Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. december 2000


Anmelderens synd
26. DEC. – Da jeg først nu har haft lejlighed til at læse Kristen Bjørnkjærs anmeldelse af min bog om ungdomsoprørets særegne former for kunst og kultur, skal jeg her tillade mig at knytte en kommentar til den.
På Ekstra Bladets åh så morsomme side 2 er Kristen Bjørnkjær en yndet figur at latterliggøre. Af grunde, der altid har undret mig, fremstilles han her som konstant snorksovende og med en litterær indsigt, der befinder sig på et Anders And-blads niveau. Indtil i dag har jeg opfattet denne afbildning af kristen Bjørnkjær som en virkelighedsfjern karikatur. Det gør jeg ikke længere!
Min bog beskriver de kunstformer, der opstod i sammenhæng med ungdomsoprøret, det gælder beatmusikken, billedkunsten, litteraturen, teatret og filmen. Intentionen hos de medvirkende kunstnere var – mere eller mindre bevidst – at nedbryde grænserne mellem de kunstneriske, de politiske og de private livsområder, og det er disse meget forskelligartede forsøg, min bog omhandler.
Derfor er Peter Louis-Jensen naturligvis også medtaget, han er faktisk i sine bestræbelser på at nedbryde ovennævnte grænser, hvortil også besættelsen af Hjardemål-kirken hører, lidt af en nøgleperson, hvad enten det nu gør Bjørnkjær fornærmet eller ej.
Andre kunstnere gik andre veje (Eik Skaløe, Hans-Jørgen Nielsen, Erik Thygesen, Inger Christensen, Vagn Steen for nu blot at nævne nogle ganske få), gruppeteatrene eksperimenterede med nye måder at inddrage publikum på, filmkollektivet ABCinema med nye produktionsformer og så videre og så videre.
Min bog beskæftiger sig også med de kulturelle eksperimenter under ungdomsoprøret: Det gælder samlivsformerne, det gælder den lille gruppe hippier, provoerne, Det Ny Samfund, Thylejren, Musik & Lys-aktiviteterne og kvindebevægelsen. Men at det er de ovennævnte aktiviteter, der har optaget mig mest, fremgår tydeligt af bogens indledning.
Andre anmeldere har med begejstring taget imod bogen. Men ikke Bjørnkjær. Han har begået en anmelders værste synd, nemlig at anmelde en bog på andre præmisser end dem, den er skrevet på.

Niels Martinov
Jacobys Alle 6
1806 Frederiksberg C

Øresund
27. DEC. – Så hører man i radioaviserne, at de danske bilister svigter Øresundsbroen.
Det må jeg nok sige – så vidt jeg ved, har ingen danske bilister underskrevet en håndfæstning eller på anden måde lovet dronningen, regeringen, konsortiet eller andre, at de vil køre en tur til Sverige, når broen er bygget.
Så de har på ingen måde svigtet.
Der er snarere tale om, at de prognoser, som lå til grund for beslutningen om at bygge broen, bevidst var temmelig optimistiske. Med det formål naturligvis at gøre projektet spiseligt.
Så mon det ikke er prognosemagerne, som har svigtet?

Kjeld Chr. Krarup
Rosenvængets Alle 17
København Ø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her