Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

6. december 2000


Diskussionsforbud?
25. NOV. – I Information den 23. november anmelder Hans Dam Christensen min bog Æstetik og Filosofi på en meget ømskindet facon. Det bliver mest til en udvendig karakteristik: Favrholdt er arrogant, dogmatisk, fordømmende, mister besindelsen og lider af et romantisk kunstsyn – »Det nytter derfor ikke at gå ind i en diskussion på Favrholdts præmisser.« Hvorfor dog ikke? Jeg kritiserer et kunstbegreb, ifølge hvilket en dåse med lort er kunst. Og jeg argumenterer hele vejen igennem for mine synspunkter. Om jeg er arrogant eller ej er i denne sammenhæng irrelevant. Det er argumenterne, der tæller. Og jeg udlægger ikke Dickies institutionsteori forkert, sådan som Dam Christensen mener, at man ikke skal indlade sig på en diskussion med mig. Er det virkelig forbudt at rejse en debat om alle de defekter, som præger kunstinstitutionen i dagens Danmark?

David Favrholdt
Syddansk Universitet
Campusvej 55
Odense

Snublerier
28. NOV – Tine Byrckel skriver (Information den 25.-26. november), at hun midt i sin oversættelse af en fransk roman snublede over et digt af Baudelaire. Dog først efter at have læst det i, som hun så elskværdigt skriver, en ’kanoniseret’ oversættelse af undertegnede. Hvis hun med ’kanoniseret’ mener, at min indsats er blevet mødt med en vis velvilje, kan hun have ret, selv om udtrykket rummer en distancering og uudsagte antydninger, som gør mig bedrøvet.
Snublede er til gengæld vel-valgt; for Tine Byrckel’s indlæg foregøgler læseren at Baudelaire skrev digte til børn og at jeg i min oversættelse i Helvedsblomsterne (sådan er titlen, skal man være helt nøjagtig) fra 1997 har skjult dette faktum for
læserne.
Sonetten Andagt, det er den det drejer sig om, er i høj grad for voksne og er, som så mange Baudelaire-digte, båret af en sørgmodig, men brændende længsel efter død og udslettelse. Et tema så alment at det er irrelevant at bringe størrelser som katolsk eller protestantisk på bane såvel som det er unfair at manipulere med tegnsætningen og derved utydeliggøre digtets frasering.
Sonettens jeg taler til sin sorg (eller smerte) og rækker den sin hånd så de sammen kan dø – det er det hele og efter min opfattelse ikke så lidt.
Men ikke nok for Tine Byrckel, der ubarmhjertigt og med en forbrugers rethaveriskhed reklamerer over sonettens manglende modernitet – omkring halvandet hundrede år efter dens fremkomst – uden at nedlade sig til eksemplificering og åbenbart uvidende om at Baudelaire satte en ære i at virke umoderne og heller ikke kerede sig om gymnasieungdommen og dens »slaviske fester« (russiske eller polske?), som Tine Byrckel i sin »ordrette« oversættelse introducerer i dansk.
Jeg beklager at have gjort tilværelsen besværlig for Tine Byrckel som oversætter, men håber at hun og hendes teenagepiger klarer skærene.

Peter Poulsen
Rahbeks Alle 23
1801 Frederiksberg C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu