Kronik

Den kroniske usandhed

Debat
4. december 2000

Der var en rigtig og en forkert side under Besættelsen. Og uanset samarbejds-politikken var danskerne anti-tyske og pro-engelske.
– Et heftigt generationsopgør med skråsikre unge historikere

Historisk set
Hvorfor er det i dag nogle helt andre sider af de ’Fem Onde År’, vi beskæftiger os med, end for bare få år siden? ” - spurgte i Information den 13. november tre historikere fra Odense, Esben Kjær, Rasmus Dahlberg og Jon Bloch Skipper (herefter kaldet Triaden).
Sandheden er, forkynder de, at Danmark først kom på den vindende side i Anden Verdenskrig med tilbagevirkende kraft. Bl.a. deltog der jo langt flere danskere i krigen på tysk side end i modstandsbevægelserne eller allieret tjeneste. Danmark blev først et allieret land, da det var helt sikkert, at Tyskland ikke længere kunne vinde krigen og verdensherredømmet.
Men det er jo ikke noget nyt. Har vi ikke oplevet det selv fra 9. april 1940 og frem, så har vi gennem årene fået det at vide af adskillige historikere.
Det, de kalder Danmarks mentale bearbejdelse af de fem besættelsesår, begyndte efter deres opfattelse allerede natten mellem 4. og 5. maj 1945 ved frihedskæmpernes arrestationer af 40.000 mennesker, der havde gjort sig skyldige i unational optræden.
»Ved at udråbe en skare danskere til forrædere placerede Danmark sig egenhændigt blandt verdenskrigens sejrende magter. Der blev sat navn og ansigt på de dele af befolkningen, der havde hjulpet Hitlers Tyskland. Hvilket jo måtte betyde, at det resterende flertal var gode antinazistiske danskere, der hele tiden havde været modstandere af besættelsesmagten.«
Dette stemmer faktisk ikke overens med, at andre historikere – også nogle, der har været meget kritiske over for modstandsbevægelsen – i deres værker har slået fast, at danskerne generelt var klart imod tyskerne og nazismen:
Således Aage Trommer i Myter og sandhed i besættelseshistorien: »Bortset fra dem, der havde fundet den politiske frelse i den nazistiske ideologi, samt dem, der trivedes økonomisk ved tyskernes tilstedeværelse i landet, var der ingen i Danmark, der kunne lide tyskerne – i hvert fald ikke de tyskere, der stod som besættelsesmagt i landet.«
Og Hans Kirchhoff: »Trods al opportunisme og pragmatisme stod befolkningen urokket i sin antityske og proengelske holdning, alle kræfters mål var: tyskerne ud.«
Hvilket også understreges af, at danskerne faktisk skabte sig tosset, da Scavenius meldte Danmark ind i Antikominternpagten og derved problematisk knyttede Danmark til det nazistiske Tyskland.
I kronikkens sidste afsnit skriver Triaden bl.a.,
»...at store dele af befolkningen længe undlod at tage standpunkt i den enorme styrkeprøve, der fandt sted over hele verden.«
Jeg må undre mig over, hvordan I kan tro sådan om de mennesker, der levede dengang.

Triaden mener videre, at danskerne unddrog sig »...det kollektive ansvar for nazismens forbrydelser, som den populære samarbejdspolitik ellers kunne have givet anledning til.«
Naturligvis var vi da medansvarlige på den måde, at vi ved vore leverancer til Tyskland og ved vort arbejde for tyskerne var med til at forlænge krigen, så Tyskland måske fik nogle dage eller uger mere til at udøve deres forbrydelser i.
Det er da heller ikke for alvor blevet benægtet af nogen. Bl.a. derfor var mange danskere imod regeringens samarbejdspolitik. Sandheden er blot, at selv uden samarbejdspolitikken var vi kommet til at arbejde for tyskerne. Det gjorde alle de besatte lande, også nogle af de neutrale, f.eks. Sverige.
Om 1950’ernes historiske efterbehandling af besættelsestiden skriver Triaden bl.a.:
»Enmandshæren Jørgen Hæstrup havde ikke ydet en aktiv indsats som frihedskæmper under krigen, og det kompenserede han nu for ved at indsamle og udgive enorme mængder af data om modstandsbevægelsen.«
For det første havde Hæstrup faktisk deltaget i modstandsbevægelsen. Det skriver i hver fald Bryld og Warring i deres meget omtalte bog Besættelsestiden som kollektiv erindring, selv om de heller ikke bryder sig om Hæstrups historiesyn. For det andet kan vel ingen historikere for alvor mene, at det i sig selv er forkert at indsamle og udgive store mængder data om modstandsbevægelsen?
Triaden nævner, at en række historikere i 197o’erne og op gennem 1980’erne stillede sig kritisk over for myten om det kæmpende Danmark. Som eksempel fremføres Aage Trommers doktordisputats om jernbanesabotagen i Jylland, hvis konklusion var, at denne havde været uden militær betydning.
Det er faktisk ikke korrekt. Trommer anfører, at forsinkelserne var små, og at den taktiske og militære betydning var ringe, men også, at en divisions forsinkelse måske var årsag til, at en tysk offensiv på østfronten blev udsat.
Hans Kirchhoff skriver i Kamp eller Tilpasning: »Den københavnske folkestrejke i 1944 er en af besættelsens store begivenheder. Den er også en af de mest markante sejre, som det kæmpende Danmark kunne opvise i direkte konfrontation med besættelsesmagten.
Dermed introduceredes sommerens nye kamp- og solidaritetsvåben, folkestrejken, der i tre bølger gennem juli, august og september fejede hen over det ganske land og bragte selv den mindste by og det mindste mejeri til at lukke.«
Fælles om strejkerne i 1943 og ’44 skriver Kirchhoff: »De gav på kritiske tidspunkter den organiserede modstand en folkelig bredde og opbakning, der gjorde den almindelige dansker til medkæmper og skabte ham eller hende en plads i historien.«
Triaden skriver, at myten stort set kom intakt gennem faghistorikernes forsøg på at gendrive den og nævner et par af grundene hertil, bl. a. disputatsernes store omfang og akademiske sprogbrug, samt aktørernes (modstandsfolkene) skarpe kritik. De fortsætter: »Men den mest betydningsfulde faktor var det danske samfunds selvopfattelse. Flertallet af danskerne var endnu ikke i stand til at acceptere udlægningen af besættelses- og efterkrigstidens Danmark som et splittet samfund med stærke indre konflikter.«

