Kronik

Magt-mennesket

Debat
18. december 2000

Min reaktion mod nazismen var mere følelse end fornuft, og jeg måtte ofte spørge mig selv, om jeg – vi – eller Stauning og Scavenius var galt afmarcheret. – I anledning af Søren Mørchs Scavenius-portræt

Historisk set
Den fyrste, som behøves, må målbevidst og uden moralske skrupler sætte hensynet til staten fremfor alt andet, skrev Niccolò Machiavelli (1469-1527) i Fyrsten. Og Erik Scavenius var en ægte efterkommer af dette aristokratiske magtmenneske, der foragtede folket, som han anså for ukvalificeret og primitivt.
Var Scavenius i virkeligheden en helt, som havde æren for, at Danmark af samtlige krigsdeltagende eller besatte lande havde de mindste tab, at produktionsapparatet blev bevaret, at retsvæsenet forblev på danske hænder, at administrationen, kulturlivet, skolen, uddannelsesvæsnet, kirken og selv jødernes religionsudøvelse blev opretholdt?
Det mener Søren Mørch. »Min sjæl, hvad vil du mer?« – spørger han. Eller på originalsproget fra Heines Buch der Lieder: »Mein
Liebchen was willst du mehr?«
Jo, modstandsbevægelsen ville – som Heine – mere. Og hvis jeg, der er ateist, må driste sig til at citere Mathæus-evangeliet: »Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?«
For at forklare, hvad jeg mener, må jeg gå tilbage til tiden før krigen – til trediverne. Jeg var 14 år i 1933, da Hitler kom til magten. Jeg er søn af en jødisk fader og en ikke-jødisk moder – efter Nürnberg-lovene var jeg »Mischling« og altså en slags jøde. Jeg var dybt interesseret i, hvad der foregik i Tyskland, Italien og Spanien. Jeg hørte Hitlers taler i radioen og læste Mein Kampf. Jeg havde Hartvig Frisch som lærer og læste om Pesten over Europa. Jeg læste Blædels og Helweg-Larsens artikler. Jeg så Kjeld Abells skuespil og hørte Poul Sørensens og PHs viser. Jeg konstaterede, at mange konservative sympatiserede med fascismen, og at Stauning og
Munch – der så sandt ikke sympatiserede med fascisme og nazisme, fandt det klogest at finde en modus vivendi med den store nabo mod syd og ikke-angrebs-pagten med Hitler blev indgået i 1938.

I lyset af dette følte jeg mig tiltrukket af den radikale intelligens og dens kultur. Jeg husker Arnulf Øverlands digt »Du må ikke sove« fra 1937 – samme år, jeg blev student. Jeg kan det stadig udenad. Det hedder her:
Jeg råber i mørket, – å kunne du høre/ Der er en eneste ting at gøre:/ Værg dig mens du har frie hænder!/ Frels dine børn! Europa brænder!
Men Danmarks politiske og erhvervsmæssige ledere fandt ingen anledning til at værge sig, mens deres hænder var frie. De søgte samarbejde med Hitlers Tyskland – også før besættelsen.
Jeg – og dem, jeg samarbejdede med under besættelsen – har aldrig ønsket nogen menneskeofring den 9. april. Vi var imod enhver militær modstand og var vrede over f.eks. gendarmernes skæbne, da tyskerne gik over grænsen. Søren Mørchs bemærkninger og spørgsmål herom er helt beside the point. Men denne realpolitiske indsigt kunne ikke nødvendiggøre karakteren af den samarbejdspolitik, som Søren Mørch berømmer.
Regeringens samarbejde med besættelsesmagten havde bl.a. den konsekvens, at myndighederne – herunder det danske politi – jagtede os, der bekæmpede eftergivenhedspolitikken og gik til modstand. Selv om besættelsen kom som et chok, blev den forbavsende hurtigt hverdag. Samarbejdet gik glat, syntes myndighederne. Politiet var i funktion, soldaterne fik deres lette våben igen og det gik tilsyneladende godt med produktionen (mange tjente gode penge og det generede ikke, at betalingen blev hentet i Nationalbanken).

De små skønhedspletter, der var en følge af, at dele af handelsflåden, som var udenfor tyskernes rækkevidde – ikke sjældent i strid med redernes, f.eks. A.P. Møllers, ordre – gik i engelsk tjeneste, var til at leve med. Dette gjaldt også, at de danske gesandter i Storbritannien og USA brød med Udenrigsministeriet.
Befolkningen affandt sig hurtigt med tingenes tilstand. Kongens og Staunings bud måtte jo følges. Regeringen var der, forholdene var tilsyneladende som før besættelsen. Man så ikke så meget til tyskerne, de holdt sig i det store og hele på kasernerne. Højst hørte vi deres musikkorps, når de spillede på torve og pladser. Og Piet Hein – som Søren Mørch citerer fra 1960 – skrev i 1941 et digt, som jeg gerne vil citere (man vil jo ikke stå tilbage):

Et venligsindet orkester
tar stade ved rådhusets fod
og samler andægtige gæster
som standser – og tænker på noet.

For tonerne har denne dragende
ja rent ud besættende magt
og så er det særlig betagende
med sådan et opbud af takt.

