Kronik

Nem eller narrefisse

30. december 2000

Seksuel erfaring giver status, lige meget om den er dejlig eller modbydelig. Derfor siger unge piger måske ja, også når de mener nej

Lørdagskronikken
Din mund siger nej, men dine øjne siger ja...

En gammel sang, javist – men indholdet lever stadig i bedste velgående i vores moderne spil mellem de to køn: Det er stadig for en stor del op til manden at presse kvinden og fortolke hendes reaktion.
Men i det hele taget er kønnenes seksuelle positioner i forhold til hinanden blevet et sørgeligt aktuelt emne. Aviserne er fyldt med sager om massevoldtægter og trafficking, hvor det kan være svært at forstå bevæggrundene:
Hvorfor går kvinder med til et ansættelsesforhold i fremmede lande, der i mange tilfælde må virke lidt suspekt? Hvorfor bliver voldtægtsofre ofre – gør de noget forkert? Hvorfor er der nogle voldtægtsofre, der ikke siger mere fra? Den 14-årige pige fra den berygtede Århus-massevoldtægt er et trist eksempel på, hvor svært det kan være at vurdere kvindens egen villighed i det seksuelle forhold.
Hvorfor begår mænd voldtægt? Hvorfor går mænd til prostituerede? Trafficking udgør nu en større kriminalitetsfaktor end narkohandel, så det er ikke et lille antal kunder, vi taler om. Hvad er det, der er så tiltrækkende ved en købt krop og et hurtigt knald i et lummert hotelværelse?

Jeg undrer mig – sikkert i fællesskab med mange andre – og kan slet ikke besvare alle disse spørgsmål. Men jeg tror, at der bag hele misèren ligger en stor, betændt byld, som består af de kulturelle forestillinger, vi har om kønnenes særegenhed og deres samspil med hinanden.
Tillad mig at gå tilbage i tiden og over sundet. Den svenske etnolog, Inger Lövkrona udgav sidste år en bog: Annika Larsdotter, barnamördaska. Køn, makt, och sexualitet i 1700-talets Sverige. I denne bog analyserer Inger Lövkrona sig frem til, hvad der egentlig lå bag den praksis, man havde i 1600- og 1700-tallet, hvor kvinder, der havde født i dølgsmål og myrdet deres barn, selv blev henrettet, brændt og nogle gange fik hovedet på en stage – ligesom i Danmark.
Inger Lövkrona studerer sagsakterne omkring nogle unge ugifte tjenestepiger, der alle har fået domme for denne forbrydelse. Det er tydeligt, at alle syv kvinder er blevet tvunget eller lokket ud i et seksuelt forhold med en mand fra deres nærmiljø, som i alle tilfælde havde magt over dem. Ikke desto mindre er dommene altid afsagt mod kvinden og sjældent mod manden. Det var kvinden, der blev betragtet som den syndige, det var hende, lovgivningen om barnemord kredsede omkring.
Inger Lövkrona viser tydeligt, hvad vi kunne have gættet os til; nemlig at den ulykkelige kvinde ikke havde andre valg i den pågældende situation end at dræbe sit barn og lade som om, hun slet ikke havde været gravid.
Derimod antager den samtidige lovgivning, og dermed offentligheden og den almene opinion, at hun har gjort det af ond vilje. Der er eksempler på, hvordan offentligheden antog, at den syndefulde kvinde i gerningsøjeblikket stak nåle i sit barn, og kirken antog i mange tilfælde, at kvinden var blevet forledt af Satan. Derfor var det også magtpåliggende for bødlerne, at kvinden inden henrettelsen fik angret sin synd, så hun alligevel måske kunne få en plads ved Paradisets Port.
Nu, så mange år efter kan vi undre os: Hvordan kunne man dog bilde sig selv og hinanden ind, at voldtagne eller forførte kvinder var syndere, mens mændene som regel gik fuldstændig fri? Og hvorfor skulle man ligefrem henrette og brænde de stakkels unge kvinder?
Alle samfund har brug for nogle fælles grundfortællinger og spilleregler, som deltagerne tror på og anvender som fundament for det liv og den verden, man deler. På god historisk afstand er det lettere at distancere sig og betragte fortidens forestillinger kritisk.

I 1700-tallet byggede grundfortællingen naturligvis på et kristent grundlag, men det kan alligevel undre, hvorfor bud nummer seks åbenbart ansås at gælde mere for kvinder end for mænd.
Inger Lövkrona viser, hvordan den gammeltestamentlige opfattelse af henholdsvis manden og kvinden er fulgt med op gennem tiden. Ifølge denne opfattelse er kvinden som bekendt underlagt manden, og hun er pr. definition en større synder end manden.
Omsat til middelalderteologi og hekseforskrækkelse blev kvindeundertrykkelsen seksualiseret. Efter kirkens udgivelse af skriftet Heksehammeren i 1487 blev det efterhånden en almen opfattelse, at kvindens seksualitet var farlig, og hendes drift var stærkere end mandens og unaturlig på et plan, hvor den kunne true mandens potens. Heksen var naturligvis det ekstreme eksempel på dette, men enhver kvinde husede et heksepotentiale. Kvinder skulle derfor holdes i stram snor, og dertil var ægteskabet en udmærket institution, hvor manden havde alle rettigheder over sin kone.

Også i den folkelige opfattelse, som Inger Lövkrona andetsteds har skrevet om, var det mandens opgave at holde konen nede; ellers kunne han jo blive hanrej; en betegnelse for det maskuline køn, der slet ikke findes i tilsvarende udgave for den forsmåede hustru. Tværtimod ved vi om 1800-tallets borgerskab, at mandens før- og udenomsægteskabelige aktiviteter ansås for naturgivne og nødvendige for hans seksuelle udvikling.
I dag kan vi ryste på hovedet af både dette og af 1700-tallets henrettelser af stakkels forførte kvinder.
Spørgsmålet er: Hvad vil de mon ryste på hovedet af om 200 år?
Måske det faktum, at argumentationen nu ikke længere er religiøs, men naturvidenskabelig. Nu er det ’videnskabeligt bevist’ (!), at mænd har seksualiteten udenpå. I kraft af deres overlevelses- og forplantningsinstinkt er de initiativtagere, erobrere og magtudøvere – ja, det kan endda være farligt at undertrykke deres seksualitet, de kan i værste fald blive frustrerede og voldelige.
Kvinders seksualitet er derimod beskyttet inde i kroppen; sværere at finde og sværere at udløse. Kvinder er derfor tilbageholdende og afventende. Kvinder vil gerne, men de skal overtales, lokkes og erobres.
Denne forestilling legitimerer naturligvis forskellige grader af pression fra mandens side. Men når først kvinden er tændt, kan hun til gengæld blive ved i serier af orgasmer. Det kan en enkelt mand slet ikke leve op til. For mange mænd må disse forestillinger virke mystiske og skræmmende.
Det er sjovt, så uproblematisk og uforandret grundfortællingen om de to køn har ladet sig flytte fra den ene årsagssammenhæng til den anden, fra den religiøse kontekst til den naturvidenskabelige, og altid med et drys af inspiration fra det folkelige dyb.
For eksempel afslører det folkelige begreb ’narrefisse’ en forestilling om, at hvis kvinden selv sender signaler til manden, er det forkasteligt, hvis hun ikke følger forspillet til dørs.
Der er ikke langt fra denne opfattelse til at mene, at det er på kvindens eget ansvar, at manden skrider til handling, for han kan ikke andet, hvis hun således har ’tændt’ ham. Der findes mig bekendt ikke et tilsvarende ord for en mandlig ’narrefisse’. Således kan enkelte ord røbe grundfortællingen om vore forskellige forventninger til de to køn.

I november hang der på S-togsstationerner to reklamer, der lignede hinanden i mistænkelig grad. Den ene fra InWear Matinique, den anden fra Tivoli. Begge med et kyssende ungt par.
På begge billeder er det manden, der holder om kvindens liv, han har altså greb om situationen, mens begge kvinder har deres venstre håndflade mod mandens bryst. Hånden er en tvetydig accept af favntaget, for den viger ikke væk, men hun er dog i beredskab til at skubbe ham fra sig; hun har ikke hengivet sig uigenkaldeligt – endnu.
Begge reklamekvinder viser præcis den svære fortolkning, der ligger i kønsspillet, hvor kvinden forventes at være tvetydig, genstridig, men villig alligevel, og manden er den indtrængende erobrer, den aktive, handlende og insisterende. Selve situationen signalerer seksuel adfærd, fordi de to kønspositioner lever fuldstændig op til den tvetydighed, vi tillægger samspillet mellem de to køn.

Selvfølgelig er det seksuelle samspil en leg. Men det var måske lettere for alle parter, hvis kønsrollerne var lidt mindre firkantet udstukket fra begyndelsen. De forventninger, vi har til de to kønsroller hver især, kan være en byrde for begge parter. Det må da være en belastning for mænd, at de altid pålægges en evig aktiv rolle som initiativtager og erobrer. Det må være endnu sværere at skulle påtage sig ansvaret for at fortolke pigens tvetydige hånd og hendes blik som et ’ja’, når hendes mund siger ’nej’.
Fortolkning af en tekst kan gøres på en million måder, afhængig af en million faktorer. Fortolkning af et menneske er endnu mere kompliceret. Der er aldrig én rigtig fortolkning, aldrig én sandhed.