Det kunne måske være, fordi mange af danskerne endnu kunne huske besættelsestiden. Og at de ikke opfattede de splittelser og konflikter, som Triaden lægger så stor vægt på, som noget særlig unormalt eller bemærkelsesværdigt.
Triaden spørger om, hvorfor det så gik anderledes i 1990’erne, hvor det pludselig blev muligt at sælge 12.000 eksemplarer af en tredobbelt specialafhandling om frivillige danskere på Østfronten. Selv kender de imidlertid godt svaret:
»Forklaringen er, at samfundet undergik en mental forandring i de mellemliggende år. I årene efter besættelsen blev forestillingen om det nationale fællesskab dyrket for at mildne eller dække over befolkningens indre modsætninger.«
Menes der hermed, at fællesskabet blot var noget, man bildte folk ind?
Går man til besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff, omtaler han i forbindelse med folkestrejkerne i 1944 denne form for fællesskab således: »Men tilbage blev erindringen om solidariteten og nærheden mellem landsmænd i strejke sammen i sommeren 1944 – der mærkede en generation for livet.«

I Triadens udgave hedder det: »Forestillingen om det nationale sammenhold gjorde det muligt at bevare respekten for det politiske system og dermed at fungere som samfund. Historier om, hvordan forskellige grupperinger havde modarbejdet og endda bekriget hinanden under besættelsen, passede ikke ind i det glansbillede, og blev derfor ignoreret eller forkastet.«
Forestillingen om det nationale sammenhold bidrog med andre ord måske til, at demokratiet og samfundet kunne fungere videre. Og det må vel selv Triaden billige?
Om Danmarks sene indtræden i de allieredes rækker skriver Triaden: »Dette chassé til siden kan genfindes på så forskellige områder som i kulturdebattens bratte sving mod det angelsaksiske væk fra det germanske . . . .«
Dette sving væk fra det germanske var nu sket allerede i 1930’erne. Bortset måske fra den neutrale politik med dens erkendelse af militært at være afhængig af Tyskland.
Jeg skal her tillade mig at gentage Kirchhoff: »Trods al opportunisme og al pragmatisme stod befolkningen urokket i sin antityske og proengelske holdning.« Det er i sig selv glimrende, at Emkjær tager stikkerdrabene op til undersøgelse. Det har vi manglet.

Men måske skulle han overlade den øvrige besættelseshistorie til andre. Ligesom Esben Kjær, Rasmus Dahlberg og Jon Bloch Skippers måske bør reflektere lidt grundigere over den forskning, som bl.a. deres forgængere har præsteret. Som Per Stig Møller skriver i sin bog om Kaj Munk, står historikerne på hinandens skuldre. Og de fleste historikere erkender ydmygt, at deres udlægning af historien ikke er den endegyldige sandhed, samt, at historie ikke kan være eksakt videnskab. Eller med Aage Trommer: »Iagttagere ser, hvad de kan se, og hvad de gerne vil se.«
Det, vi ser netop nu, er måske en ny generation af yngre historikere med ambitioner om at genskrive besættelsestidens samlede historie – intet mindre.
Esben Kjær, Rasmus Dahlberg og Jon Bloch Skipper mener, at det på baggrund af de efterhånden talrige detailstudier – med karakter af mord på populære myter – vil være muligt indenfor få år at skabe et værk, som for alvor samler trådene og fremstiller Besættelsen som en dramatisk, men ikke enestående episode i Danmarkshistorien.
Jeg tror nu, at det vil ende med, at de – med baggrund i nazismen og alt dens væsen – må erkende, at der var en rigtig og en forkert side. Lige så vel som man har måttet det med sovjetkommunismen.

Karl Lykkegaard, født 1924, er fhv. faglærer og modstandsmand i Hillerød, Silkeborg og Vestjylland, udnævnt til officer fra Modstandsbevægelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her