Men digtet kom ikke i Politiken, hvor Scavenius var formand for bestyrelsen. Han har sikkert heller ikke fundet det morsomt. Derimod foranledigede han, at Politiken den 28. april 1940 – på hans anmodning – bragte Einar Skovs berygtede leder om Churchill som »en farlig mand«.
Den dansk-tyske forening blev dannet med deltagelse af gode danske mænd og kvinder (f.eks. DSB’s generaldirektør Knutzen og Bodil Ipsen). Og at Christmas Møller måtte træde ud af regeringen og at Buhl afløste Stauning ved dennes død, var jo helt OK, og det var da også i orden, at Thune Jacobsen afløste Unmack Larsen som justitsminister. Det vakte heller ikke modstand, at mange arbejdsløse blev tvunget til at tage arbejde i Tyskland.

Den 8. juli 1940 var Scavenius blevet udenrigsminister. I den anledning udsendtes en erklæring, hvori det bl.a. hed: »Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa ...« Og da Hitlers hære den 22. juni 1941 gik ind i Sovjetunionen, fangede det danske politi fire gange så mange danske kommunister, som tyskerne havde forlangt. Man prøvede også at anholde og internere de tre kommunistiske folketingsmænd, Martin Nielsen, Aksel Larsen og Alfred Jensen – det lykkedes dog kun at fange Martin Nielsen. Der var ingen anfægtelser i anledning af denne eklatante krænkelse af grundloven og højesterets præsident, Troels G. Jørgensen, forsikrede i en lærd artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, at alle forholdsregler mod kommunisterne var fuldt legale.
Vi følte jo, at der var noget, der var galt, men ofte måtte jeg knibe mig selv i armen og spørge, om det ikke var mig, om det ikke var os, der var galt afmarcheret, om det ikke var regeringen, om det ikke var Buhl og Scavenius, der havde ret. Men når vi alligevel gik til modstand, så var det nok en spontan reaktion på det følelsesmæssige plan mere end på det forstandsmæssige. For i nazismens teori og praksis var alt det koncentreret, som vi ikke ville og som vi ikke kunne leve videre med uden at gøre noget – hvis vi ville bevare vores selvrespekt, hvis vi skulle kunne se os selv i spejlet.
Og da Scavenius den 25. september 1941 rejste til Berlin og mødtes med Hitler og på Danmarks vegne undertegnede den såkaldte Anti-Komintern-Pagt, var vi ikke længere i tvivl. Vi var med til at organisere Studenterdemonstra-
tionerne i København og vi gik derefter i gang med at danne en modstandsorganisation, »De Danske Studenter« kaldte vi os.

I januar 1942 udsendte vi vort første illegale brev. Vi kritiserede regeringen og opfordrede den til at ophøre med sin eftergivenhedspolitik da den »skridt for skridt – og derfor mindre mærkbart – vil føre til opgivelsen af Danmarks selvstændighed.«
Den 9. april 1942 udkom modstandsorganisationen »Frit Danmark«s første nummer.
Den 2. september 1942 holdt
Buhl sin berygtede anti-sabotage-tale og den 9. november 1942 blev Buhl afløst af Scavenius. Den 8. december 1942 blev Frit Danmarks redaktion arresteret af det danske politi – på nær tre, der gik under jorden, herunder professor Mogens Fog.

Tre dage efter udsendte Fog et illegalt brev, som vi duplikerede og distribuerede – et politisk og sprogligt mesterstykke. Det gjorde klart op med den scavenianske realpolitik. Pladsen tillader ikke et blot nogenlunde fyldetsgørende citat, men nogle få steder skal anføres:
»Hvis den danske regering virkelig – i tillid til de tyske løfter – havde kunnet danne bolværk mod enhver indblanding i vore indre forhold, hvis landets officielle ledere virkelig overfor verden kunne demonstrere, at vi ikke ønsker nogen form for nazistisk infektion af vort samfundsliv og ikke at støtte Tyskland i dets krig, ja, så tror også jeg, verden ville have forstået vor stilling og have respekteret vort land. Men udviklingen har vist, hvor naive sådanne forhåbninger var. De kender selv alle stadierne på underkastelsens vej gennem de sidste år. I forhold til besættelsesmagten har vi kunnet konstatere små gevinster og store tab. Nu lever vi i retsløsheden og den begyndende terror.«
»Men hvad andet kan regeringen da gøre?« De kan sætte sig til modværge, sålænge det lader sig gøre, og er det ikke muligt længere, så kan de gå.«
»Tag varsel af vor skæbne. Tro ikke, at passivitet og eftergivenhed gavner vor fremtid, tro ikke, vi kan undgå rædslerne under nazistisk voldsherredømme ved føjelighed. Der er kun én udvej, den primitive, at sætte sig til modværge.«
For mig er det etiske aspekt det afgørende. Men jeg tror i øvrigt også, at det realpolitisk havde været uklogt at fortsætte den scavenianske politik. Hvordan ville det mon være gået landet, hvis Scavenius havde fået lov at fortsætte sin samarbejdspolitik til krigens afslutning?

*Jørgen Jacobsen er advokat.

*Scavenuis-portrættet er et uddrag af Søren Mørchs bog om 24 danske statministre og blev bragt som lørdagskronik i Information den 9. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her