Hvordan kan vi da forvente og stole på, at unge knægte (i alle aldre) helt af sig selv kan finde ud af at aflæse et kvindeblik og forstå det tilstrækkeligt til at kunne bedømme, hvorvidt hun siger det, hun virkelig mener, eller ej?
Man må forestille sig, at manden i nogle tilfælde vil være særdeles ’fortolkningsivrig’, for at kunne få sin sag igennem. Ifølge gængs opfattelse af kønspositionerne må han også gerne presse. Når en 14-årig pige ligger i en skurvogn med ni større drenge, må fortolkningsiveren hos drengene nødvendigvis være særdeles stor, situationen taget i betragtning. Måske opfatter de hende som den seksuelt set umættelige kvinde, der ønsker serialsex?
Noget tilsvarende må gøre sig gældende på hotelværelset i verdens storbyer: Tror kunderne virkelig, at de her indgår i et såkaldt ’frivilligt’ seksuelt forhold? Eller føler de sig som erobrere? Forestiller de sig den prostituerede som en selverhvervende hedonist? Fortolkningsiveren må også her være meget stor, hvorimod forståelsen for situationens kontekst er meget lille. Kunne kunden mon i fuldt alvor mene, at den prostituerede har valgt sit erhverv, fordi hun finder det meningsfyldt?

Hvis mandens seksualitet drives af biologisk af erobringslyst og initiativ, må seksualakten med en købt kvinde være en tom fornemmelse for urjægeren, fordi han hverken erobrer eller fortolker sig til noget – han betaler bare. Opnår han maskulinitetens ønskede magtposition ved at underlægge sig sit bytte ved hjælp af penge? Der er dog forskel på, om man skyder en hare eller køber den hos slagteren.
Kravene om maskulin erobring og handlekraft må alle mænd formodentlig forsøge at håndtere på hver sin måde. For nogen er det vel lettere end for andre. Hvor mange af dem har i tillæg den indlevelsesevne, der gør dem i stand til at fortolke et ’ja’ for et ’nej’? Og så er der dem, hvis erobring slet ikke lykkes. Er det mon dem, der tiltvinger sig sex ved hjælp af enten voldtægt eller prostituerede? De afslører deres eget nederlag som jægere.

Kvinden forventes at være objekt for mandens udadfarende seksualitet, på godt og på ondt. Er kvinden en aktiv fristerske, en tilbagelænet lokkedue, eller er hun bare et offer? Når det indgår i overvejelserne, hvorvidt en kvinde selv har lagt op til det seksuelle overgreb, er vi tilbage ved den middelalderlige heksekvinde, der med sine indre, ustyrlige drifter er i stand til at forlokke manden, så han ikke kan styre sig. Han er da i sin gode ret til at tage hvad der tilkommer ham, for naturvidenskaben har lært os, at mandens seksualdrift er naturlig og ustoppelig.
Det kan være svært at tolke den tvetydige hånd, men det er også en svær balanceakt at føre den.
Kønsspillet er ikke blevet nemmere at udføre eller tolke efter den seksuelle revolution i det 20. århundrede. I øjeblikket lærer piger fra syvårsalderen, at det er kvindeligt at se udfordrende og attraktiv ud. Det udfordrende og lokkende udseende passer dårligt overens med kønspositionernes logik, hvor fristersken anklages for selv at bære ansvaret for seksuelle overgreb.

Mange piger i dag er ganske givet i stand til at sige fra og markere deres holdning, så det er svært at misfortolke deres signaler, men dette ansvar ligger dog på den enkelte pige selv – og alle piger er ikke lige stærke.
Samtidig har den seksuelle revolution indført et nyt statuskriterium for unge mennesker: Det gælder ikke om at holde på sin dyd og ærbarhed så længe som muligt, tværtimod er dyden noget, man skal af med hurtigst muligt. Den er stigmatiserende, for det gælder om at fremtræde som seksuelt erfaren.
Her opstår paradokset: Unge kvinder skal være attraktive, udfordrende og seksuelt erfarne – og de skal selv kunne styre adgangen til deres krop. Både de og mændene kender den grundfortælling om kønnenes seksualitet, der giver manden fortolkningsret og erobringsret over kvindernes krop, og begge køn kender desuden den naturvidenskabelige beskrivelse af mandens seksualitet som uundgåelig, aggressiv og ustoppelig.
Det betyder, at kvinden, når det kommer til stykket, skal være meget stærk for at kunne sige fra over for den seksuelle akt. For hvis manden først er antændt, kan han ikke stoppes, og hun har selv tændt ham. Selvmål.
Desuden er det statusgivende at have seksuel erfaring, lige gyldigt om denne erfaring er dejlig eller modbydelig.
Derfor tror jeg, den gamle sang er forfejlet i dag: Måske siger de unge piger ja, også når de mener nej.

*Anne Leonora Blaakilde er mag.art. i folkemindevidenskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer