Komisk motorvej
Det er årets vittighed, at en ny motorvej skulle værne naturen
Dyt
I tider som disse, hvor politik er en alvorlig sag, og hvor der er langt mellem grinene, løsner det op for latteren, når Per Seerup Knudsen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Frederiksborg amt, ønsker sig en motorvej til Frederikssund af hensyn til naturen og miljøet.
Det er virkelig grinagtigt, at sproget kan bøjes i en sådan grad, at naturhensyn anno 2000 består i at føre en motorvej gennem hidtil uberørte landskaber, langt fra større byer og at skære værdifulde naturområder i stykker. Det er ikke første gang og det bliver næppe sidste at der fra politisk hold mod bedre vidende argumenteres for flere motorveje med henvisning til, at den mere jævne kørsel, nedsætter bilernes udslip af luftskadelige stoffer.
Komisk, for slig snak tror ikke engang FDM på. På foreningens hjemmeside kan man nemlig læse, at når farten øges fra 80 til 100 km/t, da vokser forureningen med 20-25 procent og støjen med en trediedel.
At motorveje er mere sikre end alm. landeveje er, isoleret set, rigtigt, men ikke når man ser på det samlede antal ulykker i området, for det er på tilkørselsvejene, ulykkerne sker. Dels fordi mange bilister tager forskud på glæderne eller ikke kan få lettet foden fra speederen, når de forlader motorvejen. Så motorveje eller ej, antallet af fartbøder i området vil ikke falde.
DSB skønner, at en fuldt udbygget S-bane til Frederikssund kan tiltrække ca. 50 procent flere rejsende, og at der givetvis vil være mange pendlerbilister, der stiger om. Men nej, amts- og landspolitikerne har ikke tålmodighed til at se, hvordan det går de vil ha deres motorvej. En så sorgløs omgang med samfundets investeringer er da grinagtig.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »