Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
14. december 2000


Anmeldt
11. DEC. – I sin anmeldelse den 7. decemberaf min essaysamling Har Verden en Klang gør Anders Beyer sig tanker om det redaktionelle arbejde bag bogen, som han kalder »elendigt«, oven i købet med løfte om »uddybende eksempler«. Det sidste er særligt tankevækkende, da hans eneste eksempel er at bogen ikke oplyser hvor tidligere offentliggjorte essays har været trykt. Det undrer desuden Beyer at Gyldendal »accepterer at udgive en bog, der bygger på materiale der for langt størstepartens vedkommende...har været trykt andetsteds før.« – Min egen bogreol rummer stribevis af essaysamlinger der afslører at dette snarere er reglen end undtagelsen, og dermed åbenbart »accepteres« af de fleste forlag.
Beyer kritiserer min redaktør Sven Holms arbejde uden konkrete eksempler – endog med en henvisning til kollegaen Jakob Levinsens anmeldelse i Berlingske Tidende, som heller ikke giver eksempler. I sandhedens (og læsernes) interesse bør det derfor siges at knap en tredjedel af bogens essays aldrig tidligere har været offentliggjort, og at af den resterende snes kun et fåtal er trykt uden ændringer i forhold til den oprindeligt trykte version. Mindst et halvt dusin er væsentligt udvidet eller fuldstændig skrevet om. Alt dette efter forslag fra bogens redaktør. Anders Beyer må forsvare sin holdning som han kan bedst. Men læsere der har fornøjelse af bogen vil have al mulig grund til at værdsætte bogens redaktør for resultatet.

Karl Aage Rasmussen
Brokbjerg, 8752 Østbirk

Fremskridt og Fattigdom
11. DEC. – Socialrapporten er kommet. Konklusionen er klar: Den økonomiske fremgang har gjort de rige rigere og de fattige fattigere. Rige har opnået en stor gevinst, og der er blevet flere i de fattiges rækker.
Dette er helt efter bogen. Sådan er virkningen af økonomisk fremgang beskrevet af den amerikanske økonom Henry George i hans bog Fremskridt og Fattigdom. Han nøjes ikke med at beskrive forholdene, men anviser også en løsning. Henry George var klar over, at det økonomiske opsving først og fremmest manifesterer sig i højere pris på jord og dermed også på ejendomme til skade for almindelige mennesker. Derfor er hans svar, at der skal være en afgift på jordværdien, som betales til samfundets kasse.
Henry George var stærkt socialt engageret. Han var ikke kun teoretiker. Han gik ind i politisk arbejde for at rette op på den udbredte fattigdom. Henry George havde i de unge år selv kendt den desperate fattigdom. Gennem resten af hans liv dannede denne oplevelse og hans kristne livssyn baggrund for hans arbejde for en retfærdig økonomisk orden, der tilgodeså de mennesker, som blev klemt, når andre strøg gevinsten. Grundskylden som samfundets retmæssige indtægt er Henry George’ anvisning på en social retfærdig ordning. Det er i det lys den skal ses.

Ulf Kobbernagel
Lerås 49, Greve

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her