvid uden hverken farver eller mellemtoner. Og lukker for muligheden for at gøre tingene bedre, end vi gør i dag.
Kan ske, Naser Khader kunne have gjort mere og andet i Borgerrepræsentationen, det kan jeg ikke vurdere. Men at der er fremført »offentlig kritik« af hans indsats, som Ahmem Idrissi skriver, er ikke ensbetydende med, at kritikken har ret. Og dybest set: Hvad kommer det egentlig sagen – Naser Khaders evne til at skabe debat om vanskelige emner – ved, hvordan hans indsats i Borgerrepræ-sentationen har været?
Jeg har svært ved at se det angribelige i, at Naser Khader vælger at skrive sin seneste bog sammen med en journalist. Skal vi holde os fra at gøre noget, hvis ikke vi gør det hele selv? Det er ikke et krav, der er skrevet ind i den danske grundlov og næppe heller Koranen. Så var politikere og enhver anden form for ledere ilde stedt.
Det hele lugter af en muslimsk parallel til Janteloven. Folk af dansk og muslimsk baggrund kan åbenbart finde sammen om at dyrke misundelsen over dem, der klarer mere end gennemsnittet. Det er måske udtryk for integra-tion, men en dybt forstemmende sådan.
Forstemmende er det, at én, der ved sine argumenter har formået at placere sig i debatten, søges trukket ned i sølet. Lad gå, at vi alt for ofte præsenteres for eksempler på, at fysisk eller åndelig striptease giver adgang til medierne. Men det er jo heldigvis ikke ensbetydende med, at det altid er sådan. At en cand. psych. ikke er i stand til at se forskel, er tankevækkende. Det samme kan siges om, at Information vælger at bringe hans ureflekterede frustration. Er det virkelig det bedste, der kan siges imod Khader?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her